Modevirksomhed får fransk millionbøde for vildledning
Den britiske modevirksomhed Boohoo har accepteret en bøde på 2,33 mio. euro efter en fransk undersøgelse, der har afdækket vildledende rabatter og mangler i virksomhedens oplysninger om blandt andet materialer og fibersammensætning.
Den britiske modevirksomhed Boohoo skal betale en bøde på 2,33 mio. euro. Det står klart, efter at den franske forbrugermyndighed DGCCRF har konstateret talrige eksempler på vildledning, både når det kommer til priser og informationer om materialer.
95 procent af de kontrollerede tilbud levede ikke op til reglerne
DGCCRF undersøgte priserne på flere hundrede produkter på boohoo.com. 95 procent af de kontrollerede tilbud levede ifølge myndigheden ikke op til reglerne.
40 procent af de kontrollerede tilbud indebar ingen reel prisnedsættelse. I syv procent af tilfældene var rabatten mindre end annonceret, mens 48 procent af tilbuddene reelt var prisstigninger.
Boohoo havde blandt andet undladt at tage højde for tidligere tilbud og i nogle tilfælde hævet prisen, før en rabat blev annonceret.
”Overstregede priser og permanente tilbud giver forbrugerne indtryk af, at de gør en rigtig god handel, og kan dermed påvirke deres købsbeslutning,” skriver DGCCRF i sin pressemeddelelse.
Syntetiske produkter blev beskrevet som læder og ruskind
Undersøgelsen omfattede også produktinformationen på hjemmesiden.
Her fandt myndigheden blandt andet, at syntetiske produkter var blevet beskrevet med betegnelser som ”læder”, ”kunstlæder”, ”læderlignende” og ”ruskind”. Derudover konstaterede DGCCRF mangler i oplysningerne om tekstilprodukternes fibersammensætning og om materialerne i de forskellige dele af fodtøjet.
Sagen kommer kort efter, at en europæisk testkampagne viste fejl i mærkningen af fibersammensætningen på 37 procent af 132 testede beklædningsprodukter.
Læs også: EU-test viser store fejl i fiberkomposition
Boohoo gennemgår fortsat sine procedurer
Ifølge Reuters oplyser Boohoo, at de kritiserede forhold stammer fra perioden oktober 2023 til februar 2024, hvor virksomheden var under en anden ledelse. Virksomheden oplyser, at de pågældende forhold nu er bragt i orden, men at den fortsat gennemgår sine procedurer for prissætning og produktmærkning. Boohoo oplyser desuden, at virksomheden har samarbejdet fuldt ud med myndigheden.