Menu

mp Denmark køber Melton-brandet

Ambitionen om at kunne matche kundernes ønske om et komplet koncept har fået mp Denmark A/S til at købe Melton-brandet, som hidtil har været ejet af Melton A/S. Sidstnævnte skifter nu fokus og navn.

31. juli 2019 Af Simon Hansen , sh@dmogt.dk

mp Denmark A/S har købt Melton-brandet af Melton A/S, som i forbindelse med salget af brandet skifter både fokus og navn. Selskabet hedder fremover Mikk-Line A/S, og man vil fremover fokusere på salget af brandet af samme navn.

”Vi har stor vækst indenfor kategorien overtøj såsom flyverdragter, jakker og termotøj, hvilket vi ønsker at blive endnu bedre til. Potentialet er stort såvel i Danmark som udenfor Danmark, og derfor har vi ønsket om at sætte yderligere fokus på vores største brand, Mikk-Line, og investere i udviklingen heraf. På den baggrund har vi valgt at sælge MELTON til MP Denmark A/S for at kunne koncentrere os om de strategiske muligheder der ligger i Mikk-Line,” siger CEO i Mikk-Line, Helle Ghodt, i en pressemeddelelse.

Melton-brandet blev grundlagt i 1979 og har siden forsynet børn i både Danmark og udlandet med strømper, strømpebukser og accessories. Nu bliver brandet så en del af mp Denmark, hvis historie strækker sig tilbage til 1937. Dermed forenes 122 års erfaring med strømper og accessories til børn.

”Vi ser frem til at inkludere endnu et veletableret dansk brand i vores portefølje. Melton har en stærk position hos danske forbrugere, som vi ser gode muligheder for at bygge videre på igennem design og produktudvikling,” siger Morten Bundgaard, CEO i mp Denmark A/S i pressemeddelelsen.

Matcher kundernes krav med totalkoncept

Han forklarer til Dansk Mode & Textil, at købet er en strategisk vigtig beslutning:

”Vi vil gerne kunne tilbyde kunderne en totalløsning, sådan at vi er i stand til at matche de krav, de stiller i denne her kategori. Med kombinationen af mp og Melton bliver vi i stand til at servicere distributionskanalerne med et komplet koncept inden for børnestrømper og -accessories,” siger han.

Morten Bundgaard forklarer, at det er et rigtig godt match, da mange af de kanaler, mp Denmark allerede sælger i i dag, også sælger Meltons varer.

”Vi kommer til at kunne tilbyde en endnu mere effektivt og tidsbesparende løsning. Kunderne får én primær kontakt i den her kategori, og det kommer både kunderne og vi til at nyde godt af,” siger Morten Bundgaard.

Det er da også med afsæt i kundegruppens ønsker, at mp Denmark nu overtager Melton-brandet.

”Det er helt klart baseret på en efterspørgsel i markedet. Vi kan godt mærke, at der en forventning om, at vi skal kunne løse mere som totalleverandører, og derfor er det her også den helt rigtige udvidelse,” siger Morten Bundgaard.

I første ombæring får alle Melton- og mp-kunder leveret deres varer som normalt, og i mellemtiden begynder organisationen at kombinere og tilpasse kollektionerne, så de komplimenterer hinanden.

Afviser ikke yderligere udvidelse af forretningen

Da vi fanger Morten Bundgaard på mobilen, sidder han i bilen på vej hjem fra Vejen, hvor Melton hidtil har haft hovedsæde. Her mødtes han med de medarbejdere, som følger med brandet til mp Denmarks hovedkontor i Herning.

”Jeg har haft fornøjelsen af at hilse på nogle kompetente og inspirerende medarbejdere, som jeg glæder mig til at byde velkommen i mp-familien. De kommer med viden, erfaring og kompetencer, som passer rigtig godt til de behov, vi har, og jeg er helt overbevist om, at det kommer til at gå hurtigt med at få dem integreret,” siger Morten Bundgaard.

mp Denmark har i løbet af de seneste fem år udvidet forretningen med blandt andet opkøbet af Sneaky Fox og strikkeriet TS Strik i Ikast. Derfor er det nærliggende at tro, at mp Denmark nu har skruet ned for lysten til at udvide forretningen. Det afviser Morten Bundgaard dog:

”Vi er til stadighed på jagt efter muligheder i markedet, som kan forstærke virksomheden og kundeoplevelsen yderligere. Når det så er sagt, er det også vigtigt at tingene foregår i det rette tempo, og lige nu har vi en vigtig opgave i at inkludere vores nye medarbejdere og skabe et stærkt koncept med brands, der supplerer hinanden til glæde for kunderne.”

Nyheden om købet af Melton kommer forud for CIFF, som åbner på onsdag. Og her kommer kunderne for første gang til at opleve samspillet mellem mp og Melton.

”Messen i næste uge byder på komplet stand med fuldt sortiment. Det er da super tilfredsstillende at kunne tilbyde det kun en uge efter, vi har offentliggjort købet,” afslutter Morten Bundgaard.

"