Menu

mp Denmark og studerende går sammen i kampen mod tekstilaffald

mp Denmark gav fire studerende fire dage og frie tøjler til at komme op med et koncept, der skal tackle virksomhedens tekstilaffald. Men kan input fra studerende skabe værdi for en allerede veletableret virksomhed? Uden tvivl lyder det fra mp Denmarks adm. direktør.

Foto: mp Denmark
Foto: mp Denmark

05. september 2019

Med afsæt i FN’s tolvte verdensmål, også kendt som ”Ansvarligt forbrug og produktion”, inviterede mp Denmark fire studerende til at komme op med idéer og løsninger, der potentielt kan nedbringe mængden af tekstilaffald forbundet med mp Denmarks produktion. De fire studerende fra henholdsvis KADK, Designskolen Kolding, Syddansk Universitet og Aarhus Universitet udgjorde en tværfaglig gruppe, der over fire dage sugede viden til sig, men i lige så høj grad inspirerede og udfordrede mp Denmarks vante rammer.

”Sådan en gruppering af studerende kommer med et andet virkelighedsbillede, et andet fokus og en anden viden og har derfor evnen til at udfordre os – på både godt og ondt,” siger Morten Bundgaard, adm. direktør i mp Denmark, og svarer prompte på spørgsmålet om, hvorfor virksomheder har brug for input fra studerende:

”Der er i den grad behov for input fra studerende! Den virkelighed mp lever i, er jo godt og grundigt styret af drift og virkelighedens verden og ikke mindst alle dens begrænsninger. Når man inviterer en gruppe studerende ind, så er de jo herligt fri af historik, praktiske hensyn, eller hvor besværligt et forslag end måtte være – de kommer spontant ind med udgangspunkt i en bestemt problemstilling, og så tænker de stort og bredt og uden hæmninger.”

Kan ønsketænkning drive bæredygtige forandringer?

Selv mener de studerende, at udvekslingen mellem virksomhed og studerende er gensidigt værdiskabende. Emilie Elmer Land Jensen og Gabriella Constantinou fra henholdsvis KADK og Designskolen Kolding udgør halvdelen af den tværfaglige gruppe, der var forbi mp Denmark.

”Vi kommer med en helt ny viden og en anden energi og gejst,” fortæller Emilie Elmer Land Jensen om, hvad studerende bringer til virksomhedernes bord. Gabriella Constantinou tilføjer:

”Og så er det måske også positivt, at vi ikke har været i branchen i 20 år og er farvet af antagelser om, hvad der kan lade sig gøre.”

Der er dermed bred enighed fra alle parter, at disse samarbejder mellem virksomheder og studerende rent faktisk har sin eksistensberettigelse – særligt når det kommer til at skabe bæredygtige forandringer.

”For os der bliver uddannet nu, er bæredygtighed jo en altoverskyggende samfundstendens. Vores undervisning tager afsæt i FN’s Verdensmål, så vi bliver lidt småidealistiske – på den gode måde. Det kan selvfølgelig virke som ønsketænkning, for meget af teknologien mangler stadig, men så alligevel kan vi se, at mulighederne ikke er så langt ude i fremtiden,” siger Emilie Elmer Land Jensen.

Garnrester får nyt liv

Det tværfaglige samarbejde er endt ud i et holistisk koncept, der i korte træk går ud på at genanvende afklippede garnrester og give dem nyt liv under navnet ”Waste Socks”. Et navn som Morten Bundgaard, er særligt begejstret for, da det også fortæller den overordnede historie om, at ”waste sucks”. Morten Bundgaard fortæller, at historien om ”Waste Socks” fortsætter i mp Denmark, selvom de studerende har forladt virksomheden, og at næste skridt er at identificere elementer af konceptet, som mp Denmark kan arbejde videre med. Morten Bundgaard understreger også, at det langt fra er sidste gang, at mp Denmark inviterer studerende ind i virksomheden.

”Helt generelt så har jeg den overbevisning, at for at de studerende og deres uddannelsesforløb bliver en succes, så skal de være koblet tæt på virksomhederne, for at få det her virkelighedsnære ind i deres undervisning og udvikling. For virksomhederne bør det også være helt naturligt, for vi skal ”rock the boat” – vi skal inspireres og udfordres. Det er den kobling, der gør, at sådan et samarbejde giver rigtig god mening,” afslutter Morten Bundgaard.

Innovationsnetværket Lifestyle & Design Cluster er hovedarrangøren bag samarbejdet mellem mp Denmark og de studerende.

"