Menu

Nej tak til fortrydelsesret på brugte varer

Forbrugerne har 14 dages fortrydelsesret, når de handler på nettet. Det gælder også, når de har taget varerne i brug. DM&T, DI Handel og Dansk Detail kæmper i øjeblikket for at sætte fokus på urimeligheden i dette med henblik på at få ændret reglerne.

04. december 2018 Af Simon Hansen , sh@dmogt.dk

I 2014 trådte en ny europæisk forbrugeraftalelov i kraft. Den betød blandt andet, at forbrugerne kan returnere brugte varer med 14 dages fortrydelsesret. Det betyder, at en hvilken som helst forbruger kan købe en kjole i din webshop og tage den på til en fest for derefter at returnere kjolen. Sælger skal ganske vist vurdere varen og fratrække eventuelle værdiforringelser fra det beløb, der tilbagebetales til kunden. Noget som har vist sig særdeles svært i praksis.  

Derfor er lovgivningen alt andet end rimelig, vurderer man i Dansk Mode & Textil.

”På det her punkt er lovgivningen meget uhensigtsmæssig. Selvom forbrugeren hæfter for eventuelle værdiforringelser, kan det være meget svært at fastsætte og håndtere dette i praksis. Vi kan se, at mange ender med at tilbagebetale det fulde beløb, og samtidig er det meget vanskeligt for virksomhederne at sælge brugte varer, fordi de ikke har nogen reel gensalgsværdi,” siger Thomas Klausen, adm. direktør i Dansk Mode & Textil.

Undersøgelse viser behov for lovændring

Derfor har brancheorganisationen allieret sig med DI Handel og Dansk Detail for at belyse urimeligheden i den nuværende lovgivning. Håbet er at få ændret lovgivningen, og derfor vækker det glæde i Dansk Mode & Textil, at EU-kommissionen nu har foreslået at afskaffe reglen.

Netop det er noget DI Handel, Dansk Detail og Dansk Mode & Textil i længere tid har arbejdet på. Derfor har de tre organisationer også foretaget en undersøgelse, som skal belyse problemets omfang og karakter. Undersøgelsen viser med al tydelighed, at der er behov for ændringer:

”Vi kan konkludere, at det her problem hurtigt kan blive rigtig stort, hvis forbrugerne benytter muligheden for at returnere brugte varer i et større omfang. Det giver ikke alene administrative problemer men er også decideret dårligt for forretningen. Derfor vil vi nu benytte undersøgelsens resultater i det videre politiske arbejde for at få reglen afskaffet,” slutter Thomas Klausen.

"