Menu

Noa Noa tager stort skridt i den rigtige retning

Efter en årrække med tab er Noa Noa tilbage på rette kurs efter ejerskiftet sidste år. Den nye strategi har fået omgående effekt, og ledelsen forventer at fortsætte den positive udvikling.

Foto: Noa Noa
Foto: Noa Noa

24. juli 2019

Den danske modevirksomhed Noa Noa har levet en omtumlet tilværelse de forgangne år, men noget tyder på, at Noa Noa er på vej mod lysere tider. I maj sidste år overtog kapitalfonden Greystone Special Situations Fund med henblik på at lave en turnaround. Og der er allerede bedring at spore i Noa Noa, viser det seneste regnskab.

Greystone har efter overtagelsen forhøjet kapitalen og konverteret gæld til kapital, hvilket har betydet at den hidtidige negative egenkapital, som i 2017 var på -60 mio. kr., nu er vendt til en positiv på 34 mio. kr. Det skriver Berlingske.

Noa Noa har under det nye ejerskab også været genstand for en række effektiviseringer, ligesom Greystone har sat gang i en ny strategi, som byder på en tilpasset kundeportefølje, justeringer af sammensætningen af egne og franchise-butikker og et større fokus på nethandel.

Den nye strategi har betydet, at Noa Noas omsætning i 2018 faldt til 176 mio. kr., hvilket er 22 mio. kr. lavere end året forinden. Dykker man ned i regnskabet, fremgår det, at omsætningen i egen kanaler udgør 89 mio. kr. mod 97 mio. kr. i 2017. Denne nedgang skyldes lukninger af butikker, som ikke har været rentable, og de tilbageværende butikker oplever til gengæld vækst. Engrossalget falder 13 mio. kr. til 88 mio. kr., og dette skyldes, at Noa Noa har sagt farvel til en række ikke-profitable kunder. Salget til nøglekunder online er til gengæld steget.

Det omfattende fokus på at barbere omkostninger ned, effektivisere og afslutte tabsgivende forretning begynder at få effekt, og det kommer til udtryk i selskabets EBITDA. I 2017 udgjorde den -29 mio. kr., men det er nu vendt til et plus på 12 mio. kr.

På bundlinjen har Noa Noa udskiftet minus med plus, da Noa Noa leverede et plus på hele 63 mio. kr. mod -60 mio. året forinden. Dette skal naturligvis ses i lyset af, at man har omstruktureret gælden i selskabet.

Noa Noa forventer, at det positive takter fortsætter ind i 2019, hvor man også er gået på jagt efter en ny CEO efter Henrik Aaen Kastbergs afsked i december sidste år.

”Nu er vi i den fase, hvor vi har fået ryddet markant op, og vi er klar til at starte en vækstrejse og lave en markant, lønsom vækst, så nu skal vi finde en, der kan tage det skridt,” siger bestyrelsesformand Jørgen Nielsen, som også sidder i bestyrelsen i smykkevirksomheden Shamballa, til Berlingske.

Indtil videre fortsætter kommerciel direktør Nanna von Cotta-Schønberg og økonomidirektør Steen Mørkøv Kristiansen deres parløb i spidsen for virksomheden. 

"