Nu er Kommission klar med forslag til nye regler for offentlige indkøb
Med sit udspil til Public Procurement Act, giver EU-Kommissionen nu en tydelig indikation af, hvordan fremtidens regler og rammer for offentlige indkøb kommer til at se ud. Det kan give danske tekstilvirksomheder klare fordele, vurderer DM&T.
Efterfølgende har EU-Kommissionen den 9. september fremlagt sit officielle forslag til en ny Public Procurement Act. Forslaget bekræfter overordnet retningen i det tidligere lækkede udkast, men indeholder samtidig en række konkrete elementer, som nu giver et tydeligere billede af, hvordan Kommissionen ønsker at ændre reglerne for offentlige indkøb.
Et af de mest markante nye elementer er, at Kommissionen sætter konkrete minimumskrav til, hvor meget kvalitet skal fylde i evalueringen af tilbud. Som udgangspunkt skal kvalitetskriterier vægte mindst 30 procent. For arbejdskraftintensive kontrakter hæves minimumskravet til 50 procent. Ordregiver kan dog fravige minimumsvægtningen, hvis kvaliteten på anden vis er tilstrækkeligt sikret gennem for eksempel kravspecifikationer eller kontraktvilkår.
Samtidig bliver princippet om best quality for money skrevet direkte ind som et grundlæggende princip for offentlige indkøb. Kvalitet kan blandt andet omfatte tekniske og funktionelle egenskaber, produktionsmetoder, miljø- og klimahensyn, sociale forhold, innovation, forsyningssikkerhed og livscyklusomkostninger.
Kan stille grønne krav og krav om produktionsland
Forslaget giver også Kommissionen mulighed for senere at fastsætte obligatoriske grønne indkøbskrav for bestemte produktgrupper. Det kan ske gennem delegerede retsakter, hvis forskellige nationale krav risikerer at fragmentere det indre marked, eller hvis der er behov for at styrke efterspørgslen efter mere miljømæssigt bæredygtige produkter. Ved udformningen af kravene skal Kommissionen blandt andet tage hensyn til markedets udbud, omkostningerne for offentlige indkøbere og konkurrencen.
Derudover får markedsdialog en tydeligere plads i det nye system. Offentlige indkøbere får mulighed for at gennemføre markedsdialog forud for et udbud for blandt andet at få indsigt i eksisterende og potentielt innovative løsninger. Deltagelse i en markedsdialog må ikke i sig selv afskære en virksomhed fra efterfølgende at deltage i udbuddet.
Et andet væsentligt element er reglerne om såkaldt European preference . Forslaget åbner for, at offentlige indkøbere under bestemte betingelser kan stille krav til oprindelsen af virksomheder, varer eller ydelser eller give tilbud fra EU og lande omfattet af EU's internationale aftaler en fordel i evalueringen. Kommissionen kan desuden i særlige tilfælde beslutte, at bestemte udbud skal lukkes for ikke-dækkede virksomheder eller produkter fra tredjelande.
Gevinst for danske virksomheder, hvis eksekveret rigtigt
Endelig lægger forslaget op til en omfattende digitalisering af udbudsprocesserne. Et fælles europæisk digitalt økosystem skal gøre det muligt i højere grad at genbruge virksomhedsoplysninger og dokumentation på tværs af udbud og medlemsstater. Kommissionens konsekvensanalyse vurderer, at dette sammen med øvrige forenklinger kan reducere de administrative omkostninger for både virksomheder og offentlige indkøbere.
Forslaget rummer flere elementer, der potentielt kan gavne danske tekstilvirksomheder, hvis det resulterer i en enklere og mere harmoniseret regelramme, lavere administrative byrder gennem digitalisering, og et stærkere fokus på kvalitet og bæredygtighed frem for alene laveste pris. Gevinsten er størst for de virksomheder, der kan dokumentere kvalitet og ansvarlig produktion, og for de mindre virksomheder, som i dag oftest afskrækkes af kompleksiteten i udbudsreglerne.
Det skal dog understreges, at flere af fordelene er betingede: kvalitetskravene kan fraviges, og de mest tekstilnære krav skal først fastlægges senere. Forslagets reelle betydning for branchen vil derfor først vise sig i takt med den konkrete gennemførelse.
Forslaget skal nu forhandles mellem Europa-Parlamentet og Rådet og vil tidligst gælde to år efter ikrafttræden. DM&T følger udviklingen tæt og orienterer løbende medlemmerne.