Menu

Ny kampagne skal få danskerne til at overveje tøjforbrug

Etisk Handel Danmark vil sætte fokus på danskernes store forbrug af tøj og den effekt, det har, på klima, miljø og de mennesker, der producerer det. Det sker med kampagnen ’Spar Verden’, som også skal inspirere branchen til at spare på ressourcerne.

Foto: Etisk Handel Danmark
Foto: Etisk Handel Danmark

17. november 2022

Danskerne er glade for at købe tøj. Faktisk køber vi i gennemsnit tre gange så meget tøj som resten af verden. Det globale tøjforbrug er fordoblet fra 2000-2014, og vi bruger tøjet langt færre gange end tidligere. Nogle stykker tøj kommer faktisk aldrig ud af klædeskabet, og hænger der med prismærkerne på.

Men tøjproduktion er ressourcetung, og kræver et stort vand- og kemikalieforbrug og har et stort CO2-aftryk. Derudover produceres størstedelen af verdens tøj i dele af verden, hvor arbejdsvilkårene for tekstilarbejderne langtfra altid er optimale.

Det vil Etisk Handel Danmark, tidligere Dansk Initiativ for Etisk Handel, nu sætte fokus på med kampagnen ’Spar Verden’. For forbrugerne er ikke fuldt ud bevidste om konsekvenserne af deres omfattende tøjforbrug, lyder det fra Nanna Callisen Bang, direktør i Etisk Handel Danmark:

”Vi skal i første omgang have øjnene op for vores tøjforbrug, som har mange negative følger for klima, miljø og mennesker. Vi skal generelt købe mindre og bruge tøjet mere. Når det er sagt, så kommer vi ikke til at holde op med at købe og producere tøj i den nærmeste fremtid. Derfor sætter Etisk Handel Danmark fokus på ansvarligt forbrug og produktion. Fordi vi kan alle bidrage positivt ved at handle mere ansvarligt, og det vil vi skabe opmærksomhed omkring med kampagnen ’Spar Verden’,” siger hun.

Kampagnen skal give forbrugerne mere viden om mode- og tekstilindustriens aftryk på verden og dermed motivere og hjælpe os til at træffe mere bevidste valg, når vi køber tøj, lyder det fra Etisk Handel Danmark, som også håber at anspore et forbrug af mere ansvarligt og bæredygtigt produceret tøj.

Vil inspirere branchen med gode virksomhedseksempler

Etisk Handel Danmark anerkender de danske modevirksomheders indsats med at omstille produktionen, men understreger også, at der er behov for at skrue op for tempoet. Her håber man, at en øget efterspørgsel vil bidrage som en katalysator, ligesom man gerne vil inspirere branchen ved at sætte fokus på nogle af de virksomheder, der har knækket koden, når det kommer til at spare på ressourcerne.

”Global handel er fyldt med mange dilemmaer, og derfor hviler der et stort ansvar på virksomheder. Løsningen er det lange seje træk med at udvise nødvendig omhu i hele værdikæden, og det gælder både klima, miljø og menneskerettigheder. Heldigvis er flere og flere danske virksomheder godt i gang med vigtige indsatser, som vi præsenterer i kampagnen. Vi håber, at det kan inspirere andre virksomheder til at komme i gang med den nødvendige omstilling nu, ” fortæller Nanna Callisen Bang.

På det tilhørende kampagnesite, kan man læse mere om, hvordan Samsøe & Samsøe med deres Blue Belief-program har formået at nedbringe forbruget af vand, energi og kemikalier med op til 75 procent sammenholdt med traditionel denimproduktion. Man kan også læse mere om, hvordan Neutral sikrer både bomuldsbønder og syersker en løn, de kan leve af ved at benytte SA8000; lære mere om Bestsellers indsats for at reducere udledningen af drivhusgasser ved at benytte Science Based Targets og blive klogere på, hvordan Aldi eliminerer skadelig kemi i overensstemmelse med målene for Greenpeace Detox Campaign.

Stigende fokus på branchen

DM&T er medlem af Etisk Handel Danmark, og glæder sig over den opmærksomhed, kampagnen kan være med til at skabe. Der er nemlig behov for et opgør med den hidtidige model og det tankeløse forbrug.  

”Vi er bevidste om, at der bliver produceret for meget tøj på verdensplan, og derfor er vi glade for, at der kommer fokus på, hvad forbrugerne kan gøre. Mange er simpelthen ikke bevidste om, hvor stor indvirken, deres tøjforbrug har på kloden. Vi er fra dansk side samtidig nødt til at gøre en indsats for at minimere den negative indvirken på klima, miljø og de mennesker, der producerer tøjet. Derfor er jeg også meget glad for, at kampagnen hylder dem, der allerede gør en forskel, og jeg håber, at det kan inspirere andre til at følge i deres fodspor,” siger CSR- og bæredygtighedschef i DM&T Marie Busck.

Kampagnen lanceres i kølvandet på det stigende fokus, der er kommet på overforbrug og -produktion af tøj igennem de senere år. Forbrugerrådet Tænk lancerede for år tilbage kampagnen ’Stop Tøjspild’, og de har nedsat et større advisory board i forbindelse med projektet ’Sammen mod Tøjspild’, der er støttet af Salling Fondene. Marie Busck er blandt medlemmerne i advisory boardet, som skal bidrage til projektets overordnede formål: At finde løsninger på Danmarks tøjspild.  

Det øgede fokus fra omverdenen kommer sideløbende med, at det politisk fokus på branchen tager til. Tidligere på året lancerede EU sit udspil til en ambitiøs og omfattende tekstilstrategi, som forventes at få stor indflydelse på branchens arbejde, når den træder i kraft, og flere lande har allerede lanceret national lovgivning om blandt andet due diligence, og branchen ser dermed ind i en fremtid med udpræget regulering og tiltagende fokus fra myndigheder, NGO’er, forbrugerorganisationer med mere.

Du kan dykke ned i kampagnen på sparverden.nu

Om kampagnen Spar Verden

Kampagnens omdrejningspunkt er, at vi elsker at købe tøj, og vi elsker at spare penge, men hvad hvis vi kan spare på noget, der er endnu vigtigere? Kampagnens hovedbudskaber er, at vi kan spare på verdens knappe vandressourcer, på CO2-udledning, dårlige arbejdsvilkår og skadelig kemi. I en tid med flere komplekse og forbundne kriser, som fx klima-, biodiversitets- og energikriser, er der mere end nogensinde brug for at sikre ansvarlig produktion og forbrug.

Med konkrete cases og tips viser Etisk Handel Danmark på kampagnesitet www.Sparverden.nu eksempler på, hvad vi som forbrugere kan gøre for at handle mere ansvarligt, og hvordan der i den danske mode- og tekstilbranche bliver arbejdet aktivt med mere ansvarlighed og bæredygtighed.

"