Ny linje på lønsedlen: Gør jeres lønpakke mere gennemsigtig

Et nyt initiativ skal gøre det lettere at se den fulde lønpakke. Det er DA, der står bag initiativet, som giver mulighed for at tilføje en linje på lønsedlen, hvor medarbejderen således kan se den reelle løn. Vi har samlet overblikket over det nye initiativ her.

DM&T rådgiver HR jura 1300x650px
23 apr. 26

Senest den 1. juli 2026 vil langt de fleste danske virksomheder få mulighed for at tilføje en ekstra linje på medarbejdernes lønsedler. Den nye linje viser den samlede løn, enten som time- eller månedsløn, inklusive løndele såsom pension, fritvalg og feriepenge. Formålet er at give medarbejderne et mere retvisende billede af deres samlede aflønning.

Baggrund

Mange virksomheder oplever i dag, at medarbejdere primært fokuserer på deres grundløn og eventuelle tillæg, mens værdien af de øvrige lønelementer ofte overses. Det kan skabe et skævt billede af den reelle lønpakke, særligt i takt med at bidrag til fx pension og fritvalg stiger.

For at imødegå denne udfordring har Dansk Arbejdsgiverforening (DA), som DM&T er en del af, taget initiativ til, at der er blevet indgået aftaler med en række lønsystemudbydere om at gøre den samlede løn synlig på lønsedlen.

Den nye funktion betyder, at de fleste virksomheder i løbet af 2026 selv kan aktivere en visning i deres lønsystem, så medarbejderne får et samlet overblik over deres løn inkl. de indirekte lønelementer.

Bedre overblik for medarbejderne

Med den nye lønlinje bliver det tydeligere, hvad medarbejderen faktisk modtager i samlet løn. Det forventes at øge forståelsen for værdien af de samlede ansættelsesvilkår, ikke mindst de elementer, som ikke udbetales direkte som løn, men som alligevel har stor økonomisk betydning for medarbejderen.

Samtidig kan det bidrage til en mere nuanceret dialog om løn mellem arbejdsgiver og medarbejder, da alle elementer i lønpakken fremgår samlet.

Bred opbakning fra lønsystemudbydere

Initiativet er blevet til i samarbejde med en række lønsystemleverandører, og der er indgået aftaler med udbydere, som tilsammen dækker langt størstedelen af det danske marked.

Det betyder, at løsningen forventes at blive tilgængelig for hovedparten af de privatansatte medarbejdere i Danmark.

Hvilke lønsystemer tilbyder løsningen?

Flere lønsystemudbydere har allerede implementeret den nye lønlinje, mens andre følger efter senest 1. juli 2026.

Følgende udbydere tilbyder allerede løsningen:

  • Lessor Payroll (tidl. LessorLøn)

  • Danløn

  • HallerupNet

  • KMD

  • Azets Perspektiv

  • Følgende udbydere forventes at tilbyde løsningen senest 1. juli 2026:

  • Intega (tidl. Visma Enterprise)

  • Visma Dataløn

  • EG Lønservice

  • Temponizer

  • Azets Epos

  • AirBOSS

Hvad indgår i den samlede løn på lønsedlen?

Den samlede løn dækker over de fleste af de lønelementer, som medarbejderen modtager, både direkte og indirekte. Det omfatter typisk:

  • Grundløn (time- eller månedsløn)

  • Personlige tillæg

  • Kvalifikations- og funktionstillæg

  • Præstationsbestemte tillæg

  • Overenskomstbestemte tillæg (fx anciennitetstillæg eller chaufførtillæg)

  • Overarbejde og genetillæg

  • Bonus, provision og andre variable betalinger (fx akkordoverskud og forskud)

  • Løn under sygdom, barsel eller barns sygdom (hvor virksomheden betaler løn)

  • Bidrag til fritvalgskonto/særlig opsparing, feriepenge og SH-/frihedsopsparing

  • Arbejdsgivers pensionsbidrag (inkl. ATP)

  • Store bededagstillæg og ferietillæg

Hvad indgår ikke i den samlede løn på lønsedlen?

Følgende elementer indgår ikke i den samlede løn:

  • AUB-bidrag

  • Bruttolønsordninger

  • Forsikringer

  • Fratrædelsesgodtgørelser

  • Gratialer

  • Personalegoder

Hvad koster det?

Som en del af dette initiativ fra Dansk Arbejdsgiverforening, er der indgået aftaler med en række lønsystemudbydere om implementeringen af den nye funktion. Funktionen vil derfor som udgangspunkt være gratis at aktivere for jer som virksomhed. Der kan dog være forskelle mellem udbyderne, og det anbefales derfor at afklare eventuelle særlige forhold med jeres lønsystemleverandør.

Har I spørgsmål til, hvordan den nye funktion påvirker jeres lønadministration, eller hvordan I bedst anvender den i praksis, er I altid velkomne til at kontakte DM&T.

Vil du høre mere?

Ræk endeligt ud og lad os hjælpe dig videre.

Jan Hartmann Rømer 2025
Jan Hartmann Rømer

Advokat, HR & Agentforhold

97117234

jhr@dmogt.dk

janhartmannroemer

Michael Lund-Nielsen
Michael Lund-Nielsen

Overenskomstchef, advokat

97117235

ml@dmogt.dk

michaellundnielsen1