Ny "udpakker-regel" flytter ansvar for emballage

Miljøstyrelsen har i sit nyhedsbrev af 18. maj 2026 til abonnenter gjort opmærksom på en ændring i placeringen af producentansvaret for emballage. Ændringen udspringer af den nye emballageforordning, PPWR, og det, Miljøstyrelsen omtaler som “udpakker-reglen”.

Reglen er relevant for virksomheder, der modtager emballerede produkter fra udlandet, pakker dem ud på deres lager og står tilbage med emballage, som ikke følger produktet videre til en slutbruger. Det kan eksempelvis være transportemballage, paller, papkasser, plastfolie eller anden emballage, der bliver til affald hos virksomheden.

Hvad er udpakker-reglen?

”Udpakker-reglen” er Miljøstyrelsens egen betegnelse for en ny formulering i PPWR’s producentdefinition. Kort sagt kan en virksomhed få producentansvar for emballage, som virksomheden pakker ud, hvis virksomheden ikke selv er slutbruger af produktet i emballagen.

Det gælder især emballage, som bliver tilbage hos virksomheden efter udpakning, fx papkasser, paller, plastfolie og stropper.

Reglen står ikke som en selvstændig artikel i PPWR. Den fremgår af producentdefinitionen i forordningens artikel 3 og bruges derefter i reglerne om registrering, producentansvar og indberetning.

Hvordan får reglen betydning?

Miljøstyrelsen peger på, at PPWR ændrer forståelsen af, hvornår en virksomhed er slutbruger.

Det afgørende bliver, om virksomheden bruger produktet selv, eller om virksomheden sælger eller distribuerer produktet videre.

Hvis virksomheden køber et emballeret produkt til eget brug, er virksomheden slutbruger af produktet. I den situation udløser udpakningen ikke i sig selv producentansvar efter udpakker-reglen. Her vil producentansvaret for emballagen tilfalde en leverandør tidligere i leverandørkæden.

Hvis virksomheden derimod modtager emballerede produkter, pakker dem ud og sælger eller distribuerer produkterne videre, er virksomheden ikke slutbruger af produkterne. I den situation vil virksomheden få producentansvar for den emballage, der bliver til affald på virksomhedens lager efter udpakning, mens produkterne sendes videre i leverandørkæden.

Helt kort kan man sige, at for emballage, der bliver tilbage efter udpakning, flytter den nye producentdefinition under PPWR-fokus fra, hvem der leverede det emballerede produkt, til hvem der modtager og pakker det ud, hvis modtageren altså ikke selv er slutbruger af produktet.

Eksempel på producentansvar efter de nye regler:

1. En dansk virksomhed køber varer fra en udenlandsk leverandør.

2. Varerne leveres til virksomhedens lager i Danmark i papkasser på paller med plastfolie og stropper.

3. Virksomheden pakker varerne ud på lageret. Papkasser, plastfolie og stropper bliver på lageret og håndteres som affald.

4. Virksomheden sælger senere produkterne videre til butikker eller erhvervskunder. Virksomheden er derfor ikke slutbruger af produkterne, selv om emballagen bliver tilbage på lageret.

I dette tilfælde vil den danske virksomhed få producentansvar for den emballage, der bliver tilbage på lageret.

Den emballage, der følger varen videre til butikken eller kunden, skal vurderes særskilt.

PPWR og EPR skal fortsat holdes adskilt

Mange virksomheder møder både PPWR og EPR i arbejdet med emballage, men reglerne dækker ikke det samme.

PPWR handler primært om krav til selve emballagen, herunder design, dokumentation, mærkning og markedsføring. EPR handler derimod om producentansvar for emballageaffald, herunder registrering, indberetning og betaling til nationale ordninger.

PPWR indeholder dog enkelte regler, der harmoniserer dele af EPR på tværs af EU. ’Udpakker-reglen’ er en af disse regler.

Vær fortsat opmærksom på nationale forskelle