Nye anbefalinger skærper fokus på grøn markedsføring
Fra 27. september ændrer reglerne sig for virksomheder, der bruger klima-, miljø- og bæredygtighedsudsagn i deres markedsføring. Forbrugerombudsmanden har derfor revideret sine anbefalinger, og særligt dokumentation, generelle grønne udsagn, klimaudsagn og bæredygtighedsmærker er værd at holde øje med.
Kom til webinar og få styr på reglerne
Den 17. september kl. 9-10 inviterer DM&T til webinar.
Her sætter vi fokus på Empowering Consumers-direktivet og den reviderede markedsføringslov. Vi giver dig overblikket over de skærpede krav, og hvad de betyder for din virksomheds markedsføring.
Bruger din virksomhed grønne udsagn i markedsføringen, er der god grund til at se dem efter i sømmene.
Den 27. september træder en ændring af markedsføringsloven i kraft som følge af EU’s Empowering Consumers for the Green Transition-direktiv. Samtidig erstatter Forbrugerombudsmandens nye anbefalinger den tidligere version fra 2024.
Lovændringen udvider blandt andet listen over former for markedsføring, der altid betragtes som vildledende, med nye punkter om klima og miljø.
Forbrugerombudsmanden har især ændret anbefalingerne om dokumentationskrav, generelle grønne udsagn, klimaudsagn, bæredygtighedsmærker og løfter om fremtidige miljøpræstationer.
Et centralt budskab til virksomhederne er at være konkrete og sikre, at grønne udsagn kan dokumenteres. Det understreger forbrugerombudsmand Torben Jensen:
"Når virksomheder ønsker at markedsføre sig med grønne udsagn, skal de huske, at de skal kunne dokumentere de udsagn, de benytter i markedsføringen. Og det kan være ganske svært. Vores anbefalinger skulle gerne bidrage til, at forbrugerne i højere grad kan stole på virksomhedernes grønne udsagn i markedsføringen. Anbefalingerne skulle også gerne gøre det klarere for virksomhederne, hvilke krav Forbrugerombudsmanden stiller til udsagn om klima, miljø og bæredygtighed i markedsføringen."
Han fortsætter:
"Vi anbefaler de virksomheder, der ønsker at markedsføre sig med grønne udsagn, at benytte så konkrete udsagn som muligt. På den måde er det nemmere at dokumentere udsagnene, ligesom der er mindre risiko for at vildlede forbrugerne.
De reviderede anbefalinger indeholder også konkrete eksempler på lovlig og ulovlig miljømarkedsføring samt eksempler fra Forbrugerombudsmandens praksis.
Virksomheder skal samtidig være opmærksomme på, at den eksisterende vejledning om miljømæssige og etiske påstande fortsat gælder sideløbende med anbefalingerne, men at enkelte dele ikke længere er udtryk for Forbrugerombudsmandens fortolkning af markedsføringsloven. Det gælder eksempelvis afsnittet om påstande om klimaneutralitet.
Markedsføring af produkter, der er produceret forud for den 27. september 2026
De nye regler i markedsføringsloven gælder også for produkter og emballage, der er produceret forud for den 27. september 2026.
De håndhævende forbrugermyndigheder i EU (CPC-netværket) har dog offentliggjort en Common understanding, der adresserer myndighedernes mulige tilgang til håndhævelsen af de nye regler for produkter, der er på markedet, men som er produceret før den 27. september 2026.
Se forbrugermyndighederne i EU's common understanding (commission.europa.eu)