Menu

Nye markeder skaber vækst for Karen by Simonsen

Der har gang i væksten i Karen by Simonsen det forgangne år. De to nye markeder USA og Canada har bidraget markant til den positive udvikling, ligesom et nyt retail-koncept har haft positiv indflydelse.

Karen by Simonsen har haft vind i sejlene i det forgangne år. Modebrandet er blandt andet gået ind på det canadiske og amerikanske marked.
Karen by Simonsen har haft vind i sejlene i det forgangne år. Modebrandet er blandt andet gået ind på det canadiske og amerikanske marked.

19. juni 2018 Af Simon Hansen , sh@dmogt.dk

Væksten har været et omdrejningspunkt for Karen by Simonsen det seneste år. Bundlinjen er blevet fordoblet, men modebrandet, som er ejet af DK Company og Karen Simonsen, er dog ikke kommet sovende til den succes. Der er nemlig blevet investeret i både fornyelse af identiteten samt nye markeder.

Hovedmærket Karen by Simonsen og de to subbrands ONE og ICON har alle fået en designmæssig overhaling, således at logo og brandidentitet er blevet opgraderet. Derudover har Karen by Simonsen sammensat et nyt designteam, ligesom man har gentænkt design, print og kommunikation.

Hul igennem i Nordamerika

Den helt store landvinding er dog sket på den anden side af Atlanterhavet. Karen by Simonsen har nemlig åbnet to nye markeder i form af Canada og USA. Det betyder blandt andet, at brandet nu har agenter og showrooms i Dallas, Los Angeles, Montreal og Toronto, ligesom New York er på tegnebrættet til næste år. Det er de første markeder uden for Europa, Karen by Simonsen begiver sig ud på. Med tilføjelsen af USA og Canada kan brandet nu købes på ti markeder, som i det kommende år suppleres med to nye markeder. Det er endnu ikke offentliggjort, hvilke markeder der er tale om.

Og det er vigtigt at være oppe på dupperne, hvis man vil sikre sin position i dagens modebranche.

”Når alt går godt, skal man ikke sove længe. Vi arbejder i et konkurrencefyldt marked, hvor vi er nødt til at være nytænkende på alle parametre, vi skal opfinde og kreere nye designs, produkter og strategier, forstå nye markeder og nye kundetyper. Det er ikke nok blot at ’tråde den gamle symaskine’, for alle mennesker fordrer spænding og nyskabelse,” siger kreativ direktør Karen Simonsen.

Eget retail-koncept i fokus

Det er ikke bare antallet at markeder, der er under forandring. Karen by Simonsen har i det seneste år også arbejdet for at udbygge retail-konceptet, hvilket blandt andet kommer til udtryk i deres brand-shops i Magasin og svenske Åhléns. Det har været vigtigt for brandet at skabe et koncept, der afspejler brandets identitet, således at forbrugerne møder et ensartet udtryk på alle platforme. Den omfattende satsning på det nye retail-koncept, betyder også at antallet af brand-shops bliver fordoblet i løbet af det kommende år, meddeler Karen by Simonsen.

”Gennemsalget i vores brandshops gik over budget sidste år, og allerede nu går de over budget igen. Det er dér, den virkelige verden former sig — når slutforbrugeren køber dine designs. Samtidig har vi fået en formidabel start på Canada og USA, som viser, at de virkelig vil vores design, ” siger Karen Simonsen.

"