Nye nøgledatoer for udvidet producentansvar for emballage

Tidligere er ikrafttrædelsen af det udvidede producentansvar for emballage blevet udskudt. Her kan du læse, hvornår du skal lade dig registrere samt rapportere om mængder og valg af kollektivordning. Samtidig kan du læse om vores kommende webinar om netop dette emne.

Header artikel rød
AfSimon Hansen - sh@dmogt.dk - 4 dec. 23

I oktober kunne vi orientere om, at det udvidede producentansvar (EPR) for emballage var blevet udskudt et halvt år, således at det nu træder i kraft den 1. juli 2025. På daværende tidspunkt var det endnu uklart, hvornår man skulle lade sig registrere samt rapportere om mængder og valg af kollektivordning, men det er der nu kommer svar på.

Registrering i producentregistret samt rapportering af mængder og valg af kollektivordning skal ske i perioden 1.april-31.august 2024.

Fra DM&T’s side anbefaler vi, at man lader sig registrere allerede nu, da det er den nemmeste direkte vej til at holde sig opdateret om udviklingen. Som virksomhed kan man registrere sig hos en af følgende kollektivordninger.

Emballagenyt fra EU: Parlamentet vil have specifikke plastreduktioner

I mellemtiden er der også sket nyt i EU på emballageområdet. Her har Europa-Parlamentet nu vedtaget sin position til Europa-Kommissionens forslag til en ny emballageforordning. Du kan læse mere om Parlamentets position her.

Parlamentets position kommer til udtryk i en betænkning, som udgør mandatet til forhandlingerne med EU’s regeringer. De nationale miljøministre mødes i Rådet for Miljø den 18. december, hvor vi forventer, at de bliver enige om deres mandat til de efterfølgende trilogforhandlinger om forordningen, som forventes at være klar i løbet af første halvår af 2024.

Parlamentet støtter Kommissionens mål om at begrænse emballage (5 procent inden 2030, 10 procent inden 2035 og 15 procent inden 2040), men ønsker at gå videre og fastsætte specifikke mål for reduktion af plastemballage. Forbruget af plastemballage skal reduceres med 10 procent inden 2030, 15 procent inden 2035 og 20 procent inde 2040.

Derudover har Parlamentets betænkning også en nævneværdigt anderledes formulering i relation til artikel 21 om forpligtelser i forbindelse med overdreven emballage.

Her har kommissionen oprindeligt foreslået, at virksomheder, der leverer produkter til en endelig distributør eller slutbruger i multipakemballage, transportemballage eller e-handelsemballage skal sikre, at der maksimalt er 40 procent ”tomt rum”. Her regnes fyldmateriale som papriklip, bobleplast, træuld o. lign. som en del af det tomme rum.

I Parlamentets mandat er de 40 procent erstattet af en mere generel tekst, hvoraf det fremgår, at virksomheder, der leverer ovennævnte produkter, skal sikre, at det tomme rum minimeres i overensstemmelse med bestemmelserne i bilag IV, del 1 (om ydeevnekriterier), medmindre det er nødvendigt for at beskytte og transportere skrøbelige varer, eller at det ville føre til en øget mængde emballagemateriale på grund af produktets eller salgsemballagens specifikke form.

Vil du høre mere?

Ræk endeligt ud og lad os hjælpe dig videre.

Michelle van Velthoven Utzon-Frank
Michelle van Velthoven Utzon-Frank

Chefkonsulent, bæredygtighed

97117229

mvu@dmogt.dk

michelle-van-velthoven-utzon-frank

Michael Hillmose 2025
Michael Hillmose

International chef

97117294

mhi@dmogt.dk

michaelhillmose