Menu

Nyt råd skal gøre virksomheder førende inden for bæredygtig og ansvarlig drift

Regeringen lancerer nu et nyt råd, der skal fungere som regeringens nye platform for dialog og aktiviteter om virksomheders strategiske arbejde med samfundsansvar og FN’s 17 Verdensmål.

Erhvervsministeriet lancerede i sidste uge et nyt råd, der skal fremme danske virksomheders arbejde med samfundsansvar og FN's 17 verdensmål.
Erhvervsministeriet lancerede i sidste uge et nyt råd, der skal fremme danske virksomheders arbejde med samfundsansvar og FN's 17 verdensmål.

16. oktober 2018 Af Olivia Lynglund , obl@dmogt.dk

Bæredygtige forretningsmodeller skal udvikles, digitale muligheder skal styrke virksomhedernes samfundsansvar i den globale produktion og udsatte grupper skal fastholdes på arbejdsmarkedet. Det er blot nogle af de emner, der skal drøftes og behandles i det nye Råd for Samfundsansvar og Verdensmål.

Det nye råd, der i sidste uge blev lancerede af erhvervsministeren, finans- og beskæftigelsesministeren, skal bidrage med at skabe bedre rammevilkår, så flere virksomheder kan arbejde strategisk med deres samfundsansvar og verdensmål.

Ifølge erhvervsminister Rasmus Jarlov er målet at få endnu flere virksomheder til at engagere sig i samfundets udfordringer:

”Samfundsansvar er et konkurrenceparameter for de danske virksomheder. Jeg ønsker, at de arbejder med deres samfundsansvar i deres kerneforretning i tæt dialog med interessenterne. Jeg er derfor glad for, at regeringen i dag kan lancere det nye råd, og jeg ser frem til at følge arbejdet,” siger han.  

Ikke i mål endnu
Rådet for Samfundsansvar og Verdensmål har til opgave at sætte rammen om dialogen mellem virksomhederne og andre interessenter. Rådet kan give anbefalinger til regeringen og iværksætte konkrete aktiviteter, der skal fremme virksomhedernes arbejde med samfundsansvar og verdensmål.

Danmark er kommet rigtig langt med at nå de 17 verdensmål, pointerer finansminister Kristian Jensen. Men regeringen har store ambitioner, og vi er endnu ikke i mål.

”Verdensmålene er ikke bare FN’s verdensmål. De tilhører os alle, og vi skal alle bidrage i vores dagligdag. Det gælder også vores virksomheder. Mange virksomheder ser allerede mulighederne for at gøre en god forretning samtidig med, at de gør verden bedre. Så jeg forventer, at mange vil tage godt imod det nye råd,” siger han.

I arbejdet med verdensmålene skal man også sikre, at flere udsatte mennesker får fodfæste på arbejdsmarkedet.

”Det er afgørende, at vi udnytter de gode tider til at hjælpe flere i job. Med det nye råd vil vi skærpe virksomhedernes fokus på, at der er store gevinster at hente, når udsatte inkluderes på arbejdspladsen,” siger beskæftigelsesminister, Troels Lund Poulsen og understreger et håb om, at endnu flere virksomheder vil få øjnene op for, at det er muligt at løfte et socialt ansvar – og få forretning ud af det.

Rådet for Samfundsansvar og Verdensmål består af i alt 17 personer, herunder 10 personligt udpegede medlemmer, inklusiv formanden, som bliver Thorkil Sonne, der er stifter og bestyrelsesformand for Specialisterne Foundation.

"