Menu

Organic Basics indsamler brugt undertøj på Black Friday

Det bæredygtige undertøjsbrand Organic Basics vil genanvende 20 stykker brugt tøj, for hvert produkt de sælger på Black Friday.

23. november 2017

Af Rikke Kynde, rk@dmogt.dk 

Flere brands sætter fokus på overforbrug i anledningen af dette års Black Friday. Det gælder også det bæredygtige undertøjsbrand Organic Basics. De ønsker dog ikke, som andre, at boykotte dagen eller undlade at sætte deres varer ned.

”Vi vil ikke ekskludere os selv fra denne dag, men vi vil se den som en mulighed for at få folk til at tage det bæredygtige valg. Derfor vil vi også tilbyde rabatter,” skriver Organic Basics i en pressemeddelelse til Dansk Mode & Textil.

Ifølge brandet skal Black Friday stå i genanvendelsens tegn. Det betyder, at for hvert Organic Basics-produkt, der bliver købt på tilbudsdagen, vil brandet genanvende 20 brugte stykker tøj. 

”Tillad os at lave matematikken. På Black Friday tilstræber vi at finansiere genanvendelsen af syv tons brugt tøj. Det betyder, at 100 tons drivhusgasemissioner forhindres, hvilket svarer til 2.500 træer plantet og dyrket i 10 år,” forklarer brandet i samme pressemeddelelse.

Genanvendelsen sker i samarbejde med det New York-baserede FABSCRAP, der indsamler og tilbyder genanvendt tøj og stofrester til brands.
"