Menu

Organisationer vil have virksomheder ud af Myanmar

Forholdene i militærstyret Myanmar er nu så grelle, at en række nationale og internationale fagforeninger opfordrer virksomheder til at droppe sine aktiviteter i landet. Bestseller er blandt de første virksomheder, der stopper med at placere nye ordrer.

Skuespilleren Phone Thiri Kyaw i midten af demonstration mod militærkuppet i Myanmar. Hun har siden kuppet aktivt kommunikeret om forholdene i landet under #WhatsHappeningInMyanmar. Foto:  Saw Wunna on Unsplash
Skuespilleren Phone Thiri Kyaw i midten af demonstration mod militærkuppet i Myanmar. Hun har siden kuppet aktivt kommunikeret om forholdene i landet under #WhatsHappeningInMyanmar. Foto: Saw Wunna on Unsplash

10. september 2021 Af Simon Hansen , sh@dmogt.dk

Forholdene i Myanmar møder hård kritik fra en række organisationer, herunder en række lokale fagforeninger og IndustriALL, den globale fagforening, som derfor opfordrer til økonomiske sanktioner mod militærjuntaen. Organisationerne opfordrer samtidig vestlige brands til ikke at lægge nye ordrer i landet og kappe båndene, fordi arbejdstagernes rettigheder krænkes i stor stil.

Du kan læse hele opfordringen her. 

Fagforeningerne vurderer, at de ikke længere har frihed til at operere i landet, og situationen i Myanmars tekstilindustri forværres dagligt af massive udbrud af Covid-19, og nu ser man ingen anden udvej end at appellere til en omfattende kampagne, der skal sætte fokus på uretfærdighederne og samtidig udsulte militærjuntaen ved at fratage Myanmar indtægtsmuligheder. Militæret tog magten i Myanmar ved et militærkup først på året, og siden har der været et omfattende fokus på beklædningssektoren i landet.

I et brev opfordrer alle involverede organisationer deres partnere til en større kampagne, som blandt involverer politiske opråb, opfordringer til virksomhed om at trække sig fra Myanmar, sociale mediekampagner og demonstrationer foran internationale virksomheder med aktiviteter i Bangladesh.

Stop for nye ordrer

Også på virksomhedsniveau er der bekymringer for situationen. Bestseller har valgt ikke at lægge nye ordrer i Myanmar, før situationen er analyseret endnu dybere. 

”Vi lægger ikke nye ordrer i Myanmar, før vi har foretaget en grundig konsekvensvurdering og været i dialog med eksperter, NGO’er, fagforbund og andre relevante interessenter med et klart fokus på bekældningsarbejderne i Myanmars velbefindende,” skriver Bestseller i en meddelelse.

Bestseller skriver endvidere, at man tager udmeldingen fra fagforeningerne meget alvorligt, og at samarbejdet med både internationale og nationale fagorganisationer spiller en vigtig rolle i en ansvarlig sourcing. Ligeledes fortæller Bestseller, at de naturligvis vil honorere de allerede afgivne ordrer, som kan sikre afgørende betaling til arbejderne i landet.

I DM&T erkender CSR- og bæredygtighedschef Marie Busck, at det er en kritisk situation, som ikke byder på lette løsninger.

”Det er meget vanskeligt at gøre forretninger i Myanmar netop nu. Normalt strider det mod internationale retningslinjer at trække sine aktiviteter ud af et land fra den ene dag til den anden, men i denne situation er vi nødt til at lytte til de lokale og internationale organisationer, som måske har det bedste overblik over forholdene i landet lige nu. Derfor lyder vores anbefalinger også, at man ikke placerer nye ordrer, respekterer allerede indgåede aftaler og foretager en grundig vurdering af sine aktiviteter i tæt dialog med relevante nationale og internationale organisationer,” siger hun , og understreger, at det væsentligste er, at man vurderer virksomhedens impact, positiv såvel som negativ, før man træffer endegyldige beslutninger om den videre tilstedeværelse i landet. Endvidere bør man også i dialogen med sine leverandører undersøge om de benytter sig af underleverandører fra Myanmar.

DM&T henstiller normalt til, at man forsøger at løse udfordringer gennem sin tilstedeværelse i produktionslandene ved hjælp af stærke leverandørsamarbejder og dialog med relevante aktører, men erkender at situationen i Myanmar er særdeles udfordrende både på grund af EU-sanktioner og derudover en forværret situation for menneskerettigheder og arbejdstagerettigheder.

Senest har Ethical Trading Initiative valgt at støtte op om fagbevægelsens udmelding, ligesom de understreger, at virksomheder skal foretage en grundig due diligence med reference til FN’s Retningslinjer for Menneskerettigheder og Erhvervsliv. Denne skal foretages ud fra opdateret dokumentation af de sociale og økonomiske konsekvenser af ens tilstedeværelse eller tilbagetrækning. Ikke mindst betoner de, at fagbevægelsens stemme skal tages meget alvorligt i denne vurdering.

Hvorvidt opfordringen til at trække aktiviteter fra Myanmar også kommer til at gælde for andre brancher vides endnu ikke.

"