Menu

Over halvdelen af Stof 2000's butikker lukker

Stof 2000 er i gang med en rekonstruktion på grund af dårlig økonomi. Det betyder at 15 af 25 Stof 2000-butikker må lade livet.

Foto: Stof 2000
Foto: Stof 2000

15. januar 2019 Af Simon Hansen , sh@dmogt.dk

På Stof 2000’s hjemmeside bliver man disse dage mødt med beskeden om, at 15 butikker lukker. Under overskriften ’Rekonstruktion af Stof 2000’ kan man læse:

” Vi er i øjeblikket i gang med en rekonstruktion af STOF 2000 A/S. Dårlig økonomi betyder, at vi ser os nødsaget til at lukke 15 butikker landet over.

Vi er selvfølgelig kede af at lukke 15 butikker, men vi vil i den forbindelse rette vores fokus på de resterende 10 butikker, samt webshop, og gøre forsøget på at drive disse videre.”

Den nuværende ejerkreds har i løbet af de forgangne tre år forsøgt at vende en negativ udvikling i butikkerne, men det har indtil videre ikke båret frugt.

”Der er tidligere tilført kapital til virksomheden, og det undersøges nu, hvorvidt det kan ske igen. Al den stund vi er tæt på at være i positiv drift, test af et nyt koncept med flere varer, som viser lovende takter, og ikke mindst hensynet til 150 arbejdspladser gør, at vi søger en løsning som indebærer fortsat drift i vores butikker,” siger bestyrelsesformand Claus Madsen i en pressemeddelelse, som B.T. refererer.

Regnskabsåret 2017 bød på er underskud på lidt over 6 mio. kr., og egenkapitalen blev barberet med næsten 5 mio. kr. til 3,6 mio. Det blev af ledelsen betegnet som utilfredsstillende, men i ledelsesberetningen kunne man læse, at selskabet forventede sig meget af den udvidelse af produktsortimentet, der skulle gøre Stof 2000-butikkerne til mere brede hobbybutikker. Derudover havde selskabet iværksat en række initiativer, der skulle nedbringe omkostningerne. 

Stof 2000 lukker butikker i blandt andet Aalborg, Aarhus, Esbjerg, Odense og Storkøbenhavn. 

"