PPWR: Gamle emballagekrav gælder fortsat i overgangsperioden

Selvom EU's nye emballageforordning (PPWR) har erstattet det tidligere emballagedirektiv, gælder flere af de hidtidige krav fortsat. Det gælder blandt andet kravene til emballageminimering og genanvendelighed, som virksomhederne fortsat skal overholde, indtil de nye PPWR-regler finder anvendelse.

dmogt rådgiver PPWR Gamle emballagekrav gælder fortsat i overgangsperioden 1300x650px
Af Michelle van Velthoven Utzon-Frank - mvu@dmogt.dk - 12 nov. 26

Den 12. august 2026 begyndte EU's nye emballageforordning (PPWR) at finde anvendelse og erstattede som udgangspunkt det tidligere emballagedirektiv (94/62/EF).

Krav til emballagens miljøegenskaber er dog ikke nye. Allerede under det tidligere direktiv skulle virksomhederne blandt andet begrænse emballagens vægt og volumen, sikre mulighed for materialegenanvendelse og begrænse indholdet af visse farlige stoffer.

Nogle af kravene er videreført og udbygget i PPWR, herunder kemikaliekravene i artikel 5. Andre gælder fortsat i deres hidtidige form i en overgangsperiode.

EU-Kommissionen har i sin vejledning til PPWR præciseret, hvordan virksomhederne skal forholde sig til kravene i overgangsperioden.

To krav, du fortsat skal være opmærksom på

Her ville vi gerne have vist dig indhold, som er afhængigt af Cookies. Acceptér markedsføring og statistik cookies for at se indholdet

Emballageminimering: Emballagen må ikke være unødigt stor eller tung

Under det tidligere emballagedirektiv var der allerede krav om at begrænse emballagens vægt og volumen til det minimum, der er nødvendigt for blandt andet at sikre produktbeskyttelse, sikkerhed og hygiejne.

Kravet er videreført gennem PPWR's overgangsbestemmelser og gælder frem til den 31. december 2029.

Din virksomhed skal derfor fortsat vurdere, om eksempelvis forsendelseskasser, polybags eller anden emballage indeholder mere materiale end nødvendigt.

Den hidtidige harmoniserede standard EN 13428:2004 (gældende EN/DS 13428:2006) beskriver en metode til at vurdere emballageminimering.

Fra den 1. januar 2030 erstattes de hidtidige krav af PPWR artikel 10 og de tilhørende vurderingskriterier i bilag IV.

Genanvendelighed: Emballagen skal kunne genanvendes

Krav om, at emballage skal kunne materialegenanvendes, fandtes også under det tidligere emballagedirektiv.

PPWR artikel 6, stk. 1, fastslår, at emballage, der bringes i omsætning fra den 12. august 2026, skal kunne genanvendes. De nye detaljerede kriterier for design til genanvendelse gælder dog endnu ikke.

EU-Kommissionen har præciseret, at virksomhederne indtil da skal tage udgangspunkt i de hidtidige krav fra emballagedirektivet og de tilhørende harmoniserede standarder.

Kommissionen henviser blandt andet til EN 13430:2004 (gældende DS/EN 13430:2006), som beskriver en metode til at vurdere emballagens egnethed til materialegenanvendelse.

De nye designkriterier efter PPWR artikel 6, stk. 2, litra a), finder først anvendelse fra den 1. januar 2030 eller 24 måneder efter ikrafttrædelsen af de relevante delegerede retsakter, alt efter hvilken dato der er senest.

Hvad betyder det for dokumentationen?

Selvom de hidtidige krav fortsat gælder, er der forskel på dokumentationen for disse krav og den formelle overensstemmelsesvurdering efter PPWR.

Kravene til emballageminimering og genanvendelighed skal på nuværende tidspunkt ikke indgå som selvstændige vurderingspunkter i PPWR's formelle tekniske dokumentation, overensstemmelsesvurdering og EU-overensstemmelseserklæring (DoC).

Det betyder dog ikke, at din virksomhed kan undlade at dokumentere, at kravene er overholdt.

Virksomheden skal fortsat kunne underbygge, at emballagen lever op til de gældende krav til emballageminimering og genanvendelighed. Her kan de hidtidige harmoniserede standarder og relevant leverandørdokumentation danne grundlag for en intern vurdering efter principperne i det tidligere emballagedirektiv.

EU-Kommissionen har desuden præciseret, at PPWR's formelle overensstemmelsesvurdering for genanvendelighed efter artikel 38 og bilag VII først kræves, når de relevante delegerede retsakter træder i kraft.

Hvad skal din virksomhed gøre nu?

DM&T understreger, at virksomhederne fortsat skal overholde de hidtidige krav til emballageminimering og genanvendelighed, indtil de nye PPWR-krav finder anvendelse.

Har din virksomhed allerede styr på kravene og den tilhørende dokumentation, skal arbejdet videreføres i overgangsperioden.

Har virksomheden endnu ikke forholdt sig til kravene eller sikret den nødvendige dokumentation, er det relevant at få dette på plads.

Det øgede fokus på emballage i forbindelse med PPWR gør det særligt aktuelt at sikre, at de eksisterende forpligtelser er opfyldt.

Vær også opmærksom på den frivillige materialemærkning

Det hidtidige system med frivillige materialekoder, eksempelvis PAP 20 for bølgepap og LDPE 4 for plast, er også videreført i en overgangsperiode.

Virksomheder, der anvender mærkningen, skal fortsat følge reglerne i beslutning 97/129/EF, som ophæves den 12. august 2028. Herefter må de hidtidige materialekoder ikke længere anvendes.

PPWR indfører samtidig et nyt harmoniseret mærkningssystem efter artikel 12. De nye mærkningskrav finder anvendelse fra den 12. august 2028 eller 24 måneder efter ikrafttrædelsen af de relevante gennemførelsesretsakter, alt efter hvilken dato der er senest.

Læs mere om reglerne

EU's emballageforordning (PPWR) – forordning (EU) 2025/40
Det tidligere emballagedirektiv – direktiv 94/62/EF
EU-Kommissionens vejledning til PPWR – se punkt 6 om genanvendelighed (side 13) og punkt 10 om emballageminimering (side 17–18).
EU-Kommissionens FAQ om PPWR

Vil du høre mere?

Ræk endeligt ud og lad os hjælpe dig videre.

Michelle van Velthoven Utzon-Frank
Michelle van Velthoven Utzon-Frank

Chefkonsulent, bæredygtighed

97117229

mvu@dmogt.dk

michelle-van-velthoven-utzon-frank

Michael Hillmose 2025
Michael Hillmose

International chef

97117294

mhi@dmogt.dk

michaelhillmose