DM&T mener: Producentansvar for tekstiler må ikke ende i samme rod som med emballage

Inden længe får vi et udvidet producentansvar (EPR) for tekstiler i EU, og selvom DM&T bifalder den grundlæggende tanke og vurderer, at det kan være et effektivt instrument til at omstille branchen fra en lineær til en cirkulær model, er der alligevel en hel del advarselslamper, der blinker.

Det kan du i dag læse mere om i en artikel på Detailwatch, hvor vi tidligere har givet udtryk for vores bekymringer. Du finder artiklen her: Modebranchen står overfor omdiskuteret EU-lov: "Vi bliver bekymrede"

Og hvorfor så denne bekymring, hvis vi grundlæggende er positivt stemt, når det handler om EPR for tekstiler?

Vi skal undgå administrative hovedpiner

Først og fremmest fordi sporene fra EPR for emballage skræmmer. Processen med at udrulle producentansvaret for emballage har været fyldt med uhensigtsmæssigheder og har efterladt vores medlemsvirksomheder, og resten af dansk erhvervsliv, med store administrative byrder, høje regninger og en række ubesvarede spørgsmål om, hvad den mest miljørigtige løsning i virkeligheden er. Det svækker troen på systemet og risikerer at overskygge de positive intentioner. Det må ikke ske, når EPR for tekstiler skal udrulles og implementeres.

Det er altafgørende, at det udvidede producentansvar for tekstiler harmoniseres, ikke mindst i forhold til registrerings- og rapporteringskravene. Hvis ikke, frygter vi at den administrative opgave ved at efterleve kravene bliver uforholdsmæssig stor. Særligt med tanke på, at de danske virksomheder skal fremskaffe og behandle store mængder data fra en række leverandører langt væk fra Danmark. Lande der måske ikke har de store traditioner for at levere data af den karakter eller har digitale systemer, der understøtter det.

Den store digitaliseringsproces af data bliver en stor opgave i sig selv, men hvis branchen, som består af 99 procent mikro, små og mellemstore virksomheder, samtidig står overfor at skulle tilmelde sig kollektivordninger i samtlige af de EU-lande, man sælger i, bliver de administrative byrder for nogle fuldstændigt uoverstigelige.

Derfor har vi behov for en fælles EU-løsning, hvor virksomhederne kan tilmelde sig, registrere og indrapportere mængder, så de slipper for potentielt at skulle gennem processen i hvert af de 27 medlemslande.

Ingen skal kunne sno sig udenom

Dernæst er vi dybt bekymrede for freeriders, der ikke tilmelder sig kollektivordninger og dermed kan undgå at betale regningen. For regningen skal betales, og det er vores frygt, at særligt onlineplatforme i lande uden for EU ikke tilmelder sig og dermed efterlader regningen til de danske virksomheder, der overholder reglerne. Aktører som Shein og Temu oversvømmer allerede EU og det danske marked med tonsvis af tekstilprodukter, og desværre er der alt for mange eksempler på, at disse virksomheder ikke overholder gældende EU-lovgivning, bl.a. i forhold til indhold af skadelig kemi og produktsikkerhed. Vi hører også, at affaldssektoren modtager mere og mere tekstil fra disse platforme, hvor prismærkerne stadig sidder i. Det understreger med al tydelighed behovet for at sikre, at disse aktører betaler for affaldshåndteringen af de produkter, de har bragt på markedet.

Derfor skal vi have øget monitorering og en styrket håndhævelse på EU-niveau, som gør det meget vanskeligere at undslippe.

Miljøgraduerede gebyrer skal ensartes

Til sidst er vi også nødt til at nævne de miljøgraduerede gebyrer. Heller ikke her nytter det, at virksomhederne skal navigere i 27 forskellige nationale regelsæt. Tværtimod har vi behov for en simpel harmoniseret tilgang til gebyrerne, så vi ikke spænder ben for potentialet ved at gøre rammerne overdrevent komplekse og indsatserne fragmenterede.

Hvis vi får et udvidet producentansvar for tekstiler, der er harmoniseret på tværs af EU, minimerer de administrative byrder, fokuserer på at skabe skalerbare løsninger, og stiller freeriders til ansvar har vi potentielt et rigtig vigtigt værktøj i at skabe en cirkulær mode-, tekstil- og livsstilsbranche i EU. Men vi er nødt til at tage ved lære af erfaringerne fra emballageområdet, lytte til virksomhederne og på den måde skabe de optimale rammer, hvis det skal blive en succes.

Direktivet trådte formelt i kraft den 16. oktober. Herfra har medlemsstaterne til den 17. juni 2027 til at implementere de nye regler i dansk lov. Virksomheder skal efterleve den nye lovgivning i april 2028, og mikrovirksomheder i april 2029.