Menu
TOPMØDE 2019

Profiler af internationalt format taler ved TOPMØDE 2019

Oplev nogle af branchens mest anerkendte profiler fra ind- og udland, når Dansk Mode & Textil inviterer til TOPMØDE 2019 den 30. oktober. Se alle hovedtalere her.

06. juni 2019

Achim Berg er Senior Partner & Global Leader for McKinsey & Company’s Apparel, Fashion, and Luxury Group, Achim Berg, er medredaktør på den årlige rapport State of Fashion, der udgives i samarbejde med Business of Fashion. Achim Berg har opnået dyb indsigt i branchen og dens mekanismer. Ved dette års TOPMØDE gør Achim Berg status over branchens tilstand og giver sit bud på, hvordan fremtiden for branchen ser ud. Morten Münster har med sine to bestsellere, ”Personlig indflydelse – den overraskende sandhed om, hvordan man flytter mennesker, holdninger og produkter” og ”Jytte fra marketing er desværre gået for i dag”, markeret sig som en af Skandinaviens førende autoriteter inden for adfærdsdesign. Deltagerne kan ved TOPMØDE 2019 se frem til at få både inspiration og værktøjer til at benytte adfærdsdesign i deres egne virksomheder og på den måde ruste sig til en verden i forandring. Eva Kruse er gennem sit virke som CEO og President for Global Fashion Agenda og Copenhagen Fashion Summit blevet en af branchens mest fremtrædende profiler. I mere end et årti har hun været forkæmper for branchens bæredygtige agenda, og hvert år samles branchens største aktører ved Copenhagen Fashion Summit, der er verdens største begivenhed indenfor bæredygtig mode. Eva Kruse stiller ved dette års TOPMØDE skarpt på branchens bæredygtige revolution, og de udfordringer vi står overfor.

Forandringens ledere

Anders Kristiansen er i dag én af de få danskere, der bestrider en topstilling i en international modevirksomhed. Siden 2018 har Anders Kristiansen fungeret som Executive Director & Group CEO for Esprit, der i dag sælger i mere end 40 lande med mere end 750 butikker og over 6.000 wholesale-salgssteder. På TOPMØDE 2019 kan du glæde dig til høre nærmere om den ambitiøse transformation af Esprit, Anders Kristiansen står i spidsen for. Finn Poulsen, CEO og medejer af Bestseller Retail Europe, stod alene i 2018 bag åbningen af 170 nye butikker under mærket ONLY – svarende til en ny butiksåbning hver anden dag. I en tid, hvor fysiske butikker bliver presset af online-handlen, giver Finn Poulsen ved dette års TOPMØDE indblik i, hvordan han og ONLY fandt formlen for, hvordan man vender truslen om detaildøden til en succeshistorie med en stadigt voksende butiksportefølje, der tæller mere en 600 butikker. I en verden under konstant forandring er Kyle Nel en internationalt efterspurgt taler. Som Co-founder og CEO i Uncommon Partners er han med til athjælpe alt fra iværksættere til Fortune 50-virksomheder med at skabe effektive adfærdsforandringer. Derfor kan deltagerne ved TOPMØDE 2019 se frem til skarpe pointer med fokus på, hvordan virksomheder skaber forandring gennem adfærdsdesign og innovation.

Udover hovedtalerne har Dansk Mode & Textil samlet to paneler med store profiler fra den danske modebranche. Mette Walsted Vestergaard agerer moderator, når paneldeltagerne debatterer temaerne: ”Når bæredygtighed bliver til virkelighed. Sådan håndterer de danske modevirksomheder bæredygtighed” og ”Hvordan og hvor sælger vi vores tøj i fremtiden?”

 

Hvis du ikke vil gå glip af dette stjernespækkede program, kan du købe billet her
"