Menu

RAINS sætter ny rekord og udstikker ambitiøs kurs for fremtiden

Væksten fortsætter i RAINS, som endnu engang sætter rekord. Bundlinjen kunne være vokset langt mere, men 2017 har budt på omfattende investeringer, der skal gøre RAINS til et globalt livsstilsbrand med 500 mio. i omsætning i 2021.

RAINS åbnede i april en butik i Londons Islington-kvarter. Dermed fortsætter regntøjsimperiet med at udvide i verdens storbyer.
RAINS åbnede i april en butik i Londons Islington-kvarter. Dermed fortsætter regntøjsimperiet med at udvide i verdens storbyer.

01. juni 2018 Af Simon Hansen , sh@dmogt.dk

Maj måned har været den mest solrige i al den tid, DMI har ført statistik over den slags. Og selvom solen skinner over det ganske land, er det tydeligvis en god forretning at specialisere sig i regntøj. Det beviser 2017-regnskabet fra RAINS ApS, som fortsætter væksten. Bruttofortjenesten er øget fra 35 mio. kr. til 44 mio. kr., mens resultatet før skat udgør 29 mio. kr., hvilket er et plus på tre mio. kr. i forhold til året forinden. Ifølge Børsen ligge omsætningen i et leje mellem 150 og 200 mio. kr.

Det har været et begivenhedsrigt år for RAINS, som har åbnet fem butikker i København, Antwerpen, New York, Amsterdam og Paris, mens 500 ikke-brandede salgssteder er lukket ned. RAINS har valgt at opgradere den eksisterende distribution, ligesom selektiv distribution bliver en nøglebegreb i fremtiden, kan man læse i årsrapporten.

Og selvom bundlinjen er vokset, kunne den være vokset langt mere. Året har budt på massive investeringer i nye butikker, nyt hovedsæde og investeringer i udenlandske datterselskaber, men alle disse elementer spiller en nøglerolle, hvis RAINS skal indtage en position som globalt livsstilsbrand i 2021, hvilket er omdrejningspunktet i strategien. For at kunne indfri ambitionerne om dette kommer vi i fremtiden også til at se et bredere produktsortiment fra RAINS.

 "Vi er holdt op med at danse regndans. Dét hjælper alligevel ikke på salget. Vi vil være et globalt livsstilsbrand, så der skal flere produkter til. Der er også en grænse for, hvor mange regnfrakker man har brug for," siger bestyrelsesformand og én af virksomhedens tre grundlæggere Daniel Brix Hesselager til Børsen.

RAINS har gennem flere år suppleret regnfrakkerne med tasker og accessories i vandafvisende materialer, og RAINS har til eksempel allerede præsenteret funktionsovertøj, som kan tage over i de måneder, hvor den regulære regnfrakke bliver for kold. I det forgangne år oplevede brandet både vækst i salget af regntøj og kategorien tasker og tilbehør.

500 mio. i omsætning og 70 butikker i 2021

2017 var også året, hvor RAINS udpegede en adm. direktør i form af Jan Stig Andersen, og hans ambition er ifølge Børsen, at RAINS i 2021 skal runde en omsætning på en halv mia. Som et led i planen skal RAINS til den tid have 70 konceptbutikker, og allerede i år åbner RAINS 10 butikker, blandt andet to i Shanghai. Det seneste skud på stammen i rækken af butikker, åbnede i april i London.

Også den digitale handel er blevet styrket i årets løb, hvor RAINS har intensiveret fokus på brandets egen webshop, som omsætter for et tocifret millionbeløb. Et beløb, der ifølge Børsen, skal fordobles i indeværende år.

Rains blev stiftet i 2012 og har hovedkontor i Skejby, Aarhus. På hovedkontoret udvikles og designes kollektionerne, der afsættes globalt via wholesale-, retail- og E-commerce-salgskanaler i mere end 25 lande fordelt på ca. 2.500 forhandlere. Egenkapitalen udgjorde ved regnskabsårets afslutning 44,3 mio. kr. RAINS beskæftiger 28 medarbejdere i Danmark og 45 hvis man inkluderer de udenlandske datterselskaber i Kina, Storbritannien, USA og Norge.

"