Menu

Rekordstor bøde for udsendelse af spam

Det kan være fristende at udsende nyhedsmails, selv om samtykket måske ikke er helt på plads. Men det kan koste dyrt. Forbrugerombudsmanden har netop omtalt en sag, hvor spam kostede virksomheden 800.000 kr. i bøde.

11. marts 2019

Det kan være en overordentlig dyr fornøjelse, hvis du ikke tager markedsføringslovens bestemmelser om spam alvorligt. I en nylig afgørelse fra Københavns Byret blev en virksomhed idømt en bøde på 800.000 kr. for udsendelse af et meget stor antal spam-mails. Dommen viser, at bøden som udgangspunkt udgør 100 kr. pr. udsendte mail, så det kan hurtigt blive dyrt.

 

Markedsføringslovens § 10, stk. 1 siger, at erhvervsdrivende kun må sende elektronisk markedsføring til nogen, hvis vedkommende har givet sit udtrykkelige samtykke til at ville modtage dette.

 

Bestemmelsen gælder altså, uanset om modtageren er en privat person eller en anden erhvervsdrivende.

 

Ifølge Forbrugerombudsmanden er en henvendelse spam og dermed ulovlig, når:

  • Modtageren ikke har sagt ja til at modtage henvendelsen (har givet sit samtykke).
  • Henvendelsen er ”med henblik på markedsføring”, dvs. har til formål at sælge en vare, tjenesteydelse eller at fremme kendskabet til en virksomhed eller dets produkter.
  • Henvendelsen sendes ud via elektronisk post, fx mail, sms, mms, digital post, visse sociale medier, via fax eller via automatiske opkaldssystemer.

Krav til gyldigt samtykke

Mange virksomheder benytter sig af nyhedsbreve, og det kan derfor være en god ide at genopfriske, hvordan et gyldigt samtykke kan indhentes:

  • Der skal være tale om en aktiv handling. Modtageren skal altså selv sige ja tak. Forhåndsafkrydsede felter er ”no-go”!
  • Det skal være klart og tydeligt, hvad modtageren siger ja til. Man må derfor ikke gemme et samtykke i fx handelsbetingelser eller lignende.
  • Det skal oplyses, hvilken virksomhed, der vil kontakte modtageren
  • Det skal oplyses, hvilke produkter der markedsføres
  • Det skal oplyses, hvordan henvendelsen sker og hvor ofte
  • Det skal oplyses, at samtykke til enhver tid kan trækkes tilbage

Forbrugerombudsmanden har lavet flere vejledninger om emner, og der er derfor hjælp at hente her:

Sådan kan virksomheder henvende sig lovligt

Forbrugerombudsmandens spamvejledning

"