Menu

Salling Future Friendly Fashion Award hylder de bæredygtige brands og fremtidens designere

Stormagasinet Salling vil gerne støtte transitionen omkring en grønnere modebranche, hvorfor de igen i år hædrede både brands, designere og talenter, der alle gør noget ekstra for netop den agenda.

Foto: Salling
Foto: Salling

17. september 2021

Der blæser nye vinde i modebranchen med en bæredygtig agenda, der er intet mindre end altdominerende.

Om det var de vinde, der, ganske fysisk, smøg sig om de mange gæster, der denne eftermiddag og aften var samlet på Salling ROOFTOP i Aarhus, skal være usagt. Under alle omstændigheder lykkedes det ikke den grå dyne, der havde lagt sig over byen, at tage toppen af en festlig aften med bæredygtigheden som æresgæst.

Salling-CEO Marianne Bedsted lagde også vægt på emnet bæredygtighed og det at træffe et bedre valg, da hun tog mikrofonen.

- I Salling tror vi på, at de små valg, som vi tager hver dag, kan være med til at skabe en bedre fremtid for både mennesker og planeten. For at motivere og støtte upcoming og eksisterende modebrands til at prioritere en mere miljøfokuseret agenda har Salling og Salling Fondene stiftet 3 priser, der belønner dem, der går forrest på vejen mod en mere ansvarlig modebranche, sagde hun.

De tre priser var også det store trækplaster, hvor de mange fremmødte selvfølgelig skulle se, hvem der kunne hjemtage priserne som henholdsvis Årets Talent, Årets Brand og Årets Publikumspris. DM&T var også involveret i kåringerne, da både CSR- og bæredygtighedschef Marie Busck og Kreativ chef As Øland har en plads i juryen, der består af i alt ti højtstående branchefolk og repræsentanter fra Salling selv.

Priserne går til…

I kategorien Årets Talent var juryen enig om, at fremtiden ser lys ud for branchen.

Hver og en af de tolv nominerede talenter havde arbejdet fokuseret med forskellige aspekter af bæredygtigheden. I sidste ende kunne de selvfølgelig kun udpege én vinder, som kunne tage hjem med prisen som Årets Talent.

Vinderen blev Mads Kodbøl Vindelev Jørgensen fra Designskolen Kolding, som juryen samlet set kastede følgende roser efter:

”Årets Talent og 25.000 kr. gik til Mads Kodbøl Vindelev Jørgensen. Det er en kompleks opgave, og en designer som Mads Kodbøl Vindelev Jørgensen formår med sit design at illustrere, at denne komplekse opgave kan løses smukt og enkelt. Materialet til tøjet kommer fra genbrugstekstiler, tøjet designes så det kan tilpasses den enkelte, der produceres ikke mere, end hvad der sælges, og kvalitet og håndværk er i top. Alle disse komponenter går op i en højere enhed i Mads Kodbøl Vindelev Jørgensens design. Og derfor bør han vinde Årets Talent 2021.”

Årets Talent Mads Kodbøl Vindelev Jørgensen med Salling-CEO Marianne Bedsted - Foto: Salling
Årets Talent Mads Kodbøl Vindelev Jørgensen med Salling-CEO Marianne Bedsted - Foto: Salling

Det vakte glæde hos DM&T’s As Øland, som havde stemt på netop Mads Kodbøl Vindelev Jørgensen som Årets Talent.

- Hans kollektion skilte sig meget ud. Den har et internationalt æstetisk islæt, som jeg godt kan lide. Han har allerede været hos mange forskellige brands og har også indtænkt en form for kommercielt aspekt i sin kollektion. Han har visioner, der har potentiale både nationalt og internationalt, og han er nyskabende og tager sjove valg, men forholder sig i høj grad til både miljø og bæredygtighed. Jeg tror på, at Mads Kodbøl Vindelev Jørgensen kan nå langt i branchen, og han har allerede nu vist, at han har evnerne til at designe uden at gå på kompromis med hverken design eller bæredygtighed.

I kategorien Årets Brand havde juryen valgt at kigge mod et produkt, der må beskrives som allemandseje, i form af denim.

”Tomorrow Denim løb med prisen for Årets Brand og 100.000 kr. Det er først og fremmest designet, der tæller, når de fleste af os føjer nye elementer til garderoben. For det er den øjeblikkelige forelskelse i et nyt stykke tøj, der får os til lommerne, mens bæredygtigheden desværre kommer i anden række. Eller måske nærmere ikke er noget uden et stærkt design. Tomorrow Denim, som er intet mindre end verdens første denim-linje, der har opnået både svanemærket og EU Ecolabel, imødekommer begge dele. Ansvarligt producerede jeans i de cooleste fit, farver og faconer”, lød det fra juryen.

Årets Brand gik til Tomorrow Denim. Foto: Salling
Årets Brand gik til Tomorrow Denim. Foto: Salling

Tilbage var kun Årets Publikumspris, der satte juryen ud af spillet. Her var det nemlig en afstemning på Sallings hjemmeside, der havde afgjort, hvem der kunne hjemtage prisen.

”Årets Publikumspris og 25.000 kr. gik til ELSK. Som navnet antyder, vil ELSK skabe produkter, som kan bruges og nydes i lang tid. Det er kernen i at skabe et mere ansvarligt og bæredygtigt tøjforbrug, og ELSK gør det gennem ordentlig produktion, gode råmaterialer og et stærkt fokus på omsorg og pleje. Samtidig har ELSK bevist, at de har stor opbakning blandt dem, der bruger og elsker deres tøj”, lød det her om begrundelsen for, at det blev thyboerne, der stak af med prisen.

ELSK tog sig af Årets Publikumspris. Foto: Salling
ELSK tog sig af Årets Publikumspris. Foto: Salling

Bæredygtigheden blev taget under lup til Salling Future Friendly Fashion Award, hvilket er vigtigt. For bæredygtigheden skal tages alvorligt, hvis vi for alvor skal se modebranchen gøre noget ved udfordringerne.

Vil du have inspiration til, hvordan du kan arbejde med bæredygtighed, så kan du med fordel gøre os selskab, når vi den 13. oktober samler branchen til årets TOPMØDE i DM&T.

Find din billet her

"