Menu

SHOE THE BEAR ansætter ny CFO

Det danske skobrand styrker organisationen med ansættelsen af Helge Guldbrandt Schramm som ny CFO. Noget som ledelsen betegner som et valg fra øverste hylde.

Helge Guldbrandt Schramm satte sig den 1. maj i CFO-sædet hos SHOE THE BEAR.
Helge Guldbrandt Schramm satte sig den 1. maj i CFO-sædet hos SHOE THE BEAR.

17. maj 2018

SHOE THE BEAR har netop fået tilført nye kræfter og omfattende erfaring på det økonomiske felt. Det sker, da Helge Guldbrandt Schramm sætter sig i stolen som ny CFO for skovirksomheden. Helge Guldbrandt Schramm kommer med en bred økonomisk erfaring fra danske sværvægtere som Dong Energy, hvor han var Head of Finance for den danske olie- og gasdivision, samt fra Vestas Global Finance, hvor han var Head of Procurement Performance.

Ansættelsen af Helge Guldbrandt Schramm understreger det ambitionsniveau, firmaet også fremadrettet har.

”Over de seneste år har SHOE THE BEAR været på en fantastisk vækstrejse, hvor vi årligt er  vokset mellem 50-70 %. Vi er enormt glade og stolte over, hvilken position SHOE THE BEAR har i dag, men vores ambitionsniveau er langt større. Derfor er det vigtigt, at vi løbende styrker organisationen på nøglepositioner. Når vi ansætter, er det ikke kun de faglige kompetencer, der spiller en rolle, men i høj grad også de menneskelige. Og på begge punkter kunne vi med Helge ikke have fundet et bedre match,” siger medejer og adm. direktør Thomas Frederiksen.

Helge Guldbrandt Schramm er uddannet cand. oecon. fra Aarhus Universitet, og han ser frem til sin nye rolle hos skovirksomheden.

"Jeg er fuld af beundring for de resultater og den arbejdskultur, Thomas og Jakob sammen med deres dygtige medarbejdere har skabt med SHOE THE BEAR. Det er derfor med stor respekt, jeg er startet i stillingen som CFO. SHOE THE BEAR har et enormt potentiale, og jeg ser frem til at bidrage til at indfri ambitionerne for brandet som økonomisk-strategisk sparringspartner i ledelsesteamet, udtaler Helge Guldbrandt Schramm, der startede i SHOE THE BEAR den 1. maj.

Thomas Frederiksen glæder sig også til samarbejdet, som han har store forventninger til.

”Helge er en meget sympatisk person med den rigtige økonomiske erfaring og tankegang til at løfte vores virksomhed til næste niveau, og vi ser frem til at arbejde tæt sammen med ham om at skabe en endnu stærkere virksomhed,” siger Thomas Frederiksen.

Omsætningen hos SHOE THE BEAR er steget over 155 % over de seneste tre år. Virksomheden modtog i 2017, som en af de eneste i branchen, den fjerde Børsen Gazelle i træk.

"