Menu

Showkalenderen for Copenhagen Fashion Week er klar

Der er både etablerede navne og nye stjerneskud på den showkalender, Copenhagen Fashion Week netop har offentliggjort. Den omfattende kalender tæller primært danske navne, men der er også plads til et par internationale profiler.

Det bliver Saks Potts, der lukker Copenhagen Fashion Week SS19. Foto: Copenhagen Fashion Week
Det bliver Saks Potts, der lukker Copenhagen Fashion Week SS19. Foto: Copenhagen Fashion Week

11. juni 2018 Af Simon Hansen , sh@dmogt.dk

Copenhagen Fashion Week har netop offentliggjort showkalenderen for den kommende udgave. Showkalenderen spænder over tre dage fra den 7-9. august, og ugens åbningsshow  varetages af Blanche, som har nydt stor succes og opmærksomhed i løbet af den seneste tid. Blandt de etablerede navne finder man By Malene Birger, Designers Remix, Ganni og Baum und Pferdgarten, ligesom Stine Goya er tilbage på showkalenderen.

Ser man nærmere på de nye navne, er der spændende profiler iblandt. Résumé, Brøgger og Emilie Helmstedt er blandt debutanterne, og de suppleres med unge brands og designere, som alle tidligere har været på showkalenderen. Det gælder blandt andre MUF10, Cecilie Bahnsen, HAN Kjøbenhavn og Martin Asbjørn.

Der er en klar overvægt af danske brands og designere på programmet, men der er også plads til svenske J. Lindeberg og norske Holzweiler, som begge tidligere har været en del af Københavns showscene.

Denne sæsons program afsluttes med Saks Potts-showet torsdag kl. 20. Denne sæson byder derudover ikke på shows efter kl. 19 for at give plads til private events i aftentimerne.

Du finder den samlede oversigt over sæsonens shows her.

"