Menu

S.N.S. Herning lever videre

Efter sidste uges nyhed om strikvirksomhedens konkurs, er der nu fundet en løsning, der sikrer brandets overlevelse. Men strikningen i Herning ophører og outsources til Letland.

Foto: SNS Herning
Foto: SNS Herning

11. juni 2018 Af Simon Hansen , sh@dmogt.dk

Efter 87 år måtte S.N.S. Herning indstille produktionen af den ikoniske sømandssweater, da det i sidste uge kom frem, at selskabet bag, Skyt Strikvarer ApS, var gået konkurs. Men siden er der blevet handlet hurtigt, og en investorkreds med Laila Sparre Skyt, som er gift med den hidtidige ejer og direktør Søren Skyt, i spidsen har købt aktiverne ud af konkursboet. Det skriver Børsen.

Dermed er den ikoniske striktrøje reddet. Men med genopstandelsen følger også nye tider for strikningen. Fremover skal denne nemlig ikke strikkes i Herning men i Letland. Den model er ganske enkelt ikke økonomisk gangbar længere. Og det piner Søren Skyt, hvis bedstefar Søren Nielsen Skyt, grundlagde virksomheden.

"Det er svært, når jeg hidtil har stået på mål for, at det var vigtigt med placering i Herning, og det bliver da interessant at se, om forbrugerne vil købe den præmis, at kvalitet ikke har noget med nationalitet at gøre. Der har vi en kommunikationsopgave," siger Søren Skyt til Børsen.

Han fortæller sammesteds, at det faktisk var planen at flytte produktionen til Riga i 2019, da der er for stort spild og for få strikkere ved produktion på de gamle maskiner i Herning.

Konkursen kom som en følge af en markant nedgang i salget på grund af tabt salg i Japan, hvilket faktisk reducerede omsætningen med godt og vel 3 mio. kr. oplyser Børsen.

"