Menu

Stofferne flyder i Paris

Flere og flere virksomheder vælger tekstilmesserne fra og køber direkte fra producenterne i stedet. Alligevel kan mange designere ikke undvære den parisiske messe Première Vision, som netop er overstået. Vi har talt med Baum und Pferdgarten og Charlotte Sparre om, hvad messen betyder for dem.

Hvert år er den parisiske tekstilmesse Première Vision en stor inspirationskilde for mange danske designere.
Hvert år er den parisiske tekstilmesse Première Vision en stor inspirationskilde for mange danske designere.

23. februar 2018 Af As Øland , aso@dmogt.dk

I udkanten af Paris, få stop med metroen fra Charles de Gaulle, ligger det uglamourøse messeområde Parc d’Exposition, der to gange om året danner ramme om tekstilmessen Première Vision. I mere end fire årtier har den franske messe været blandt Europas førende for metervareleverandører, og branchefolk fra hele verden rejser dertil for at røre ved og fornemme det seneste nye inden for udvikling af tekstiler.

Trendområdet er også solidt repræsenteret på messen. Première Visions egne trendeksperter udvikler for eksempel en farvekollektion med sæsonen tendenser, og netop farvekortet med paletten for Spring/Sommer ’19 har man mulighed for at købe med hjem – eller man kan opleve det i Dansk Mode og Textils trendstudie i Herning.  Desuden var et af messens udstillingsområder designet i samarbejde med belgiske Maison Martin Margiela, hvilket tilføjede en ekstra oplevelse til den altid seværdige messe.

På messen mødte vi også flere af vores medlemmer, som to gange om året tager turen til Paris for at gå på opdagelse blandt alt det nye. Her fortæller to af dem om deres oplevelser og indtryk:

Helle Hestehave
Baum und Pferdgarten


Helle Hestehave og Rikke Baumgarten.  

Hvornår besøgte I messen første gang, og hvor ofte kommer I der?

”Det må have været i starten af 00’erne, da vi var helt nystartede. Siden har vi trofast besøgt messen to gange årligt. De gange, hvor vi har sprunget over, kan tælles på én hånd.”

Mens mange fravælger messen for i stedet at købe stof direkte fra eksempelvis Kina, hvorfor bliver I så ved med at besøge Première Vision?

”Messen er en kæmpe inspirationskilde med utrolige mængder af tekstiler og nye retninger inden for trends, som er samlet ét sted. Der er andre messer, som ligger tidligere på året og lidt forskudt i forhold til, hvornår vi går i gang i Skandinavien, men alligevel kan vi bruge noget til vores kollektion.”

Hvad er det særlige ved Première Vision?

”Muligheden for at opleve producenter, der udstiller tekstiler udviklet med den nyeste teknologi. Det kan være en blonde lavet med en ny slags fibre eller vævninger. Du har mulighed for at få et overblik, du kan orientere dig ud fra. Og her er alt fra fest og galla til det mere casual og sporty. Der er mest inspiration at hente i A/W-sæsonen, fordi der sker meget på eksempelvis outerwear, uldvarer og strik.”

Hvad er det mest inspirerende ved messen?

”At her er så mange udbydere af både det futuristiske og ”spacede” fra Japan og Korea til helt old school, klassisk herremetervare. Man ser en masse nye ting, og det er helt klart den messe, hvor der er flest udstillere og et kæmpe udbud. Det er en kæmpe øjenåbner, og der er klart ting, der er så dyre, at vi ikke kan røre ved dem, men man bliver meget inspireret af det."


Messen er en væsentlig begivenhed for hele tekstilindustrien, hvor branchefolk fra hele verden rejser til for at udforske nye tendenser.

Hvordan har messen ændret sig de seneste år?

”Messen prøver at forbedre sig ved hele tiden at komme med nye tiltag. For os er det vigtigste stadigvæk at besøge vores leverandører. Der kommer flere og flere til, blandt andet fra Asien, som er i rivende udvikling inden for eksempelvis bæredygtighed og udvikling af nye typer fibre som alternativ til uld og silke, som der er et stort overforbrug af.”

Hvordan ville du gribe det an, hvis du var ny designer, der skulle besøge messen for første gang?

”Det er rigtig svært. Der er meget lukket, og de lugter hurtigt, hvis man kommer fra en lille virksomhed. De fleste kræver, at man bestiller en ret stor mængde og ofte langt mere, end hvad en lille virksomhed kan klare. Så det bedste, man kan gøre, er at kontakte de danske agenter på messen, som arbejder med de store internationale brands. Det var sådan, vi startede.”

Kan du udpege en særlig tendens, I så i år?

”Der var meget på sportssiden med blanke, plastikagtige og gennemsigtige tekstiler. Nærmest lidt 60’er-agtigt. Man så plastik-looket mange steder, inspireret af trenchcoats fra de internationale modehuse, blandt andre Burberry fra sommer 2018.”
 

Charlotte Sparre


Charlotte Sparre. 

Hvornår besøgte du messen første gang, og hvor ofte komme du der?

”Det er længe siden. Det må have været i 1996. Jeg har været der to gange årligt lige siden.”

Hvorfor bliver du ved med at besøge Première Vision?

”Jeg gør det altid, inden jeg begynder på en kommende kollektion. Messen ligger sent for nogle, men for mig passer det godt. Jeg bliver inspireret af farver, prints, tilbehør og trends, og jeg kigger også i trendbøger, og jeg køber eksempelvis knapper på messen.”

Hvad er det særlige ved Première Vision?

”At alting er samlet på ét sted.”

Hvordan har messen ændret sig de seneste år?

”Når det gælder trends, kan man mærke, at meget er blevet sparet væk. Før var det Li Edelkoort, der stod for at lave trend forecasting, og man fik en masse forærende i de mange ”oplevelsesuniverser”. Men der er stadig meget inspiration at hente, fordi alt er samlet her. Man får en fornemmelse af, i hvilken retning materialer og den slags går.” 


Première Vision er blandt andet kendt for, at alt er samlet ét sted og kombinerer de seks største industrier, der leverer materialer og services til den globale modeindustri: Garn, tekstiler, design, læder, accessories og produktion. 

Hvordan ville du gribe det an, hvis du var ny designer, der skulle besøge messen for første gang?

”Man skal være loaded med visitkort. Udstillerne er bange for, at man kopierer, så de vil vide, hvem man er, inden de lukker en ind på standen. Man skal også gøre et kæmpe forarbejde og vide, hvad man går efter. Première Visions trendfora er gode, så dem skal man bruge og derefter finde leverandøren. Man skal også huske at starte med at spørge, hvad en minimumordre er, for hvis den er 5.000 meter, så nytter det ikke at forsætte, hvis du er for lille en virksomhed.”

Hvad er det mest inspirerende ved messen?

”Det er afdelingen med print. Og det er ikke kun print, det er også strik, vintage og antikke bøger. Men det er dyrt!”

Er der noget, du kun kan finde på messen og ikke andre steder?

”Man kan finde alt uden for Première Vision, men det er alt for uoverskueligt at skulle rejse rundt for at finde de samme ting. Jeg vil også opfordre alle til at besøge Texworld, som ligger samtidig, men hvor der er udstillere fra ikke-EU-lande. Her er tingene i en anden prisklasse, så messen er god at kombinere med Première Vision, som er dyrere og mere eksklusiv.”

Kan du udpege en særlig tendens, du så i år?

”Asymmetri. Og tøj som har et håndlavet præg og et element af unika. Patchwork er fortsat meget stort, og der er tendens til, at tingene er sat forskelligt sammen. På den måde ser det tilfældigt, uhøjtidelighed og skødesløst ud.”

"