Menu

Succesfuldt Summit manglede danske deltagere

Copenhagen Fashion Summit var en stor succes. Begivenheden spiller en nøglerolle i at sætte bæredygtighed på dagsordenen, men den danske modebranche burde være bedre repræsenteret blandt gæsterne, lyder det fra DM&T’s adm. direktør.

1.300 mennesker deltog i Copenhagen Fashion Summit, men der burde have været flere danske virksomheder til stede, mener DM&T's adm. direktør Thomas Klausen. Foto: Global Fashion Agenda / Copenhagen Fashion Summit
1.300 mennesker deltog i Copenhagen Fashion Summit, men der burde have været flere danske virksomheder til stede, mener DM&T's adm. direktør Thomas Klausen. Foto: Global Fashion Agenda / Copenhagen Fashion Summit

18. maj 2018 Af Simon Hansen , sh@dmogt.dk

Verdens største årlige business-event med fokus på bæredygtighed er nu overstået. I løbet af de to dage, Copenhagen Fashion Summit varede, deltog 1.300 nøgleaktører fra mere end 50 lande. Politikere, NGO’er, uddannelsesinstitutioner, medier og branchen selv var repræsenteret til den sjette udgave af Summit, som løb af stablen i et solbeskinnet DR Koncerthus. Godt 60 % af deltagerne var C-level, hvilket er 14 % højere end sidste år. Det sætter en tyk streg under, at der på globalt plan er et stort fokus på bæredygtighed fra topledelsen, og viser hvor vigtig begivenhed er.

 

”Det er et imponerende arrangement, hele holdet fra Global Fashion Agenda, har stablet på benene. Der er et ekstremt højt niveau over hele linjen, og Copenhagen Fashion Summit spiller en nøglerolle i at sætte bæredygtighed på dagsordenen både i og uden for modebranchen. Derfor er det også sindssygt flot, at Copenhagen Fashion Summit tiltrækker så stor interesse og deltagelse fra hele verden,” siger Dansk Mode & Textils adm. direktør Thomas Klausen.

 

Branchedirektør savner dansk opbakning

Men midt i glæden ærgrer han sig alligevel over, at der ikke var flere danske modevirksomheder på gæstelisten.

 

”Når vi har en så stor og vigtig begivenhed i Danmark, er det en skam, at der ikke er flere virksomheder fra den danske modebranche repræsenteret. Hele branchen har et enormt ansvar for at skabe en bæredygtig omstilling, og det gælder så afgjort også de danske modevirksomheder. Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt der skal ske en bæredygtig omstilling, men hvordan vi  sammen skaber den,” siger Thomas Klausen.

 

Han understreger, at han var glad for at se de danske virksomheder både blandt tilhørerne og på scenen, men havde ønsket at flere ville deltage for at sætte fokus på det, han betegner som et af branchens allervigtigste fokusområder.

 

”Et af årets store temaer var partnerskaber og samarbejde, og de danske virksomheder kunne have mødt en række spændende samarbejdspartnere i løbet af de her to dage, ligesom de ville have fået inspiration til deres eget bæredygtighedsarbejde takket være talerne på scenen,” siger Thomas Klausen.

 

Fokus på handling

For at sætte handling bag ordene, havde arrangøren i år implementeret det nye koncept Innovation Forum, som var et udstillingsrum for leverandører af bæredygtige løsninger. 50 udstillere var på plads, og deltagerne kunne møde en række innovative virksomheder.

 

”Tidligere har Summit, med alle sine inspirerende og tankevækkende tale, paneldebatter og roundtable-diskussioner, primært været centreret om ord, men vi følte at tiden var inde til at tilføje mere handling til eventen. Med dette nye udstillingsrum har vi gjort det nemmere for vores gæster at tage det næste skridt, at gå fra ord til handling og til at accelerere deres bæredygtige rejse,” siger Eva Kruse, CEO i Global Fashion Agenda, som står bag Copenhagen Fashion Summit.

 

Copenhagen Fashion Summit havde 75 talere på scenen, blandt dem David Roberts fra Singularity University, COO i Nike Eric Sprunk, CEO i Li & Fung Spencer Fung og en række af branchens største firmaer. Men der var også flere danske SMV’er på scenen, herunder Ganni, Designers Remix, Norse Projects og Soulland.

"