Menu
Tema om netværk:

Syv modevirksomheder tilsidesætter konkurrence, når de mødes i CSR-netværk

CSR og bæredygtighed står højt på agendaen i modebranchen. I København har nøglemedarbejdere fra syv konkurrerende virksomheder etableret et netværk, der hjælper dem med at løfte den agenda. I en artikelserie sætter vi fokus på netværkets arbejde, og i denne artikel kan du læse mere om tilblivelsen af netværket, og hvorfor medlemmerne tilsidesætter konkurrenceforhold, når de mødes.

16. december 2019 Af Simon Hansen , sh@dmogt.dk

Engang virkede det utænkeligt at konkurrerende modevirksomheder kunne være en del af det samme netværk, hvor vidensdeling og udvikling er i højsædet. Ikke desto mindre er det tilfældet, når syv modevirksomheder i København hver anden måned mødes og diskuterer det måske vigtigste emne i modebranchen netop nu: Bæredygtighed. Igennem tre artikler, sætter Dansk Mode & Textil fokus på netværket og deres arbejde. Denne artikel handler om tilblivelsen af netværket.

Netværket har gennem mere end halvandet år mødtes med et fast interval for at diskutere stort og småt inden for bæredygtighed og ansvarlig virksomhedsadfærd. Det hele startede, da Mette Lind Jensen, som er CSR & Sustainability Manager i Samsøe & Samsøe, blev kontaktet af en ekstern netværksudbyder, der gerne ville invitere hende til at deltage i et CSR-netværk.

”Men jeg kunne ikke genkende mig selv i det selskab. Jeg havde lidt svært ved at se, hvordan jeg kunne få udbytte af at udveksle erfaringer med store virksomheder med flere tusind ansatte, som ovenikøbet kom fra alle mulige andre brancher. Slet ikke når det kostede 20.000 kr. om året. Det var helt over the top,” forklarer Mette Lind Jensen. Men idéen om et netværk kunne hun alligevel ikke slippe. For der måtte være andre med samme udfordringer som hende.

”Jeg havde ledt i blinde flere gange. Jeg har været igennem mange rapporter og analyser, ligesom jeg selvfølgelig også har brugt Dansk Mode & Textil, men det ville være rart at sparre med nogen, der stod i samme situation,” fortsætter hun. 

Derfor begyndte hun at spørge lidt blandt folk, hun kendte i brancen. Folk, hun vidste, havde den samme interesse for at skabe en mere bæredygtig og ansvarlig modebranche. Efter en del telefonopkald var fire virksomheder med på idéen, og det antal blev hurtigt til syv. Netværket var på plads, og det tæller, udover Samsøe & Samsøe, Baum und Pferdgarten, By Malene Birger, Ganni, NN07, Won Hundred og Wood Wood.

For Lauren Bartley, Head of Sustainability & CSR hos Ganni, var det indlysende at deltage:

”Første gang, jeg blev præsenteret for idéen om sådan et netværk, tænkte jeg ’hvilken fantastisk idé’. Der er masser af snak om, hvordan branchen er nødt til at samarbejde, og dette netværk er et førsteklasses eksempel på, hvordan man kan skride til handling, og viser, hvor effektivt samarbejde kan være,” siger hun.  

Netværket gør op med lukkethed i branchen

Det krævede dog en smule tilvænning at komme i gang, for deltagerne skulle lige finde hinanden og sikre, at banen var kridtet rigtigt op.  

”Kan man virkelig det?”, tænkte Allan Sarup, da han blev præsenteret for netværksidéen første gang. Allan er Head of Product Development and Production i Wood Wood, og hans indledende skepsis blev dog hurtigt gjort til skamme.

”På det første møde talte vi primært om, hvor vi og vores respektive virksomheder stod i CSR-arbejdet. Folk var ret åbne om, hvilke udfordringer de havde, og vi fandt ret hurtigt ud af, at vi kunne få stor gavn af at bruge hinanden,” fortsætter han.

Tanken om netværk er ikke ny – heller ikke i mode- og tekstilbranchen. Der findes etablerede netværk i branchen, som enten driver sig selv eller ved hjælp af eksterne facilitatorer. Kamma Bischoff-Jensen, der arbejder som er Sourcer & CSR Responsible hos Baum und Pferdgarten havde selv haft tanken før, men den var aldrig blevet materialiseret.

”Da jeg hørte at nogen havde lavet det her netværk, var jeg helt vild. Branchen har altid været så lukket, når det kommer til at dele erfaringer, synes jeg. Derfor er det en helt ny måde at arbejde på, men den giver bare så meget mere mening. I store træk, sidder vi jo alle med de samme udfordringer, og vi vil alle sammen gerne gøre en forskel,” forklarer Kamma Bischoff-Jensen.

Netværket kom altså godt fra land, og deltagerne mødes nu hver anden måned og diskuterer stort og småt. Der findes dem, der mener, at konkurrerende virksomheder ikke kan dele erfaringer og udveksle viden. Men i netværket er der ingen, der holder sig tilbage trods konkurrencesituationen.

”Ja, vi er konkurrenter, men derfor kan man altså sagtens samarbejde. Vi konkurrerer jo på design, men vi behøver ikke konkurrere på CSR, hvor der er behov for, at vi hjælper hinanden. Vi har et fælles ansvar, for det er kun sammen, vi kan gøre en reel forskel,” siger Allan Sarup.

Han bakkes op af Mette Tvilling, som er det seneste medlem af netværket. Hun trådte ind i netværket, samtidig med hun tiltrådte som Head of CSR & Product Development i By Malene Birger tidligere på året.

”Vi har en god dialog, og vi sidder på samme platform. Måske er det fordi, vi alle sammen er produktionsmennesker, der sidder med de samme udfordringer. Lige præcis på det her område konkurrerer vi ikke, der skal vi bare samarbejde,” siger hun og uddyber:

”Det er et skridt længere tilbage i fødekæden. Vi har med produktet at gøre, men udformningen ligger et skridt fra os. Vi bruger jo også flere af de samme leverandører, så på en måde er vi måske mere tilbøjelige til at dele erfaringer og spørge hinanden uden forbehold.”  

Fælles indsats skal flytte branchen

Heller ikke et andet af netværkets nyere medlemmer, Anna Simone Toft Larsen, CSR Responsible i NN07, har nogen forbehold, når det handler om at dele erfaringer og viden.

”Vi vil jo bare gerne hjælpe hinanden. Det skal ikke være så hemmeligt, så kommer vi aldrig videre. Når der er så stort et pres internt og eksternt for at løfte den her dagsorden, så er det fedt, at vi kan være åbne,” siger hun og forklarer, at netværkssamarbejdet hjælper hende enormt meget i arbejdet med at implementere NN07’s CSR-strategi.

”Det giver tyngde internt, at jeg kan sige, hvad andre gør. Det viser også internt, at vi er på rette vej,” fortsætter hun.

Gry Thielst Eriksen, der er Production & Sourcing Manager hos Won Hundred, blæser også på, at det er konkurrerende virksomheder, der sidder rundt om bordet.

”Jeg har simpelthen aldrig forstået den der indbyrdes videnskonkurrence i vores branche, særligt ikke når det kommer til noget så vigtigt som at styrke og underbygge bæredygtighed. Vi kommer jo kun fremad ved at stå sammen, og hvis nogen spørger mig, vil jeg hellere end gerne hjælpe. Det, føler jeg helt klart, er en fælles værdi i det her netværk.”

Der er faktisk kun et forhold, netværket ikke diskuterer:

”Det eneste, jeg holder for mig selv, er tal. Vi taler ikke kroner og ører, hvilket faktisk er rigtig rart. Vores dagligdag er smækfyldt med og styret af tal, såsom salgstal, omsætningstal, dækningsbidrag og så videre, og det er en befrielse, at vi her går helt udenom disse tal og kun fokuserer på det, der er vigtigt i denne kontekst, nemlig bæredygtighed og stræben efter at opnå den. Alt udover tal taler vi til gengæld helt åbent om,” siger Gry Thielst Eriksen.

Alle netværkets medlemmer taler med stor respekt om hinanden og det arbejde, der foregår i netværket. Der hersker ingen tvivl om, at de nyder hinandens fortrolighed og at de værner om den. Derfor har de også besluttet, at der ikke kan optages nye medlemmer. Den nuværende sammensætning gør det nemlig muligt for alle at komme til orde, ligesom fortroligheden bevares. Og det er vigtigt, for alle medlemmer af netværket betoner samstemmende, at det arbejde, der pågår, ikke bare skal løfte de enkelte virksomheder. Det skal være med til at flytte hele branchen.

”Vi har stor respekt for hinanden og hinandens arbejde.  Vi deler den samme store passion for CSR og miljø vi har et fælles ønske om, at branchen skal flytte sig og gøre det så godt som muligt og skåne miljøet. Det kan vi mødes om, og i den sammenhæng spiller det ingen rolle, at vi arbejder for konkurrerende virksomheder,” siger Mette Lind Jensen.

I den næste artikel kan du læse mere om, hvad netværkets medlemmer konkret bruger hinanden til, og hvordan netværkssamarbejdet hjælper dem i det deres daglige arbejde.

Fakta

CSR-netværket består af personer, som arbejder med produktion og sourcing, ligesom de har ansvaret for CSR i deres respektive virksomheder. Netværket tæller:

  • Allan Sarup – Head of Product Development, Wood Wood
  • Anna Simone Toft Larsen – CSR Responsible, NN07
  • Gry Thielst Eriksen – Production & Sourcing Manager, Won Hundred
  • Kamma Bischoff-Jensen – Sourcer & CSR Responsible, Baum und Pferdgarten
  • Lauren Bartley – Head of Sustainability & CSR, Ganni
  • Mette Lind Jensen – CSR & Sustainability Manager, Samsøe & Samsøe
  • Mette Tvilling - Head of CSR & Product Development, By Malene Birger
  • Line Vind – Project Coordinator, By Malene Birger
"