Menu

T-shirt-specialister forener online og offline handel

Son of a Tailor benytter maj og juni til at prøve deres hidtil udelukkende digitale koncept af i den fysiske verden. En pop up-butik i København er starten på en turné til europæiske storbyer.

Foto: Son of a Tailor
Foto: Son of a Tailor

30. maj 2018 Af Simon Hansen , sh@dmogt.dk

Normalt kan du kun købe Son of a Tailors personligt tilpassede t-shirts på brandets hjemmeside. Men i maj og juni har du mulighed for at møde Somn of a Tailor i det fysiske butiksrum. Det hastigt voksende brand har nemlig åbnet en pop up-butik hos VIU Eyewear i Pilestræde i København. Normalt er der kun briller på hylderne, men i disse dage demonstrerer Son of a Tailor altså, hvordan t-shirten skal sidde, og hvordan man skaber en moderne butiksoplevelse.

“I butikkerne herhjemme er forretningsmodellen og kundetilgangen stort set den samme, som den altid har været: Man antager, at kunderejsen starter og slutter i butikken, men sådan er det ikke længere,” siger Jess Fleischer, direktør og grundlægger hos Son of a Tailor.

“I dag bruger kunderne tid på at researche online for derefter at få en oplevelse offline. I vores butik er målet derfor ikke umiddelbart salg, men at give kunden en anderledes tøjoplevelse og lade dem opleve et produkt, der er designet specifikt til dem,” fortsætter han.

Det er første gang, Son of a Tailor går offline, og i pop up-butikken har man mulighed for at få taget mål til den perfekte t-shirt eller prøve en af brandets 16 standardstørrelser. De to måneders pop up i København er blot startskuddet. Son of a Tailor fortsætter rundt til de af Europas storbyer, hvor kunderne befinder sig, med flere pop up-butikker. I løbet af de senere år har man set en række online brands forsøge sig med fysiske butikker. Og Son of a Tailor har da også skelet til USA for inspiration:

“Vi ser, at stærke, amerikanske brands som Everlane og Bonobos, der startede som udelukkende digitale forretninger, begynder at åbne flere og flere fysiske butikker, fordi det højner oplevelsen for deres kunder, når offline og online spiller sammen. Det vil vi gerne selv prøve af,” siger Fleischer.

"