Tilbageholdende forbrugere trækker dansk modesalg ned
Den danske modebranches salg faldt i 2023 med seks procent, og nu viser nye tal, at tendensen er fortsat i første kvartal af 2024, hvor omsætningen er dykket med 10 procent. Analyser peger på, at det særligt er tilbageholdende forbrugere i både ind- og udland, der er årsag til tilbagegangen. På trods af nedgangen forventes det dog, at den negative udvikling stilner af og at branchen kommer nogenlunde helskindet gennem 2024.
Modeugen i København er slut for denne gang, og mens det ikke umiddelbart var til at mærke, viser nye tal fra Danmarks Statistik, at den danske modebranches salg er fortsat med at falde i år, hvor særligt eksporten har været ramt.
Den samlede branches salg er således faldet ti procent sammenlignet med første kvartal af 2023, og selvom det både er på hjemme- og eksportmarkederne, at de danske modevirksomheder oplever tilbagegang, er det på eksportmarkederne, at faldet er størst. Tilbagegangen på det danske marked er på fire procent, mens eksporten er faldet otte procent. Eftersom langt størstedelen af omsætningen hentes på eksportmarkederne, kan særligt sidstnævnte mærkes.
Eksporten har i en årrække drevet den samlede vækst i den danske modebranche, og eksporten udgør mere end to tredjedele af den samlede branches omsætning. Ser vi bort fra coronaåret 2020, har eksporten over de seneste 20 år været støt stigende, og det har været med til at gøre tøj og andre modevarer til en af de vigtigste kategorier i den danske vareeksport.
Forsigtige forbrugere som årsag til tilbagegangen
Nu viser nye tal dog, at eksporten i løbet af årets tre første måneder er faldet 12 procent, og selvom faldet er større her end på hjemmemarkederne, kan faldet i høj grad tilskrives de samme mekanismer. For selvom tøj indtil videre kun har været meget lidt påvirket af inflationen, kan tilbagegangen blandt andet tilskrives forbrugernes tilbageholdenhed, hvor budgettet til tøj er blevet mindre i husholdningerne. Det skyldes blandt andet prisstigninger på andre forbrugsvarer og udgifter ligesom, at usikkerhed om den økonomiske udvikling også spiller ind. Dermed er tilbagegangen også et bevis på, at de danske modevirksomheder bliver lynhurtigt påvirket af forbrugernes tilbageholdenhed.
Historisk set er der grund til optimisme på branchens vegne
Selvom der fortsat er økonomiske og politiske usikkerheder, der påvirker forbrugerne og dermed også modebranchen, begynder vi samtidig at se positive renteudviklinger, som forhåbentlig vil smitte positivt af på forbrugernes optimisme. Samtidig har den danske modebranche historisk set rejst sig flot ovenpå svære tider, hvilket vi blandt andet så efter finanskrisen og efter corona. Der er derfor grund til optimisme på branchens vegne, når markedsforholdene bliver mere normale igen.
I DM&T håber man, at udviklingen er toppet, og at man kommer nogenlunde helskindet gennem 2024 under forudsætning af, at året ikke fortsætter med lige så store fald i salget som i første kvartal. Her glæder man sig blandt andet over, at eksporten til Tyskland i årets første fem måneder er steget en procent i forhold til samme periode året før, ligesom der også er mere positive takter på andre eksportmarkeder.