Menu

TOPMØDE 2019: Det kan du forvente

Mode- og tekstilbranchen står overfor en verden i forandring. Ved TOPMØDE 2019 stiller DM&T skarpt på branchens nuværende og kommende udfordringer, og hvordan netop din virksomhed kan ruste sig til fremtiden. Vi giver dig her et kort overblik over, hvad du kan forvente af TOPMØDE 2019.

20. august 2019

Hovedtalerne til TOPMØDE 2019 er nu offentliggjort, og hos DM&T ser vi frem til at byde dem og resten af branchen velkommen til en dag under temaet ”En verden i forandring”. DM&T har forud for TOPMØDE 2019 spurgt nogle af årets talere om, hvad du kan forvente af, hvad der uden tvivl bliver en lærerig dag i branchens tegn. Du kan bl.a. se frem til at hente både inspiration og konkrete redskaber, der er med til at styrke din virksomhed.

 

Du kan ikke undgå at arbejde med adfærdsdesign

 

Morten Münster er Skandinaviens førende ekspert inden for adfærdsdesign og forfatter til bestselleren ”Jytte fra Marketing er desværre gået for i dag”. Ifølge Morten Münster kan virksomheder ikke undgå at arbejde med adfærdsdesign, det gælder både eksternt, men særligt internt i virksomheder kan adfærdsdesign være med til at styrke processer.

 

”Deltagerne kan forvente at få nogle konkrete redskaber med hjem til, hvordan man undgår faldgruber som at designe til mennesker, der i virkeligheden ikke eksisterer. Derudover får de nogle konkrete værktøjer til at designe bedre processer, produkter, arbejdsgange, osv., som både passer udadtil til forbrugerne, men også internt i deltagernes egne organisationer, da de skal forholde sig til forandringerne hurtigere end nogensinde før,” fortæller Morten Münster til DM&T og understreger, at deltagerne også kan forvente at blive udfordret på deres antagelser om, hvordan forbrugere/mennesker tænker og handler i en købssituation.

 

Den fysiske butik er langt fra død

 

Den klassiske detailhandel er udfordret af stigende onlinehandel, så hvordan er det lykkedes Finn Poulsen, CEO og medejer af Bestseller Retail Europe, at åbne mere end 170 ONLY-butikker alene i 2018? Ved TOPMØDE 2019 løfter Finn Poulsen sløret for, hvordan han og Bestseller Retail Europe har skabt en butiksportefølje, der i skrivende stund tæller mere end 600 butikker på verdensplan. Bliv klogere på, hvorfor Finn Poulsen kigger til de gamle dyder som købmandskab i stedet for at bero på digitale strategier, når han leverer en hudløst ærlig reportage fra, hvad han kalder ”frontlinjen af retail”:

 

”Deltagerne kommer til at høre fra én, der møder kampene i 30 europæiske lande hver morgen og aften. Vi har gennem det seneste år åbnet en ny butik hver anden dag, og det kommer vi også til at gøre i det kommende år. Det kræver, at man kan holde tungen lige i munden, med alle de forandringer, der sker lige nu.”

 

Digitale strategier er ”bullshit og buzzwords”

 

Gennem sit virke som Executive Director & Group CEO i Esprit er Anders Kristiansen én af de få danskere, der bestrider en topstilling i en international modevirksomhed. Du bliver indviet i Anders Kristiansens ambitiøse transformation af Esprit, samt hvorfor han mener at fokus på digitale strategier ikke er andet end ”bullshit og buzzwords”. Med den udmelding kan der ikke være nogen tvivl om, at det ikke kommer til at gå stille for sig, når Anders Kristiansen taler ved TOPMØDE 2019. Selv siger han:

 

”Deltagerne kan godt forberede sig på, at jeg kommer til at provokere branchen og stille nogle afgørende spørgsmål. Jeg kommer til at give mit bud på, hvad der skal til, hvis branchen skal forblive relevant, og jeg er altså ikke bange for at stikke næsen frem og provokere.”

 

Oplev et stærkt felt af både internationale og danske talere

 

Når TOPMØDE 2019 afvikles, bliver de inspirerende indlæg fra Morten Münster, Finn Poulsen og Anders Kristiansen suppleret af både internationale og danske brancheprofiler, der bl.a. tæller Achim Berg, Senior Partner & Global Leader for McKinsey & Company’s Apparel, Fashion, and Luxury Group, og som også er en af hovedmændene bag den årlige rapport State of Fashion. Derudover kan du se frem til en eksklusiv ”fireside chat”, når Eva Kruse, CEO & President i Global Fashion Agenda og Copenhagen Fashion Summit, sætter den bæredygtige revolution på agendaen. TOPMØDE 2019 afrundes med en forandringsleder af internationalt format, når Kyle Nel byder på knivskarpe pointer, der ruster dig og din virksomhed til fremtidens forandringer.

 

 

Vil du ikke gå glip af alle de spændende talere på TOPMØDE 2019, kan du købe billet her. Men skynd dig, der er kun et begrænset antal billetter.

"