Menu

Traedes platform kommer til at håndtere handel for milliarder i 2019

DM&T’s samarbejdspartner Traede har store forventninger til det kommende år. Deres software til styring af salg og forretningsprocesser forventes at håndtere handel i milliardklassen i løbet af 2019.

Stifterne af Traede, CEO Christopher Heilmann (tv.) og CTO Esben Petersen (th.)
Stifterne af Traede, CEO Christopher Heilmann (tv.) og CTO Esben Petersen (th.)

08. april 2019

Der er fart på udviklingen i Traede, som udvikler softwareløsninger til styring af salg og forretningsprocesser. I løbet af 2018 er antallet af kunder steget markant, og virksomheden har løbende foretaget investeringer. Traedes kundeportefølje tæller blandt andre livsstilsvirksomheder som Kappa, Carhartt, Birgitte Herskind og Frederik Bagger. De benytter Traedes platform til at styre både B2C- og B2B-salg og til at optimere processerne.

Siden 2014 har Traede udbygget sin markedsposition, og ved udgangen af 2018 var virksomhedens platform nået ud til 90 lande og mere end 40.000 virksomheder. I 2018 steg kundetilvæksten 179 %, og i Traede forventer man, at væksten vil fortsætte, særligt med tanke på de investeringer, der er foretaget i 2017 og 2018. 

 

Kundesegment vokser også

”Vi begynder at kunne mærke, at netværkseffekten spiller ind. Vores kunder refererer hinanden til vores platform, og vi er i stærk vækst,” siger CEO, Christopher Heilmann, og uddyber at en del af kundetilvæksten skal ses som bevis på, at man hos Traede er begyndt at nå bredere ud:

”Vi har i første omgang fokuseret skarpt på mode- og livsstilsbranchen, men jo mere vi udvikler vores platform, desto mere fleksibel bliver den, og vores kundesegment vokser gradvist. Senest er vi blandt andet begyndt at se en efterspørgsel på Traede i design- og møbelbranchen.”

 

Det bredere kundesegment sætter sit aftryk på den samlede omsætning, der sker gennem Traedes platform. I 2018 blev der dagligt omsat for tæt ved 3 mio. kr. gennem Traedes platform. Det svarer til en årlig omsætning i nærheden af 1 mia. kr. I takt med at man forventer en øget kundetilvækst, og at stadig mere salg sker online for både B2C og B2B, regner man hos Traede med, at omsætningen gennem platformen også kommer til at stige markant i 2019.

”Vi har udviklet os meget de seneste to år. Både i forhold til vores produkt og vores kunder. I 2019 fokuserer vi på at bygge ovenpå det store stykke arbejde, som vi har lagt i at udvide og udvikle vores software, og forventningen er, at vi kommer til at se handel for flere milliarder gennem vores platform,” siger Christopher Heilmann.

 

Kan håndtere både store og små

For Traede selv har de seneste år med investeringer også båret frugt, og man så i 2018 en vækst i indtægt på over 224 pct. En stigning som man forventer vil fortsætte, og som skal løfte Traede yderligere i 2019, hvor indtægterne ikke i samme grad modsvares af investeringer.

”Vi har både lagt en masse tid og penge i vores udvikling de seneste år,” fortæller Christopher Heilmann.

”Det var planlagt i forhold til at nå derhen med vores produkt, hvor vi gerne vil være. Vi kan i dag håndtere alt fra de helt små til de helt store kunder, så nu går det også den rigtige vej på den front. Nu kører det,” afslutter den tydligt begejstrede direktør.

 

Du kan læse mere på Traede.com, ligesom du er velkommen til at kontakte Dansk Mode & Textils digitale rådgiver Jakob Simmelkjær for yderligere information om dine muligheder som medlem af Dansk Mode & Textil.

"