Menu

Tysk modemesse drejer nøglen om

Premium-messen i Berlin er fortid. Arrangøren vælger at lægge den førhen så succesfulde messe i graven og peger på et forandret messelandskab og skiftende behov som årsagen. Fremover vil man prioritere Seek.

Sommeren 2023 blev sidste gang Station Berlin lagde ramme til Premium-messen, som nu lukker efter næsten 21 år. Foto: PR
Sommeren 2023 blev sidste gang Station Berlin lagde ramme til Premium-messen, som nu lukker efter næsten 21 år. Foto: PR

16. november 2023 Af Simon Hansen , sh@dmogt.dk

Engang var Berlin the place to be, når det handlede om modemesser. Både indkøbere og brands fra Danmark valfartede til den tyske hovedstad, først på Bread & Butter, men sidenhen fik også Premium-messen godt tag i danskerne – og indkøbere af brands fra resten af Europa.

Verden har dog forandret sig en hel del siden, og det gælder også det europæiske messelandskab. De ændrede krav til messer, det generelle økonomiske klima og udviklingen i branchen har sat spor, og det er nogle af de faktorer arrangørerne af Premium udpeger som udslagsgivende for, at man nu lukker messen, som har været afholdt siden 2003. Ifølge Anita Tillmann, som er en del af ledelsesteamet i Premium Group, har det været 20 begivenhedsrige år:

”I processen er vi blevet virksomheds- og kreative konsulenter, konferencearrangører, udgivere, teknologieksperter og detailhandlere, vi har etableret den første modeuge i Tyskland og underholdt hele branchen. Vi har lanceret priser for unge talenter, og i årenes løb har vi set mange store spillere komme og gå. Vi har fået venner og lært så meget, og det er jeg meget taknemmelig for. Men vi er også iværksættere, og intet koncept varer evigt. To årtier er lang tid, hvor PREMIUM absolut har overgået alle odds," siger hun.

Tonerne var ellers anderledes i juli, hvor man præsenterede 250 brands på ”det genopfundne Premium”, hvor arrangørerne glædede sig over det nye format og havde store forventninger til fremtiden, efter man i 2022 var rykket tilbage til Berlin efter at have henlagt aktiviteterne til Frankfurt i en periode.

Fokus flytter til Seek

Premium Group vil nu fokusere alle kræfterne på den anden messe Seek, som hidtil har været lillesøster i messekonstellationen. Med Seek vurderer CEO i Premium Group Jörg Arntz, at man er godt rustet til fremtiden:

”Vores aktionær Clarion er den fjerdestørste messe- og eventarrangør i verden og satser på SEEK-konceptet, som gav bedre resultater i direkte sammenligning med PREMIUM sidste sommer. SEEK-generationen udgør fremtiden. Sammen med vores partnere er vi klar til at møde de aktuelle udfordringer og finde løsninger sammen, nu og i fremtiden,” siger han.

For blot en måned siden kunne man ellers i et interview med Österreichische Textilzeitung læse, at Jörg Arntz gerne vil bevæge sig væk fra ordet ”messe”, som han mener, skaber falske og forældede associationer i folk bevidsthed. I samme interview sagde han også:

”Den eneste konstant, vi altid vil have, er forandring. Derfor betaler det sig at være modig og gøre tingene anderledes fra tid til anden. Derfor er det så meget desto vigtigere, at branchen går sammen om at finde nye muligheder. For alle er på udkig efter noget. Og hos os får du et kurateret overblik over det aktuelle marked og muligheden for nye forretningsmuligheder. Krisetider er også altid det rette tidspunkt for strateger til at identificere nye muligheder, hvor andre kun ser problemer. Vores mål er at finde og vise kernebrands for de næste 10 år. Premium er i gang med at genopfinde sig selv, det er en proces, men vi er på rette vej.”

Forandringen kom, men kostede også Premium livet. Spørgsmålet er nu, hvor det efterlader Seek og det efterhånden noget ramponerede messelandskab i Tyskland.

"