Menu

Ung modedesigner vinder international bæredygtighedspris

Danske Stine Sandermann, der står bag modevirksomheden ’Sandermann – rethiking waste’, er kåret som vinder af publikumsprisen ved dette års Fashion Makes Sense Award i Holland.

Danske Stine Sandermann vandt publikumsprisen ved dette års Fashion Makes Sense Award, hvor 10 finalister fra hele verden var inviteret til præsentere deres designs og koncept.
Danske Stine Sandermann vandt publikumsprisen ved dette års Fashion Makes Sense Award, hvor 10 finalister fra hele verden var inviteret til præsentere deres designs og koncept.

18. oktober 2018 Af Olivia Lynglund , obl@dmogt.dk

I sidste uge blev vinderne af Fashion Makes Sense Award 2018 fundet ved en gallamiddag for den årlige konference for International Apparel Federation (IAF) på Château St. Gerlach i Holland.

Fashion Makes Sense Award er et initiativ af modeplatformen FASHIONCLASH, og den er skabt for at opmuntre og støtte unge designere, som arbejder med miljømæssigt bæredygtige designkoncepter.
10 finalister fra hele verden var udvalgt til at udstille deres designs i stormagasinet De Bijenkorf og præsentere konceptet foran en professionel jury.

To priser skulle uddeles, en jurypris og en publikumspris, og efter en præsentation af finalisternes design på levende modeller under middagen blev publikumsprisen overrakt til den eneste dansker i konkurrencen: Stine Sandermann.

”Jeg blev ret overrasket. Man kunne både stemme online og offline og det viste sig, at jeg vandt på de offline stemmer. Det er vildt, fordi jeg ingen tilknytning har til Holland, så folk havde ganske enkelt set mine designs og stemt på det, fordi de kunne lide det, og ikke fordi de kendte mig,” fortæller hun

Kollektionen består kun af spild- og overskudsmaterialer  
SANDERMANNs bidrag til udstillingen var et outfit fra designerens nyeste kollektion, Stories of Stranded Lives, som er inspireret af fyrtårne på den Jyske Vestkyst og det maritime liv forbundet til dem.

Kollektionen består udelukkende af lokale spild- og overskudsmaterialer og derfor har kollektionens titel også en metaforisk betydning, da de materialer, der er brugt, har været strandet i deres egen livscyklus.

”Jeg er ret stolt af den nye kollektion, fordi det har lykkedes os at konstruere alle de syede styles med en zero waste-tilgang, hvilket betyder at intet stof går til spilde, når beklædningsdelene klippes. Det har ikke lykkedes mig i en sådan grad før,” siger den unge desinger.

SANDERMANN har til daglig base i Ikast, hvor alle produkter udvikles og produceres, og den nye kollektion vil lande i webshoppen og ved udvalgte forhandlere sidst på året.

"