Menu

Viking Rubber sætter gang i generationsskifte

I Faaborg har arbejdstøjsvirksomheden Viking Rubber nu startet et årelangt generationsskifte, hvor den 29-årige Alexander Mygind Andersen skal overtage virksomheden fra sin far, Kurt Andersen.

Synlighed og kvalitet er meget vigtigt for de ansatte på jorden i en lufthavn. Netop arbejdstøj til ansatte i lufthavne er et marked i stor vækst for Viking Rubber. Foto: Viking Rubber Co.
Synlighed og kvalitet er meget vigtigt for de ansatte på jorden i en lufthavn. Netop arbejdstøj til ansatte i lufthavne er et marked i stor vækst for Viking Rubber. Foto: Viking Rubber Co.

19. februar 2019 Af Simon Hansen , sh@dmogt.dk

Viking Rubber har haft den samme leder i 35 år, hvor Kurt Mikael Andersen har stået i spidsen for arbejdstøjsvirksomheden. Men det bliver ændret nu. Kurts 29-årige søn Alexander Mygind Andersen har nemlig allerede overtaget den daglige drift af virksomheden, mens Kurt Andersen fortsætter som formand for bestyrelsen. I løbet af de kommende 4-8 år er det planen, at Alexander gradvist overtager virksomheden helt.

”Vi lader generationsskiftet køre over flere år for at skabe de bedste betingelser for overtagelsen. På denne måde får jeg langsomt følingen med virksomheden og med alle de detaljer, som jeg skal kende. Samtidig er jeg med til at generere det overskud, som jeg bruger på at købe min ind i virksomheden,” forklarer Alexander Mygind Andersen, der i dag ejer 30 procent af virksomheden, imens far Kurt Andersen stadig har majoriteten på 70 procent. Kurt Andersen er også fortsat involveret i driften, da han er flyttet til Tyskland og er ansvarlig for det tyske marked, der er Viking Rubbers største.

En større, mere kompleks virksomhed

Kurt Andersen har stået i spidsen, siden han overtog ansvaret fra sin far Svend Aage Andersen som 23-årig. Kurt Andersen har ikke ønsket at gøre tingene på samme måde som sin far, der overlod nøglerne til den unge Kurt og selv drog på langfart med sin kone og båd.

”Jeg vil gøre det på en anden måde. Jeg begik mange fejl, som jeg lærte af. Men det var ikke altid sjovt og i dag er virksomheden både meget større og meget mere kompleks. Så nu skal det gøres anderledes,” forklarer Kurt Andersen, som også indrømmer, at han har lidt svært ved ikke at blande sig i det hele, når han nu har stået med alle beslutninger selv mere end 30 år.

Der er sket meget, siden Kurt Andersen i 1984 overtog Viking Rubber. Dengang var alle virksomhedens aktiviteter samlet i Faaborg. I dag sælger de arbejdstøj til det meste af verden, blandt andet til Hamburg Havn, personalet på jorden i Heathrow Lufthavn og polartøj til forskerne på PolarStern, som lige nu er ved at blive indefrosset på Antarktisk og skal være der de næste otte måneder. Produkterne bliver syet på Viking Rubbers egen fabrik i Vietnam, og de har sælgere i flere lande, blandt andet Chile.

Ny direktør har produkterne helt inde under huden  

I forbindelse med overtagelsen, har Alexander blandt andet fået til opgave at lære virksomhedens sjæl og DNA at kende indefra. Derfor har han været et halvt år i Vietnam for at lære medarbejderne og den vietnamesiske mentalitet at kende, ligesom han har skullet forstå forholdene på fabrikken, og hvordan tøjet bliver produceret. Han har også været i praktik på havnen i Hamburg i et par måneder og selv testet tøjet.

”Det er vigtigt, at jeg forstår, hvad det er vores brugere har brug for, og kan sætte mig ind i, hvad arbejdstøj på en havn bliver udsat for af pres fra vægt, vind og vejr,” fortæller Alexander Andersen og uddyber:

”De syntes, det var lidt vildt, at jeg som en del af familievirksomheden arbejdede sammen med dem på havnen. Men jeg lærte meget om hvor vigtigt det er aldrig at gå på kompromis med kvaliteten, blandt andet da jeg mødte en chauffør, som kørte rundt i en 25 år gammel jakke med Viking-logo på. Han havde godt nok klippet ærmerne af og brugte den som vest, men det beviser, at kvalitet holder,” griner han.

Alexander Mygind Andersen har ambitioner om at udvikle virksomheden, men han vil ikke ændre ånden i Viking Rubber: At der aldrig bliver gået på kompromis med kvaliteten, samtidig med at tøjet bliver produceret så miljøvenligt som muligt og under forhold, hvor medarbejderne bliver behandlet så godt, at de beholder deres job i mange år. Det beskriver familievirksomheden selv som sin kerne.

Alexander Mygind Andersen er i gang med at overtage Viking Rubber Co. fra din far, Kurt Andersen. De to arbejder sideløbende i flere år. Far Kurt ejer stadig størstedelen af virksomheden, men lader Alexander om den daglige ledelse, imens han selv fortsætter som bestyrelsesformand. Foto: Viking Rubber Co
Alexander Mygind Andersen er i gang med at overtage Viking Rubber Co. fra din far, Kurt Andersen. De to arbejder sideløbende i flere år. Far Kurt ejer stadig størstedelen af virksomheden, men lader Alexander om den daglige ledelse, imens han selv fortsætter som bestyrelsesformand. Foto: Viking Rubber Co
"