Menu

Vinderne af Headstart Fashion Awards

Torsdag aften blev der uddelt priser i tre kategorier, da Headstart Fashion Awards hyldede vækstlaget på Atlas i Aarhus. Der var både hæder og pengepræmier til de fire vindere.

Pavement løb med Danske Bank Fashion Award
Pavement løb med Danske Bank Fashion Award

25. maj 2018

Der var bagt op til fest, da Headstart Fashion Awards løb af stablen torsdag aften. Der skulle uddeles i alt fire priser i tre forskellige kategorier:  Bizz Awards, Salling Fashion Award og Danske Bank Fashion Award.

Direktøren for Headstart Fashion, Christian Chapelle, var aftenens vært og ordsmeden Per Vers satte scenen som konferencier.

Bizz Awards hylder studerende, som har gjort noget ekstra

De første priser, der skulle uddeles var Bizz Awards, som VIA Design & Business står bag. Det er første gang, at VIA uddeler disse priser, som går til studerende på uddannelsesinstitutionens business-uddannelser.

Den ene pris går til en studerende, som har gjort det særlig godt under erhvervspraktikken på 3. semester. Praktikken er et af de steder, hvor skolen kommer tættest på branchen, og hvor der skabes værdi for begge parter. Det de studerende lærer under praktikken er uvurderligt for deres uddannelse, og som skole er det vigtigt at sikre, at der også gives noget den anden vej som virksomheden kan bruge. Det er derfor virksomhederne der har indstillet de studerende til denne pris.

Vinderen blev Lasse Brask Andersen, som har været i praktik i den Aarhus-baserede sneaker-butik og -webshop Shoe Chapter. Lasse blev belønnet for sin indsats med at opbygge Shoe Chapters visuelle profil på sociale medier .

Den anden pris går til en studerende på en af skolens business overbygninger, hvor man gerne vil hylde dem som fagligt gør en ekstra indsats, og er med til at sikre et højt og ambitiøst niveau til glæde for både medstuderende, undervisere og fremtidige arbejdspladser. Det er derfor skolens undervisere der har udvalgt og nomineret de studerende til denne pris.

Her blev det Christina Bagger Slivsgaard, der løb med hæderen. Hun studerer Purchasing Management på sjette semester og blev belønnet for sin studieindsats.

Ud over æren belønnes begge studerende med 10.000 kr.

Salling Fashion Awards hylder de vellykkede første kollektioner

Stormagasinet Salling uddeler for andet år i træk Salling Fashion Award i samarbejde med HEADSTART FASHION. Det er seks nystartede danske virksomheder, der kæmper om præmien på 30.000 kr. og en eksklusiv pop-up-shop. De seks nominerede er nystartede danske brands, der har udmærket sig på designet af deres første kollektioner. De nominerende i år var Another Project, Twelvepieces, Morten Ussing, Sandermann, Rue De Tokyo og Maardt Studio .

Fra scenen kunne marketingchef i Salling Birthe Wiberg kundgøre, at Morten Ussing løb med dette års Salling Fashion Award.

Vinderen er blevet udpeget af en jury bestående af modedesignerne Mark Tan og Ellen Pedersen, Ph.d. på Designskolen Kolding Else Skjold, Head of Fashion ved Kopenhagen Fur Mette Harestrup, direktør i HEADSTART FASHION Christian Chapelle og marketingchef i Salling Birthe Wiberg.

Danske Bank hædrer vækstkomet

Den sidste pris, der skulle uddeles, var Danske Bank Fashion Award. Det er tredje gang prisen uddeles, og Danske Bank deltager for at synliggøre og anerkende de mange spændende modevirksomheder, som formår at opbygge en forretningsmodel med solid vækst og en høj grad af internationalisering.

De tre nominerede var skovirksomheden Pavement, H2O Sportswear og Wood Bird. Fra scenen kunne Danske Banks Ulrik Knudsen annoncere, at Pavement var årets vinder af Danske Bank Fashion Award og 20.000 kr. Pavements bagmænd Peter Hildebrandt og Michael Ørum modtog prisen som en anerkendelse for den flotte bundlinjevækst virksomheden har oplevet.

"