Menu

Wood Wood åbner i London

Kærligheden til Storbritannien spiller en nøglerolle for Wood Wood. Nu får de Wood Wood-hungrende briter så mulighed for at vise deres kærlighed til brandet, når det åbner butik i Soho, London.

Foto: Wood Wood
Foto: Wood Wood

23. maj 2019

Til sommer åbner den danske modevirksomhed Wood Wood i Londons Soho-kvarter, nærmere betegnet på Brewer Street. Og det er langt fra tilfældigt, at valget er faldet på den britiske hovedstad. Wood Wood har i en årrække haft showroom i byen, og med tre succesrige visninger under London Fashion Week i bagagen er brandet nu klar til et nyt britisk kapitel.

“Engelsk musik og subkulturer sammen med den ikoniske engelske tøj- og modearv har altid været en enorm inspirationskilde for Wood Wood. Ikke blot i vores kollektioner, men også i måden vi skaber brand-mixet på i vores butikker. Åbningen af Wood Wood London-butikken i Soho vil være definerende for os som brand på den næste del af vores rejse, og jeg ser frem til dette eventyr med store forventninger og ydmyghed,” siger Karl-Oskar Olsen, kreativ chef i Wood Wood.

Den nye butik kommer samtidig til at fungere som showroom og kreativ legeplads for streetwear-brandet.

Wood Wood har oplevet markant vækst i de senere år, og i dag finder man brandet hos 400 retailere på verdensplan. Samtidig har Wood Wood egne butikker i København, Aarhus, Berlin, Frederiksberg, Københavns Lufthavn, og altså snart også London.

Wood Wood er ikke det eneste danske brand, der satser på London som destination for egen butik. I løbet af 2019 åbner Samsøe & Samsøe og Ganni også butikker i Soho.

"