Regelforenkling og harmonisering

Manglende harmonisering skaber usikkerhed, hæmmer investeringer og gør det vanskeligt at skalere cirkulære løsninger på tværs af markeder. Samtidig risikerer reguleringen at favorisere aktører, der opererer i gråzoner, frem for virksomheder, der investerer i kvalitet, ansvarlighed og gennemsigtighed. Derfor kæmper DM&T for harmoniserede og enkle rammevilkår, der skaber reel forandring.

kemi farvning close-up of fabric submerged in colored liquid green

DM&T mener:

Reguleringen på tekstilområdet er under hastig udvikling. Nye EU-initiativer som Ecodesign-forordningen, digitalt produktpas og udvidet producentansvar for emballage og tekstiler ændrer grundlæggende rammerne for, hvordan virksomheder skal designe, dokumentere og markedsføre deres produkter. Samtidig oplever virksomhederne, at øgede regulatoriske ambitioner ofte ledsages af stigende kompleksitet, overlappende krav og et voksende administrativt pres, særligt hvor fortolkning og anvendelse varierer på tværs af medlemsstater.

DM&T bakker op om visionen i EU’s tekstilstrategi og ambitionen om at accelerere overgangen til en mere bæredygtig og cirkulær tekstiløkonomi. Omstillingen er allerede i gang. De fleste af DM&T’s medlemsvirksomheder arbejder systematisk med bæredygtighed, herunder cirkulære designprincipper, ansvarligt materialevalg samt styrket sporbarhed og dokumentation i værdikæden. Branchen er parat til at påtage sig et ansvar og ser at bæredygtighed kan være et strategisk konkurrenceparameter, hvor danske virksomheder har potentiale for at bidrage til både grøn omstilling og europæisk værdiskabelse.

Udfordringen opstår, når bæredygtighed i praksis i stigende grad omsættes til tunge administrative krav frem for til innovation og markedsudvikling. Manglende harmonisering skaber usikkerhed, hæmmer investeringer og gør det vanskeligt at skalere cirkulære løsninger på tværs af markeder. Samtidig risikerer reguleringen at favorisere aktører, der opererer i gråzoner, frem for virksomheder, der investerer i kvalitet, ansvarlighed og gennemsigtighed.

Harmonisering og regelforenkling er derfor afgørende for, at bæredygtighed kan fungere som en reel drivkraft for konkurrenceevne. Fælles definitioner, ensartede standarder og klare krav til blandt andet rapportering, genanvendte fibre, produktdesign og dokumentation er nødvendige for at skabe forudsigelige og funktionelle rammevilkår. Det er særligt vigtigt for små og mellemstore virksomheder, som udgør rygraden i dansk mode og tekstil, og som ofte rammes hårdest af komplekse og fragmenterede regler.

Forenkling handler ikke om lavere ambitioner, men om bedre regulering. Klare, sammenhængende og gennemskuelige krav giver virksomhederne mulighed for at anvende deres ressourcer på reelle forbedringer i produkter og værdikæder frem for administrativ efterlevelse. For at EU’s tekstilstrategi kan realiseres effektivt, er det afgørende, at reguleringen er ambitiøs og realistisk på samme tid, trækker i samme retning på tværs af EU og understøtter implementering i praksis. Kun med harmoniserede og enkle rammevilkår kan virksomhederne fuldt ud bidrage til den grønne omstilling og samtidig styrke Europas position som global frontløber på tekstilområdet.

Vil du høre mere?

Ræk endeligt ud og lad os hjælpe dig videre.

Sofia Boskovic
Sofia Boskovic

Chefkonsulent, Public Affairs

28869722

sb@dmogt.dk

sofiaboskovic

Cecilie Friis 2025
Cecilie Friis

Chefkonsulent, Public Affairs (På barsel)

30317466

cf@dmogt.dk

cecilie-friis