Menu

Årets julehilsen fra direktøren

DM&T-direktør Thomas Klausen gør status efter et år, der blev alt andet end det, vi drømte om. Alligevel blev det et fornuftigt år takket være en branche, der nægter at give op.

21. december 2021

2021 blev på ingen måde det rolige år, hvor vi gradvist kunne vende tilbage til hverdagen. Faktisk blev vi gang på gang på gang udfordret både af pandemien og dens følgevirkninger.

Ved juletid sidste år stod vi over for endnu en omgang med nedlukninger, som gjorde livet surt for detailhandlen i starten af året. Vi kom sidenhen på fornavn med Delta og Omikron, og pandemien har været et tætvævet bagtæppe for hele branchens liv og levned. Den har medført nye købsmønstre, rykket ved de interne arbejdsgange og kastet flodbølger over det globale logistikmarked. I et år, hvor minkkommission, kommunalvalg og EM i fodbold har kæmpet om den største opmærksomhed, står ordet fragtrater alligevel ud og ligner årets ord for vores branche.

Som branche og brancheforening har vi trodset omstændighederne og er kommet gennem 2021 på flot vis. Ikke uden knubs, men trods udfordringer har året budt på mange succeshistorier. For vores eget vedkommende tæller de blandt andet lancering af en ny innovativ juridisk medlemsportal, fortsat personlig og branchenær rådgivning og et væld af inspirerende events, der styrker branchen. Netop inspiration og viden til at styrke forretningen var centralt for Dansk Mode & Textil TOPMØDE 2021, som vi afholdt i oktober. Det var en fornøjelse endnu en gang at samle branchen, og jeg vil uden at ryste på hånden kalde det vores bedste TOPMØDE til dato. Talere, rammer og deltagere spillede sammen i perfekt harmoni, og det er afgørende, at vi kan samle og inspirere branchen på den måde, for det skaber en samhørighed; vi er en samlet branche og har brug for hinanden. 

Selvom branchen har stået over for en række udfordringer, klarer den sig godt. Faktisk har de danske mode-, tekstil- og livsstilsvirksomheder været forbilledlige i deres håndtering af de massive omvæltninger. Den agilitet mangt en topchef har talt om i årevis, efterlever denne branche, uden at miste det strategiske fodfæste. Det kræver respekt, og det vidner om, at det langt fra er tilfældigt, at branchen hvert år bidrager med 87 mia. kroner til værdiskabelsen i det danske samfund.

Den position i dansk erhvervsliv er ikke nogen selvfølge, og vi skal fortsætte med at udvikle os for at udbygge den. I DM&T har vi en ambition om, at den danske mode-, tekstil- og livsstilsbranche skal være en af verdens mest innovative, særligt med henblik på at redefinere forretningsmodellerne med ansvarlighed og cirkularitet som uomtvistelige grundsten.

Det bliver definerende for den danske branches succes i fremtiden, og det vil derfor komme til at spille en nøglerolle i 2022. Både for den enkelte virksomhed og for vores arbejde i DM&T. Det gælder i vores daglige arbejde for at styrke branchen og i den politiske indsats, vi lægger for dagen for at fremtidssikre branchens vilkår.  

Derfor glæder jeg mig til året og de mange nye muligheder, der venter. I første ombæring vil jeg dog se tilbage på et begivenhedsrigt 2021 og sige dig tak for i år.

Jeg ønsker dig og dine en glædelig jul og et godt og lykkebringende nytår.

Med venlig hilsen

Thomas Klausen

Adm. direktør, DM&T

"