Menu

ARKK fortsætter pop up-konceptet

De midlertidige butikker er en glimrende måde at teste mulige butiksplaceringer på, lyder det fra stifterne af ARKK Copenhagen, som i morgen åbner 130 kvadratmeter pop up-butik i Field’s.

Sådan så ARKK Copenhagens pop up-butik på Strøget ud. Nu åbner det ambitiøse, danske sneaker-brand en ny af slagsen i Field's.
Sådan så ARKK Copenhagens pop up-butik på Strøget ud. Nu åbner det ambitiøse, danske sneaker-brand en ny af slagsen i Field's.

22. august 2019 Af Simon Hansen , sh@dmogt.dk

Efter at have drevet pop up-butik på strøget i næsten fem måneder, er tiden kommet for ARKK Copenhagen til at poppe op et nyt sted. Valget er faldet på Field’s i Ørestaden, hvor de sneakers-hungrende horder de næste ni måneder kommer til at nyde godt af ARKK Copenhagens midlertidige butik.

For medstifter og CEO Thomas Refdahl er pop up-konceptet en god lejlighed til at teste butiksplaceringer, før man eventuelt satser permanent på dem:

”Lejemål i København er dyre og ingen lokation er perfekt til alle brands. Nogle brands er gode på sidegader og andre på strøglokationer. For os er det et spørgsmål om at teste en masse forskellige lokationer og områder af inden vi binder os til en 2-3-årig lejekontrakt på samme lokation. Vores permanente butik på Elmegade på Nørrebro, som vi stadigvæk har, testede vi også af 3 måneder som pop up inden vi underskrev lejemålet fast,” siger han.

Med Thomas Refdahls ord, er det ’gået godt, rigtig godt endda’ med butikken på Strøget. I løbet af åbningsperioden har der været 40.000 besøgende i butikken. Det, sammen med anden data, har givet brandet afgørende indsigt.

“Nu har vi været på Strøget i de aftale 4,5 måneder og de data vi har indsamlet og de resultater, butikken har skabt, betyder at vi nu ved at vi kan underskrive en fast lejekontrakt i området. Det havde vi ikke ment var forsvarligt, før vi vidste det, vi nu ved,” siger medstifter og kreativ direktør Kasper Rasmussen.

De to stiftere kunne med læring og succes fra både Nørrebro og indre by i bagagen begynde at lede efter en ny placering. Den fandt de i Field’s, hvor de især hæftede sig ved, at der er besøgende på andre tidspunkter af året, navligt i de kolde måneder. Det tog kun et par uger, fra den indledende dialog med Field’s var indledt, til en kontrakt var på plads. ARKK-teamet havde et afgørende krav:

”Hvis vi skulle gøre det ville vi også have godt med plads, højt til loftet og mulighed for at kunne udfolde vores butikskoncept endnu mere end på Strøget,” siger Kasper Høj Rasmussen.

ARKK Copenhagen kommer til at brede sig over 130 kvadratmeter, hvor der er plads til brandets sneakers, nyligt lancerede tøjkollektion, sokker og inden længe tasker og kasketter. Derudover kan man eksperimentere med sine egen sneakers-design i det såkaldte ARKKitect Studio – hvilket brandet ser som en god måde at involvere kunderne på.

Butikken i Field’s åbner den 23. august.

"