Menu

Ball Group lancerer nyt plus-size brand

Efter flere år med god vind i sejlene og med et mål om at være den foretrukne udbyder inden for plus-size segmentet har den danske modekoncern Ball Group valgt at udvide forretningen med et nyt brand, de netop har lanceret.

Modekoncernen Ball Group, som står bag det velkendte mærke Zizzi, lancerer nu endnu et plus-size brand.
Modekoncernen Ball Group, som står bag det velkendte mærke Zizzi, lancerer nu endnu et plus-size brand.

28. januar 2019

Markedet for plus-size mode er i støt vækst. Ifølge en kortlægning fra revisionsvirksomheden PwC gennemgår det britiske plus size-marked i øjeblikket en stabil vækst, der med en forventet stigning på 2,9 procent om året frem mod 2022 ser ud til at fortsætte.

Ligeledes kan man herhjemme se, at flere store aktører er kommet til gennem de seneste år. Det vidner om, at markedet og interessen for markedet bliver større og større på verdensplan, og det har den danske modekoncern Ball Group kunne mærke.

For tredje år i træk er toplinjen vokset med 20 procent årligt, og det har givet dem rum til at udvikle en ny strategi, der fokuserer på at tilbyde deres kunder et større udvalg af plus-size styles. Derfor har de nu valgt at udvide brandsortimentet med et nyt brand.

Vil være den foretrukne udbyder inden for plus-size
Det nye brand hedder Zay og er et supplement til deres allerede velkendte mærke Zizzi, forklarer Mette Würtz Nielsen, som er Head of Product & Buying ved Ball Group:

”Vi har fokus på at udvide produktmulighederne for vores kunder. Derfor har vi skabt Zay, som handler om at tilbyde produkter til kunden, som ønsker lidt ekstra. Zay er et klassisk mærke med et feminint boheme udtryk, hvor der er kælet for detaljen, hvad end det er den finde blonde, perlekant eller selve kvaliteten.” siger hun.

Den nye kollektion fra Zay er bygget op omkring hele outfits, hvilket har til formål at give deres kunder inspiration til en nye stylingsmuligheder. 

”Det er min opfattelse, at interessen fra dette forbrugersegment altid har været der, men det har tøjudvalget ikke. Derfor er vi også meget glade for den opmærksom markedet er begyndt at få,” tilføjer Mette Würtz Nielsen.

Mange brands producerer dog stadig tøj efter én figurtype, hvilket ekskluderer mange af de kvinder, der skal op i større størrelser. Af samme grund har Ball Group et mål om at kunne tilbyde disse kvinder et modebevidst og ikke mindst bredt tøjudvalg, og dermed blive den foretrukne udbyder inden for plus-size segmentet:

”Der er hverken flere eller færre forretningsmæssige udfordringer ved at producere tøj til plus-size markedet, men det er altafgørende at have den rette pasform, kvalitet og pris, hvis man vil vinde kunden. ” siger Mette Würtz Nielsen afslutningsvist.

"