Menu
Corona-virus i modens perspektiv

Bedring på Corona-fronten for danske modevirksomheder

Corona-virussen har og har haft et solidt tag i Kina, hvor mange danske modevirksomheder får varer produceret. Det har medført massive nedlukninger af produktionsapparatet mod øst. Ifølge både EAST og Brands4Kids er der nu bedring at spore, men risikoen for økonomiske tab lurer stadig.

27. februar 2020 Af Anders Kristiansen , ask@dmogt.dk

Du skal have levet under en sten de seneste måneder, hvis du ikke har hørt om Corona-virussen. Eller COVID-19, som den nu formelt hedder.

Sundhedsstyrelsen og Udenrigsministeriet fraråder ”alle ikke-nødvendige rejser” til Kina. Næsten 80.000 mennesker er smittet på verdensplan. Fodboldkampe i den italienske Serie A spilles uden publikum af frygt for smitte. Nu er også den første dansker bekræftet smittet.

Corona-virussen er for alvor over os. Men er faren så småt drevet over i Kina, hvorfra mange danske virksomheder sourcer deres varer – eller skal vi også til at frygte, at virussen sætter sig på pengepungen?

DM&T spurgte EAST og Brands4Kids, hvordan COVID-19-virussens udbrud har påvirket deres forretning.

EAST øjner COVID-19-lyset i nærmeste fremtid

175 kinesiske medarbejdere møder dagligt ind på den danske private label-producent EAST’s kontor i millionbyen Guangzhou.

Det skulle de også efter det kinesiske nytår. En smittefarlig dørmand afskar dem desværre vejen.

COVID-19-virussen havde gjort sit indtog i Kina og bragt landet i alarmberedskab.

- Udbruddet betyder, at vi har haft en lidt langsommere opstart efter det kinesiske nytår, end vi havde håbet på. Det begynder klart at lysne nu, men set i lyset af, at vi skulle have åbnet kontoret allerede 2. februar, så er vi selvfølgelig lidt efter planen. Men det får vi indhentet, siger Poul Skovgaard, direktør hos EAST, da DM&T taler med ham.

Han medgiver, at COVID-19 har været en ”træls udfordring”, men har samtidig indtryk af, at der er så godt styr på situationen fra kinesisk side, som der kan være på nuværende tidspunkt.

- Vores medarbejdere føler sig trygge nu, hvilket er det vigtigste for os. Produktionsmæssigt har vi måtte source metervarer fra andre steder end normalt i perioden, hvor Kina har været lukket relativt meget ned. Heldigvis har vi ikke fabrikker i epicentret for udbruddet. Nu lysner det gevaldigt, hvorfor vi også regner med at være oppe på fuld styrke igen allerede i midten af marts, siger Poul Skovgaard.

Han krydser ganske naturligt fingre for, at kineserne er forskånet for yderligere virusudbrud og bevarer fingrene krydset i håbet om, at de kinesiske myndigheder fortsat agerer så professionelt, som det er hans indtryk, at de har gjort hidtil.

- Vores opfattelse er, at Kina fra centralt hold har taget de nødvendige forholdsregler og aktivt forsøgt at inddæmme spredningen af COVID-19. Tingene er måske gået lidt langsommere i en periode, men hellere det end en total nedlukning, mener Poul Skovgaard.

”Ramt, men ikke stoppet”

For EAST har udfordringerne i forbindelse med COVID-19 primært været, at adgangen til metervareleverandører og systuer blev begrænset. Allerede nu er virksomheden imidlertid oppe på 80-90 procent af sin fulde effektivitet hvad angår systuerne. Poul Skovgaard anslår, at forsyningerne fra metervareleverandørerne er oppe på ”mindst 70 procent af normen”, men snart er tilbage ved vanlig styrke.

- Vi er ramt, men vi er ikke stoppet. Der har heller ikke været mindre arbejde, bare fordi produktionen har stået stille. Vi har arbejdet anderledes end vi plejer, men vi har bestemt arbejdet – blandt andet på at source fra alternative steder, siger direktøren.

En komplet undvigemanøvre i forhold til økonomisk tab er desværre usandsynligt for EAST. Det bliver dog i den lave ende af skalaen.

- Det kommer til at koste os noget, men det bliver ikke katastrofalt. Vi producerer meget til ekspreslevering, hvilket vil sige fire-fem ugers leveringstids fra ordremodtagelse hos os til kunden modtager varerne. Ekspresdelen er snart normaliseret igen, men noget af den produktion, der er tiltænkt at skulle sejles hjem, kan vi blive nødt til at ændre til luftfragt. Det har jo en ekstra omkostning for os og kunderne i fællesskab. Det koster os lidt på top- og bundlinjen, forklarer Poul Skovgaard.

Forsinkelserne har de hos EAST forsøgt at tackle så faktuelt som muligt. Det er værdsat hos kunderne.

- Vores kunder bliver informeret så godt, som vi kan. Det har også udløst taknemmelighed fra kunderne, der er tilfredse med, at vi var de første, der var i gang og tager hånd om situationen.

- Kunderne forstår godt alvoren. Bare fordi man ikke selv er skyld i problemet, kan man jo sagtens vise, at man gør, hvad man kan, for at finde en løsning på problemerne, lyder det fra Poul Skovgaard.

Brands4Kids: Det kan koste os penge. Men usikkerheden er det værste

Erik Andreæ er manden ved direktør-roret hos Brands4Kids. Ikast-virksomheden får produceret cirka 60 procent af sine varer i Kina. Han melder om relativt roligt vand på COVID-19-søen i øjeblikket, men han lægger ikke skjul på, at han ofte kravler op i mastens top og besigtiger forholdene.

- I øjeblikket er det ikke kritisk rent produktionsmæssigt. Vi får vareprøver hjem, vores kontor i Kina har fået lov at åbne op igen og fabrikkerne begynder at få gang i produktionen igen. Vi skal nok få de varer, vi skal levere inden længe, hjem til tiden, men det er klart, at hvis situationen i Kina eskalerer, så har vi et seriøst problem. Vi har et meget vågent øje på situationen i Kina, siger han til DM&T.

Inden længe begynder fabrikkerne nemlig at skulle producere de ordrer, Brands4Kids skal levere til kunderne til efteråret, hvilket i øjeblikket er forbundet med stor usikkerhed.

Et ventilløst vakuum

Det er netop usikkerheden, der er værst i øjeblikket, forklarer Erik Andreæ.

- Vi er i et vakuum nu. De nye ordrer skal sættes i gang, og vi forventer, at det, der skal produceres mellem april, maj og juni kommer til at gå fornuftigt, men der er så meget andet i det end ”kun” produktionen. Hvis et rederi må lukke ned på grund af smitte eller fare herfor, så kan det bidrage til at holde os i et vakuum, hvor vi ikke ved, om vi kan levere varer, vi allerede har i bogen. Det er et seriøst problem.

En bidragende faktor til det vakuum, Brands4Kids-direktøren taler om, er, at vi på det seneste har set eksempler på, at COVID-19-udbruddet er et grænseoverskridende problem, der ikke umiddelbart kan inddæmmes. Selv om forsøget bestemt er gjort.

- Det er ikke bare et Kina-problem. Selv om produktionen kommer til at køre planmæssigt, så er vi afhængige af andre forhold. Kan vi få varerne ud? Kan der pludselig være smitte-tilfælde i store transitbyer som Hamburg, Amsterdam eller lignende, hvor vores varer bliver sejlet til? Så har vi balladen med forsinkelser. Branchen er presset af deadlines hos kunderne i forvejen. Det er begrænset, hvor meget vi kan absorbere, siger Erik Andreæ.

Desuden er der et aspekt, som ingen af os er herre over; tiden.

- Den røde lampe er ikke tændt, men vi kender ikke konsekvenserne af udbruddet på længere sigt. Vi har en stor del af vores producenter i det nordlige Kina, og de er langt længere fremme i processen med at komme tilbage til standard, end de er tættere på Wuhan-regionen. Derfor har vi et vågent øje på, om virussen spreder sig til andre regioner.  

”Selvfølgelig kan det koste os penge”

Brands4Kids holder et vågent øje med mange ting i øjeblikket, når det gælder COVID-19.

- Det er nødvendigt for os at holde øje med både leverandører og kunder i øjeblikket. Går udviklingen i en negativ retning, så kan det koste os dyrt. Selvfølgelig kan det dét, siger Erik Andreæ.

- Går udviklingen i Kina den forkerte vej, så vil vores producenter forsøge at skubbe leveringsdatoen tilbage. På den anden side vil kunderne kræve varerne leveret til tiden, så de kan bevare deres salg. Alle i branchen forsøger at beskytte sine egne interesser, selv om alle ved, at de forskellige parter intet kan gøre.

Dermed kan Erik Andreæ og Brands4Kids havne i det, der vel bedst kan betegnes som en kattepine.

- Vi risikerer at igangsætte produktion af varer, vi får hjem for sent og dermed med store forsinkelser til vores kunder. Efteråret er en af de store sæsoner i vores branche, så enhver forsinkelse kan koste dyrt på forretningernes gennem-salg. Når man handler med de store aktører, så bliver det taget meget alvorligt.

Han understreger, at det er en situation, hans firma kan havne i – ikke en de er i.

Det ændrer dog ikke på, at det kan koste Brands4Kids penge på den lange bane, som er den, Erik Andreæ spiller på. Han tror nemlig ikke, at COVID-19-virussen er et overstået kapitel lige foreløbigt.  

- Det er 100 procent sikkert, at det kan koste os ekstra. Vi kan blive tvunget til at regne på, hvad der er billigst for os – skal vi miste salg eller flyve tingene hjem, spørger han retorisk. Normalt får Brands4Kids deres varer sejlet hjem, og der er ingen tvivl om, at flytransport er markant dyrere.    

For nuværende ser det ikke ud til, at problemerne bliver så massive. Fortsætter problemerne, så er det dog svært at spå om, hvordan situationen ser ud.

- Ser vi endnu et udbrud et andet sted, for eksempel det nordlige Kina, så kan det koste os dyrt i efteråret. Lukker fabrikkerne der ned i to måneder, så er vi på den. Heldigvis har vi været meget ærlige omkring situationen, og vi kan være tvunget til at reagere på vores omkostninger, hvis vi rammes utilsigtet. 70 procent af omsætningen ligger i efteråret, og det gælder det meste af vores branche, at vi tjener vores penge der. Det er fint, at vi har ordrerne i bogen, men kan vi ikke få varerne, er det jo svært at opretholde det omkostningsniveau, vi har.

Salgsdirektør Michael Nederby (tv.) og CEO Erik Andreæ fra Brands4Kids
Salgsdirektør Michael Nederby (tv.) og CEO Erik Andreæ fra Brands4Kids

Optimisme trods al balladen

Erik Andreæ ryster ikke i bukserne.

Han har været igennem det, der var værre.

- Nu har jeg haft det firma her i 15 år, og vi er her da stadig. I bedste velgående, faktisk. Det skal nok gå alt sammen, siger han.

I mellemtiden er der ikke andet at gøre, end at knokle på, mener de hos Brands4Kids. Udfordringerne må de tackle, når de kommer. Hvis de overhovedet kommer. Det ændrer dog ikke på, at der var andre ting, de hellere havde set udgøre en problemstilling end netop COVID-19, der har ramt sourcing-delen af forretningen, hvilket blot viser, hvor afhængig af omverdenen, modebranchen er.

- Sourcing rammer bare branchen hårdt. Det, at vi ikke ved, om vi kan få varerne… det er noget skidt. Havde det været handelskrig mellem EU og Kina, så vidste vi da i hvert fald noget om, hvad der foregik. Det er usikkerheden omkring COVID-19, der er det værste. Jeg evaluerer på situationen dagligt, og så er vi positive og tror på, at tingene løser sig. Vi har klaret en finanskrise. Vi klarer nok også det her.

- Skal man tage de positive briller på, så har jeg et stort varelager af det, som butikkerne kan komme til at mangle, så det kan vi altid sælge af. Desuden er vi godt forsikret igennem DM&T, hvor vi også er i gang med at kigge på, hvordan vi gør, hvis tingene går galt, siger Erik Andreæ og maner til forsigtighed.

- Vi er nødt til at tage det roligt. Der var flere, der døde af svineinfluenzaen. Vi begynder ikke at lukke noget ned i Kina. 

"