Menu

Bestseller sender 2.400 hjem

Få dage efter Bestseller måtte afskedige 750 medarbejdere, hjemsendes 2.400 medarbejdere. Det understreger den alvorlige krise, branchen står midt i, og behovet for akut politisk hjælp, siger DM&T’s adm. direktør.

Foto: Bestseller
Foto: Bestseller

24. marts 2020 Af Simon Hansen , sh@dmogt.dk

3.150 medarbejdere. Så mange har inden for ganske få dage fået vendt op og ned på den normale hverdag, efter Bestseller mandag valgte at sende 2.400 medarbejdere hjem indtil 9. juni. I fredags valgte Danmarks største modekoncern at afskedige 750 medarbejdere, og nu tager man altså endnu et skridt for at dæmme op for konsekvenserne af coronakrisen.

Bestseller oplyser i en pressemeddelelse, at salget har svigtet markant de seneste uger, og at likviditetsmanglen i detailhandlen er så markant, at der stort set ingen indtægt er.

Bestseller har valgt at gøre brug af statens midlertidige lønkompensation, og Bestseller-ejer Anders Holch Povlsen er ked af, at det har været nødvendigt at afskedige medarbejdere.

"Vores største opgave nu er at se fremad og forsøge at bevare så mange arbejdspladser som muligt. De næste fire-otte uger bliver afgørende for, hvordan fremtiden ser ud. Lige nu er vi hårdt ramt, men vi tror på, at vi med vores tiltag har muligheden for at overleve krisen og på sigt komme tilbage, så vi igen kan være garant for at skabe arbejdspladser i Danmark og de samfund, vi er en del af. Vi vil kæmpe for, at vi fortsat har en konkurrencedygtig og international modetøjs – og detailhandelsvirksomhed,” siger Anders Holch Povlsen i pressemeddelelsen.

Behov for politisk indgriben: Branchen står til at miste 20 mia.

Bestsellers udmelding kommer dagen efter, DM&T i et brev advarede de danske politikere om den katastrofale situation, mode- og tekstilbranchen står i netop nu. Adm. direktør Thomas Klausen kan kun alt for godt nikke genkendende til det dystre billede, Bestseller tegner.

”Bestsellers beslutning om både afskedigelser og hjemsendelse understreger alvoren. Branchen er tvunget i knæ, fordi detailhandlen ligger stille, ligesom mange butikker ikke vil modtage bestilte varer eller har problemer med at betale deres regninger. Dermed hænger de danske mode- og tekstilvirksomheder på alle omkostningerne, men de har ingen indtægter,” siger han og glæder sig over, at Bestseller har gjort brug af muligheden for lønkompensation. Thomas Klausen forklarer samtidig, at ikke alle har samme muligheder, fordi det påvirker deres virksomheder på både den korte og lange bane:

”For mange danske mode- og tekstilvirksomheder er hjemsendelse med lønkompensation simpelthen ikke en mulighed. Dels vil de fortsat have markante lønomkostninger, fordi mange funktionærer har en løn, der ligger markant over de 23.000, man kompenseres. Dels skal de også tænke på at have en forretning, når vi kommer ud af coronakrisens jerngreb. Det kræver, at nogen kan udvikle de kollektioner, der skal sælges om 6 og 12 måneder. Sender virksomheder medarbejderne hjem, må de overhovedet ikke arbejde, og så er der intet at sælge på den anden side.”

Thomas Klausen siger, at branchen på den måde adskiller sig fra mange andre, og det netop er derfor, DM&T har råbt politikerne op. Hvis ikke poitikerne forstår den dynamik, forstår de ikke, hvordan de kan hjælpe, forklarer han.

”Der er akut behov for hjælp fra statens side. Branchen står til at miste hen mod 20 mia. i omsætning og tusindvis af arbejdspladser. Der er en reel risiko for, at en af nyere tids største eksportsucceser forsvinder. Det må simpelthen ikke ske, og heldigvis er der allerede politikere, der forstår alvoren. Vi må håbe, at det også er ensbetydende med, at de vil handle derefter,” afslutter han. 

"