Menu

Bjergbestigere giver børnetøj nyt liv i Afrika

Et samarbejde mellem Børneulykkesfonden og Kabooki betyder, at 31 danskere uddeler børnetøj til et børnehjem i Tanzania. Det sker som en del af velgørenhedsprojektet Climb for Charity.

Nu får børnene fra børnehjemmet i byen Moshi i Tanzania mulighed for at iklæde sig tøj fra børnetøjsbrandet LEGO® Wear. Som en del af velgørenhedsprojektet Climb for Charity har 31 danskere nemlig stoppet taskerne med tøj, som de personligt uddeler til børnene. // Foto: Børneulykkesfonden
Nu får børnene fra børnehjemmet i byen Moshi i Tanzania mulighed for at iklæde sig tøj fra børnetøjsbrandet LEGO® Wear. Som en del af velgørenhedsprojektet Climb for Charity har 31 danskere nemlig stoppet taskerne med tøj, som de personligt uddeler til børnene. // Foto: Børneulykkesfonden

12. januar 2018 Af Simon Hansen , sh@dmogt.dk

På søndag tager 31 danskere til Tanzania med henblik på at bestige det legendariske Kilimanjaro som et led  i velgørenhedsprojektet Climb for Charity. Deltagerne bestiger det 5895 meter høje bjerg for at indsamle midler til Børneulykkesfonden og projektet Legeheltene. Ud over sovepose, vandrestøvler og andre essentielle bjergbestigningsremedier har deltagerne fyldt kufferten med masser af børnetøj fra Kabooki. Det skal uddeles, når deltagerne besøger et lokalt børnehjem i Moshi som en del af turen.

Med på turen med Climb for Charity er bl.a. den anerkendte pressefotograf Jan Grarup, professionel triatlet Michelle Vesterby og Vild med dans-vinder Michael Olesen.

Børnetøj kan gøre en forskel

Børneulykkesfonden arbejder med at forebygge børneulykker indenfor for Danmarks grænser, men for organisationen giver det god mening at kombinere bestigningen af Kilimanjaro med et besøg på det lokale børnehjem.

”Vi arbejder hver dag med at øge børnesikkerheden hjemme i Danmark, og derfor er det også naturligt for os at gøre noget for børnene i de lokalsamfund, vi besøger. Vi har tidligere besøgt børnehjemmet, og der er ingen tvivl om, at det fine tøj vil gøre en stor forskel der,” siger Henriette Madsen, generalsekretær for Børneulykkesfonden, i en pressemeddelelse.

Hos Kabooki, som står bag børnetøjsbrandet LEGO® Wear, ser marketingdirektør Birgitte Holgaard Langer donationen som en ’win-win’:

”Vi ser det som en oplagt mulighed at donere dette tøj til børn, som virkelig har behov for det. Tøjet er returvarer fra vores kunder og kan fx have en plet, en søm som er gået op eller lignende. Men tøjet kan sagtens skabe både gavn og glæde hos de kommende modtagere. Vi ser selve ekspeditionen og donationen som en ren win-win – primært og vigtigst af alt for børnene, og derudover er det en ekstra stor tilfredsstillelse for os at kunne følge tøjet helt frem til børnene via dette projekt,” siger Birgitte Holgaard Langer.

Leg og bevægelse på børnehjemmet

Da et tidligere hold fra Climb for Charity besøgte børnehjemmet i Moshi, var der leg og bevægelse på programmet. Og netop aktiv leg fylder meget i Climb for Charity-deltagernes bevidsthed, fordi de i projektet samler midler ind til Børneulykkesfondens initiativ Legeheltene, der skaber leg og bevægelse for indlagte børn i Danmark.

”Når børn er indlagt i længere tid, oplever vi desværre, at mange ikke får bevæget sig nok. Og det kan gå udover både deres fysiske, mentale og sociale udvikling. Med Legeheltene skaber vi muligheden for, at børn kan være børn igen – og vi vil forsøge at gøre det samme, når vi besøger børnehjemmet i Moshi,” siger Henriette Madsen.

Deltagerne tager af sted på den ti dage lange tur på søndag den 14. januar. 

Om Climb for Charity

Climb for Charity er et frivilligt initiativ af dedikerede, aktive mennesker, der samler penge ind til Børneulykkesfondens arbejde med at skabe sikre rammer for børn i Danmark. Projektet Climb for Charity startede i 2015, og siden har flere hold af kendte og erhvervsfolk besteget Mont Blanc og Kilimanjaro – til fordel for Børneulykkesfonden. Hård træning, viljestyrke og masser af engagement fra deltagerne er blot nogle af ingredienserne, som kræves for at nå toppen.

Læs mere om Climb for Charity på: www.climbforcharity.dk

"