Menu
Nærmer sig milliardomsætning

Bolia sætter rekord

Møbelvirksomheden Bolia kommer ud af det forgangne regnskabsår med rekord på både top- og bundlinje. Kursen er sat mod en omsætning på 1 mia. kr.

Bolia nærmer sig en omsætning på 1 mia. kr.
Bolia nærmer sig en omsætning på 1 mia. kr.

12. januar 2018 Af Simon Hansen , sh@dmogt.dk

Omsætningen i Bolia passerede i regnskabsåret 2016/17 800 mio. kr., mens resultatet før skat landede på 70,5 mio. kr. mod 66 mio. kr. året forinden. Ifølge Børsen står Bolia til at runde en omsætning på 1 mia. kr. i 2017/18.

"Vi kommer i hvert fald omkring 1 mia. kr. Indtil nu har vi i 2017/18 haft 20 pct. vækst," siger Lars Lyse Hansen, adm. direktør i Bolia siden 2005, til Børsen.

2016/17 bød på mere end 250 nye interiørdesigns, og selskabet investerede i ekspansionen af designbutikker i lande som Holland, Schweiz, Belgien og Østrig. Derudover skabte Bolia også mere end 100 nye arbejdspladser i regnskabsåret. Der har med andre ord været gang i butikken for Lars Lyse Hansen og resten af Bolia.

”Vi har haft endnu et spændende, sjovt og succesfuldt år i Bolia og vil fortsætte med at udforske kreativiteten i det nye år, så vi kan skabe nye smukke designs og inspirerende omgivelser for vores kunder over hele verden,” siger Lars Lyse Hansen i en pressemeddelelse.

Til Børsen fortæller han, at Bolia vil åbne 12-15 nye butikker i indeværende regnskabsår, hvilket er lavere end i det forgangne år. Til gengæld intensiverer Bolia samarbejdet med eksterne forhandlere.

”Vi har nu for syvende år i træk har haft tocifrede vækstrater, men vores globale potentiale er stadig uendeligt stort. Det er derfor vi, sideløbende med vores egen fysiske og digitale ekspansion, også etablerer samarbejde med dygtige globale forhandlere og udvikler det nye spændende collab med verdens største kontorindretningsvirksomhed, Steelcase. Vi er et designfirma som ønsker at konkurrere blandt verdens absolut bedste, så selv om vi øger vores internationale ekspansionstakt, vil kvalitet altid blive prioriteret frem for kvantitet,” siger Lars Lyse Hansen.

Bolia åbner til foråret sin første butik i Frankrig. Det bliver på en eksklusiv adresse i Paris, og bliver startskuddet til flere designbutikker i de største franske byer oplyser selskabet. 

Adm. direktør i Bolia Lars Lyse Hansen
Adm. direktør i Bolia Lars Lyse Hansen
"