Menu

Brands4Kids får nye ejere: Sælger til hollandsk kapitalfond

Aktiemajoriteten er solgt til hollandske Standard Investments, som ifølge Brands4Kids-CEO Erik Andreæ skal bidrage til den opadgående vækstkurve og øget internationalisering.

Salgschef Michael Nederby (tv.) og CEO Erik Andreæ har brugt lang tid på at planlægge fremtiden for Brands4Kids, som nu er på plads med salget af aktiemajoriteten.
Salgschef Michael Nederby (tv.) og CEO Erik Andreæ har brugt lang tid på at planlægge fremtiden for Brands4Kids, som nu er på plads med salget af aktiemajoriteten.

09. august 2022 Af Anders Skou Kristiansen , ask@dmogt.dk

Brands4Kids A/S har solgt aktiemajoriteten til den hollandske kapitalfond Standard Investment.

Erik Andreæ virker da også tilfreds i telefonen, og det er sikkert med god grund. Omvendt har Brands4Kids for nyligt leveret et rekordregnskab, så hvad skal det egentlig til for? Det går, eller gik, jo meget godt allerede.

- Det er jo faktisk lige præcis derfor, indleder Erik Andreæ, ”men det næste naturlige skridt for os er at fortsætte væksten internationalt. Vi har ikke erfaring med for eksempel opkøb i udlandet, og der får vi nu adgang til en partner, der har sort bælte i den disciplin – og meget andet”.

Gjort med tanke på fremtiden og udlandet

Faktisk har ideen om et salg været oppe at vende flere gange, siden frøet blev plantet af Brands4Kids-bestyrelsen allerede i 2018.

Det er dog først nu, det for alvor er spiret, hvilket også er et spørgsmål om, at netop Standard Investment meldte sig på banen.

- For både Michael (Nederby, CCO i Brands4Kids) og jeg handler det også om at klargøre virksomheden til fremtiden. Vi er ikke en familievirksomhed, så der står ikke per definition nogen klar til at tage over, når vi engang ikke kan eller vil drive Brands4Kids længere. Derfor er det også en ideel beslutning for os at træffe denne beslutning sammen med bestyrelsen, og samtidig få en partner ombord, der har erfaring med den slags.

Selv fortsætter Erik Andreæ og Michael Nederby i de samme roller som hidtil, men med hollændernes indtræden satser de på, at de kan bygge et endnu stærkere Brands4Kids til fremtiden.  

- Vi skal bevare momentum, og det kan vi også sagtens herhjemme, hvor vi har et godt fundament og mange år i markedet. Vi har købt 15 virksomheder i Danmark, men ingen i udlandet, og der får vi brug for andre kompetencer, som vi opnår på denne måde. Michael og jeg skal fortsætte med at gøre det, vi har vist, vi er dygtige til, og det har hele tiden været at drive vækst og sætte gang i tingene. Den internationale bane er klart der, hvor vi får størst gavn af Standard Investments, for der har de erfaringer, som det vil tage os lang tid at opnå, siger Erik Andreæ.

Det er også netop på det område, partner og direktør i Standard Investment Guido Grobbink forventer, at de vil bidrage til at styrke Brands4Kids.

- Brands4kids har leveret høj og vedvarende vækst. Virksomheden er allerede international og udvider sig hastigt på det globale marked med dets ikoniske brands og enestående evne til at betjene sine kunder. Der er klare mål, som vi skal nå inden for Brands4kids’ hovedmarkeder, men også uden for. Planen er at hjælpe Brands4kids med at udvide til nye markeder og styrke deres nuværende markedsposition i regioner om Tyskland, Benelux, Sydeuropa, Canada og Asien. Vi har stor erfaring med succesfuldt at tilføje virksomheder til en stærk platform, og vi mener, at Brands4kids har et godt fundament til yderligere opkøb internationalt, lyder det i en pressemeddelelse.

Skal fordoble omsætningen endnu engang

De seneste fem år har Brands4Kids fordoblet omsætningen til 320 mio. kroner. I indeværende år forventer de en omsætning på mere end 350 mio. De tal både håber og tror Erik Andreæ kan blive endnu bedre.

Blandt andet er de overbeviste om, at det er muligt, fordi Standard Investment har erfaring med en speciel type virksomheder.

- Standard Investment køber primært ejerledede virksomheder, hvilket også er en af årsagerne til, at det er dem, vi har valgt at sælge til. Det har været en lang proces. Det er ikke sådan, at vi har fået en hjerneblødning hen over natten, for vi har brugt rigtig lang tid på at undersøge alle aspekter i processen. Vi tror på, vi kan bevare agiliteten, som vi er glade for, men vi tror også, at en endnu højere grad af professionalisering vil gøre, at vi får mere tid til det, vi er gode til, siger Erik Andreæ.

Og det, Brands4Kids har været gode til, hedder vækst. Og den tror de i høj grad på kan opnås.

- Ingen tvivl om at virksomheden har potentiale til at fordoble omsætningen over de næste fem år – igen. Vi kan også komme endnu højere op, hvis vi rammer de rigtige partnere i udlandet. Det er jo ikke, fordi vi skal på pension som 55-årige, men vi skal have et generationsskifte for øje, og der tror vi i høj grad på, at det er bedre at påbegynde den proces lige så stille, end det er at stå uden nogen planer om ti år.

- Vi tror på, at vi sammen med Standard Investment kan tage Brands4Kids til det næste niveau, og så er vi naturligvis stolte af, at de har vist interesse for os. Det er jo en kæmpe blåstempling af os, at nogen synes, vores virksomhed er så interessant, at de gerne vil tage den til det næste niveau, men stadig i vores ånd slutter Erik Andreæ.

"