Menu

Covid-19 Økonomisk øjebliksbillede

Vi samler overblik over internationale og nationale økonomiske perspektiver, ligesom vi dykker ned i valutakurser og råvarepriser.

25. juni 2020 Af Simon Hansen , sh@dmogt.dk

Coronakrisen har stor betydning for både den globale og nationale økonomi. Her samler vi nogle af hovedkonklusionerne baseret på tal og analyser fra ind- og udland.

Globale perspektiver

Den Internationale Valutafond, IMF, kunne onsdag konstatere, at den aktuelle krise er den værste siden Depressionen i 30’erne. Således nedjusterer IMF de økonomiske forventninger til 2020 med en vækst på minus 4,9 %. Den dystre udsigt kommer på et tidspunkt, hvor flere og flere lande åbner samfundet igen. Desværre er der på samme tid sket nye udbrud i blandt andet Kina og Sydkorea.

IMF meddeler, at så længe der ikke er en medicinsk løsning på problemet, vil den økonomiske udvikling være omgærdet af en omfattende usikkerhed.

I Eurozonen forventer IMF en minusvækst på 10,2 %, og her er det i høj grad de Sydeuropæiske lande, der trækker ned. De udviklede økonomier ligger generelt lavt, samlet-8 %, mens emerging markets generelt ser ud til at få en mindre tilbagegang. 

Nordea melder dog om positive tegn i euroområdet. Cheføkonom Helge J. Pedersen har kigget nærmere på stemningen blandt indkøbscheferne i euroområdet i det såkaldte PMI-indeks. Selvom det fortsat ligger under 50, som adskiller tilbage- fra fremgang, er det alligevel steget fra 31,9 i maj til 47,5 i juni. Den økonomiske aktivitet er altså fortsat for nedadgående. 

Nordea hæfter sig især ved udviklingen i Tyskland, hvor der ganske vist også er fremgang i PMI men fortsat store udfordringer:

”Det sammensatte PMI-tal for Tyskland kom således ud på 45,8 mod 32,3 i maj og vi forudser, at tysk økonomi skrumper med ca. 7% i år. Det vil også kunne mærkes herhjemme, eftersom Tyskland er Danmarks største eksportmarked… Der er på nuværende tidspunkt ingen tvivl om, at netop eksportudviklingen ser ud til at udgøre den største risiko for dansk økonomi under coronakrisen,” skriver Helge J. Pedersen i sin kommentar til tallene.

Der er dog en smule positivt nyt at hente i IFO indekset, som måler stemningen i tysk erhvervsliv. Det stiger fra 78,9 i maj til nu 81,3, og forventningsindekset steg fra 80,1 til 91,4. Helge J. Pedersen understreger dog, at det er historisk lavt. 

Nordeas cheføkonom noterer sig, at den danske økonomi klarer sig bedre end i mange andre lande, og Nordea forventer således et fald på 5 %, når året er omme. Baseret på de seneste tal for boligmarkedet og privatforbruget kan tilbagegangen endda blive lidt mindre.

Det danske forbrug

Forbruget i tøj- og skobutikkerne i Danmark er på vej efter pæne tal i både maj og juni. Det viser de seneste tal fra Danske Bank, som opgør forbruget på kreditkort og MobilePay i butikkerne. Efter genåbningen af landets storcentre tog tøjsalget et markant spring frem, men det var også fra et meget lavt udgangspunkt.

”Tøjsalget var omtrent halveret i marts og april, og skosalget havde det endnu værre. Derfor ikke en overraskelse, at detailsalget for beklædning og fodtøj blev fordoblet i maj,” skriver privatøkonom i Danske Bank Louise Aggerstrøm i et tweet.  

Tøjbutikkerne lå i størstedelen af maj og starten af juni over forbruget i 2019, men efter at have ramt omkring indeks 125 for fjorten dage siden er salget igen begyndt at dykke. Det samme gælder i skobutikkerne, hvor udsvingene generelt har været mere udtalte.

Danske Bank har også kigget nærmere på, hvordan forbruget arter sig fordelt ud over landet. Tøjforbruget i hovedstaden, omegnskommunerne og Nordsjælland ligger i perioden slut-maj/start-juni over niveauet på samme tid sidste år, mens Vest- og Sydsjælland, Østjylland og Nordjylland ligger omkring indeks 100. Værst ser det ud på Fyn og i Vestjylland, hvor salget er 85-90 % af samme periode i 2019.

Danmarks Statistik melder om massiv fremgang i detailomsætningen, baseret på det netop offentliggjorte detailomsætningsindeks. Det er også korrekt, at tallene stiger, men der er tale om en fremgang fra et meget lavt udgangspunkt i april. For gruppen beklædning mv. steg indekset fra 36 i april til 70 i maj, men det er fortsat betydeligt lavere end maj sidste år, hvor indekset lå på 88. 

Detailhandelsindeks, tøj og sko, januar-maj, 2019-2020. Kilde: Danmarks Statistik
Detailhandelsindeks, tøj og sko, januar-maj, 2019-2020. Kilde: Danmarks Statistik

”Selvom vi har været inde i en god periode i maj, hvor salget steg markant sammenlignet med april, er det værd at bemærke, at salget i tøjbutikkerne stadig ligger markant under 2019-niveauet. Så det er for tidligt at sige, at vi er tilbage på sporet, og derfor bliver det meget interessant at se, hvordan salget udvikler sig hen over sommeren, navnlig nu hvor udsalget i mange butikker nu er i fuld gang,” siger Michael Hillmose, international chef og analyseansvarlig i DM&T.  

Kaster man et blik på forbrugertilliden er den også steget markant i juni, men den er fortsat negativ og ligger på -3,1. Forbrugerne vurderer dog, at familiens økonomiske situation er bedre i dag end for et år siden. https://www.dst.dk/da/Statistik/nyt/NytHtml?cid=29705

Valutakurser

Dollaren er blevet svækket i løbet af den seneste måned, og ligger på 6,60. Danske Bank forventer at dollaren vil ligge på 6,48 i de kommende 1-3 måneder for herefter at stige til 6,72 i et 6-12 måneders perspektiv. Det er særligt den positive udvikling i Europa og intern enighed i EU, der påvirker dollarkursen.

Det britiske pund viser fortsat stor følsomhed, og ligger i skrivende stund i 8,25. Danske bank forventer et niveau i omegnen af 8,28 de kommende 1-3 måneder og herefter 8,67 på 6-12 måneders sigt. GBP er følsom over for udviklingen på de globale markeder, og den fortsatte usikkerhed om Brexit påvirker også. På den længere bane forventer Danske Bank, at EU og Storbritannien når til enighed om en handelsaftale, hvilket øger optimismen.

Den svenske krone ligger på 0,71, og den er dermed blevet stærkere over de seneste måneder. Danske Bank noterer sig, at der ligger en stor indregnet optimisme heri, og der derfor ikke er basis for stigninger de kommende 1-3 måneder. Prognosen for 6-12 måneder hedder 0,70. Den svenske krone er eksponeret over for pludselige fald i aktiekurserne, og derfor er der fortsat usikkerhed om udviklingen.

Den norske krone har også været stigende, men har vist sig letpåvirkelig af de internationale markeder. Den er i dag 0,69 efter at have været helt nede i 0,6. Danske Banks kortsigtede prognose siger 0,71, men på længere sigt forventer banken at den ryger op i 0,73. I Norge er der flere positive indikatorer, som giver grobund for optimisme på NOK’s vegne.

Kilde: Danske Bank

Råvarer

Fra starten af 2020 dalede bomuldsprisen, og det blev kun forstærket af coronakrisen. På tværs af indekser og børser har tendensen været for nedadgående med absolut lavpunkt i april, og siden da har prisen været stigende igen. Ikke desto mindre handles bomuld til en langt lavere pris end på samme tid i 2019. NY Futures for juli handles til 60 US cents/pund. 

De globale lagre af bomuld forventes at stige til det højeste niveau i seks år United States Department of Agriculture (USDA), hvilket i kombination med den fortsatte usikkerhed om Covid-19’s udvikling, får flere analytikere til at spå, at priserne fortsat vil være lave.

Det australske landbrugsministerium analyserer også prisudviklingen, og de vurderer også, at bomuldspriserne kommer til at falde på baggrund af de store lagre samt konkurrence fra kunstfibre. Den gennemsnitlige bomuldspris forventes at ligge på 63 US cents/pund i 2020-21, hvilket er 12 % lavere end det foregående år. 

Uldpriserne har også taget store dyk, og forventes at ligge på 1.210 cents/kg i 2020-21, hvilket er 17 % lavere end året forinden. Uldprisen var allerede inden Covid-19 under pres fra syntetiske fibre, og prisen forventes dermed fortsat at falde.

 Som følge af et generelt fald i olieprisen har polyesterpriserne også været lave i perioden. Det begrænser sig dog ikke til virgin polyester, for prisen på genanvendt polyester har fulgt den faldende udvikling i samme periode. 

Indeks for substituerende fibre. Indeks, sept. 2014=100. Kilde: Australian Government, Department of Agriculture, Water and the Environment.
Indeks for substituerende fibre. Indeks, sept. 2014=100. Kilde: Australian Government, Department of Agriculture, Water and the Environment.

Vil du vide mere om, hvordan virksomhedernes økonomi bliver påvirket af Covid-19, anbefaler vi McKinseys briefings, som du finder her.


"