Menu

Danske modekæder rykker til udlandet

Et stigende antal danske butikker skyder op rundt omkring i verden, og blandt dem finder man en række modekoncepter. DM&T ser det som en naturlig udvikling, og at dømme ud fra ambitionerne i branchen, kommer vi til at se endnu flere danske butiksåbninger i fremtiden.

Samsøe Samsøe har netop slået dørene op til brandets første butik i Paris på Rue Saint-Sulpice. Dermed er de en del af spirende tendens, hvor danske modebrands ikke blot eksporterer tøj men hele koncepter til udlandet. Foto: PR
Samsøe Samsøe har netop slået dørene op til brandets første butik i Paris på Rue Saint-Sulpice. Dermed er de en del af spirende tendens, hvor danske modebrands ikke blot eksporterer tøj men hele koncepter til udlandet. Foto: PR

02. oktober 2019 Af Simon Hansen , sh@dmogt.dk

En ny analyse fra Retail Institute Scandinavia viser, at der generelt er gang i ekspansionen i danske detailkæder. Det skriver Finans, der kan fortælle, at 76 danske kæder driver mere end 13.000 butikker uden for landets grænser. Men hvor det hidtil har været de store aktører som JYSK, Bestseller, Ecco, Pandora og Flying Tiger, der har udvidet uden for landets grænser, begynder flere andre nu at røre på sig. Blandt dem finder man en lang række modekæder. Samsøe & Samsøe har i år åbnet butikker i både London og Paris, og har dermed butikker i otte europæiske lande ud over Danmark. Wood Wood, som igennem mange år har haft butik i Berlin, meddelte tidligere på året, at man ville åbne i London, og Ganni har ligeledes åbnet butik i London i år, ligesom det hastigt voksende brand også åbner deres første butikker uden for Europa, når man slår dørene op til nye butikker i New York og Los Angeles dette efterår. Også Kings & Queens, som har butikker i en række danske byer, har netop startet deres internationale ekspansion med en butik på 1.000 m2 i Malmø.

Den danske modebranche har igennem en årrække hentet sin vækst i udlandet, men for de flestes vedkommende er varerne blevet solgt via eksterne kanaler. Den nye bølge af danske retail-kæder i udlandet kommer dog ikke som en overraskelse for Dansk Mode & Textil.

”Vi har gennem de sidste 20 år set en markant eksportvækst, og de danske modevirksomheder er blevet dygtigere og mere professionelle i deres internationalisering. En eksport af retail-koncepterne er et naturligt næste skridt, og ud over at fungere som salgskanal, spiller egne butikker også en væsentlig rolle, når det kommer til at positionere brandet og skabe et univers rundt om det,” siger Michael Hillmose, international chef i Dansk Mode & Textil, og fortsætter:

”Det vidner også om, at vi har brands og koncepter, der er så stærke, at de kan tiltrække opmærksomhed på markeder, hvor konkurrencen er benhård, ligesom virksomhederne har kapaciteten og modet til at gå helhjertet ind i internationale retail-satsninger. Så det er på alle måder en positiv udvikling for den danske modebranche.”

Zizzi vil ekspandere syd for grænsen

Rains er en af de virksomheder, der har haft et bevidst strategisk fokus på at vokse ved hjælp af egne butikker, og virksomheden har en ambition om at have 70 butikker i 2021.

”Investeringen i brandede butikker sigter på at bygge og kontrollere budskaberne for vores brand. Konceptbutikkerne bliver vores primære løftestang for væksten i de kommende år,” sagde CEO i Rains, Jan Stig Andersen, i en artikel på dmogt.dk sidste år.

I dag har Rains butikker i 12 lande og det seneste skud på stammen er den nye Rains-butik i Moskva.

Ball Group har været igennem en større strategisk omlægning, og selskabet satser nu benhårdt på plus size-brandet Zizzi og salg gennem egne butikker. Selskabet har købt en række franchisebutikker, så man har fuld kontrol, og nu vil man også indtage det tyske marked med Zizzi-butikkerne.

” Vi har en meget positiv udvikling i vores egne salgskanaler og på hjemmemarkederne i Norden. Men vores plan er, at vi de kommende år hovedsageligt skal hente væksten på de store markeder syd for grænsen. Derfor accelererer vi ekspansionen på de markeder. Det skal ske gennem både egne butikker samt onlinehandel,” siger adm. direktør Kuno Kildetoft til Finans.

Det ser med andre ord ud til, at vi kun har set toppen af isbjerget, når det kommer til de danske modekoncepters internationale ekspansion.

Du kan blandt andre opleve Kuno Kildetoft på årets TOPMØDE den 30. oktober, når han, Peter G. Jørgensen fra Boozt og By Malene Birgers adm. direktør Morten Linnet debatterer, hvordan vi skal sælge vores varer i fremtiden. Debatten indledes med en keynote fra Finn Poulsen, adm. direktør i Bestseller Retail Europe, som om nogen ved, hvad det vil sige at åbne butikker uden for Danmarks grænser. Læs mere og køb billet her. 

"