Menu

Danske tekstilvirksomheder klæder sundhedspersonalet på til kampen mod coronavirus

På rekordtid har en række danske tekstilvirksomheder i fællesskab sikret, at de danske forsyninger af engangskitler ikke hører op. Med en produktion på 80.000 engangskitler om ugen bidrager virksomhederne til, at det danske sundhedspersonale er klædt på til kampen mod coronavirus.

Foto; Nybo Workwear
Foto; Nybo Workwear

15. maj 2020

De danske mode- og beklædningsvirksomheder kommer nu med et vigtigt bidrag i sundhedspersonalets kamp mod covid-19. Danske virksomheder som Fibertex Personal Care, Nybo Workwear, Spectre og Thygesen & Birk Fabrics er nu med til at sikre, at der produceres 80.000 engangskitler om ugen.

Den danskejede produktion af engangskitler, kom i stand, da manglen på værnemidler fik Region Hovedstaden til at kontakte brancheorganisationen Dansk Mode & Textil (DM&T) med henblik på at etablere en danskejet forsyning af værnemidler.

”Når der kommer sådan en henvendelse, gør vi naturligvis alt, vi kan, for at hjælpe. Heldigvis har vi i Danmark flere specialiserede virksomheder, og derfor tog det ikke lang tid at få skabt kontakten. Jeg er dybt imponeret af de virksomheder, der beredvilligt har omstillet dele af produktionen for at bidrage til at sikre det danske sundhedspersonale. Det viser både samfundssind og karakter i en svær tid, og jeg er glad for at vi kunne hjælpe med at skabe de rette kontakter,” siger Thomas Klausen, adm. direktør i DM&T.

Lars Dahl Allerup er til daglig chef for Innovative Indkøb & Strategiske Partnerskaber i Region Hovedstaden og har under coronakrisen påtaget sig opgaven med at sikre national produktion af bl.a. værnemidler sammen med National Operativ Stab og Dansk Industri på vegne af de danske regioner. Region Hovedstaden har mange års erfaring med Offentligt-Private Innovationspartnerskaber, men Lars Dahl Allerup er særligt imponeret over, at så mange virksomheder har været lynhurtige til at omstille produktionen og nu er med til at løse en konkret udfordring i sundhedssektoren.

”Særligt fra tekstilvirksomhederne og DM&T har der været velvilje og stærkt samarbejde hele vejen rundt. Det er ret utroligt, hvor smidigt erhvervslivet og det offentlige Danmark kan samarbejde, når vi skal, og de erfaringer skal vi huske på når støvet har lagt sig,” siger han.

Samarbejde har sikret produktudvikling på rekordtid

Udviklingen af produkterne er foregået på rekordtid, hvilket er særligt imponerende, når man tænker på, at der er tale om produkter med omfattende kravspecifikationer. Den hurtige reaktion er blevet en realitet takket være et tæt samarbejde i en større sags tjeneste, lyder det fra en af de virksomheder, der har bidraget.

”Med Nybo Workwears 58 års erfaring i at udvikle, producere og afsætte arbejdsbeklædning til sundheds- og plejesektoren i EU, er det med stor stolthed, at vi får lov til at deltage i at sikre forsyningen af værnemidler i form af engangskitler til det danske sundhedsvæsen i disse svære tider. Samarbejdet mellem brancheforeningen, de andre leverandører og Region Hovedstaden, har været helt unikt, og vi er stolte af, at vi i fællesskab har udviklet et produkt på rekordtid, som meget snart leveres til regionerne,” siger Helle Nybo Holmberg, adm. direktør i Nybo Workwear.

Hos Spectre, som producerer outdoor-beklædning, var der heller ingen tvivl; de var selvfølgelig klar til at bidrage uden at skele til de ændringer, det medfører.

”Vi havde fulgt forsyningskrisen omkring værnemidler i pressen, og da vi blev kontaktet af Dansk Mode & Tekstil angående vores medvirken i et projekt med produktion af éngangskitler var vi omgående positive, selv om vi naturligvis med det samme kunne se at det ville kræve en vis omstilling af vores produktion. I en sådan situation må samfundssind være højeste prioritet,” siger Jesper Klausen, direktør og medejer af Spectre.

Nybo Workwear og Spectre sørger for, at kitlerne bliver syet på deres respektive fabrikker, mens Thygesen og Birk Fabrics leverer den såkaldte rib, der sikrer, at kitlerne slutter tæt. Metervaren kommer fra den nordjyske virksomhed Fibertex Personal Care.

”Vi kunne hurtigt se, at vores kompetencer i Fibertex Personal Care kunne være med til at løfte denne udfordring. Derfor var vi naturligvis hurtige til at sige ja. Jeg er glad for at se, hvordan en række vidt forskellige brancheaktører på meget kort tid har fundet frem til en løsning, og jeg er glad for, at vi nu kan være med til at sikre det sundhedspersonale, der gør en forbilledlig indsats i kampen mod coronavirussen,” siger Mikael Staal Axelsen, adm. direktør i Fibertex Personal Care.

"