Danskerne er fortsat flittige i deres nethandel, som i første halvår af 2022 nåede 92,7 mia. kroner. Et marginalt fald på 1 procent i forhold til første halvår af 2021, som dog fortsat var præget af corona-handelsmønstre og lukkede butikker. Det viser den seneste e-handelsanalyse fra Dansk Erhverv.
Med den voldsomme inflation in mente er der tale om et reelt fald, og de danske netbutikker mærker særligt udviklingen, da 29 procent af danskernes onlineforbrug skete i udlandet mod 26 procent i den første halvdel af 2021.
E-handlen har siden 2019 oplevet en samlet stigning på 30 procent, men flere internationale eksperter har påpeget, at e-handel skal til at vænne sig til langt lavere vækstkurver end tidligere.
Tøj, sko og accesories er nr. 1
Ser vi nærmere på, hvad danskerne lægger i de digitale indkøbskurve, er tøj, sko og accessories den største enkeltstående kategori, både hvad angår andelen af handler og andelen af forbruget. Her tegner kategorien sig for henholdsvis 17 og 18 procent. Til sammenligning tegner sporstudstyr sig 3 og 4 procent, mens babyudstyr og ting til små børn tager 2 procent af både forbruget og andelen af handler.
Faktisk er tøj, sko og accessories en af ganske få kategorier, der har oplevet et stigende forbrug i forhold til H1 2021, hvor kategorien udgjorde 16 procent af forbruget.
Danskerne bruger i gennemsnit 596 kroner per køb fordelt på alle kategorier, og her ligger forbruget på tøj, sko og accessories et pænt stykke over med gennemsnitskøb på 816 kroner.
39 procent af respondenterne i undersøgelsen svarer, at de foretrækker at købe tøj, sko og accessories på nettet frem for i fysiske butikker. Her er kategorien kun overgået af rejser og kulturoplevelser. 14 procent svarer derimod, at de ikke kunne finde på at købe tøj, sko og accessories på nettet. Der er flere forskellige grunde til dette, men de tungestvejende er, at forbrugerne gerne vil røre ved produkterne og have faglig vejledning.